Er de nu ikke kommet lidt langt ud de der krimiserieskabere? Tænkte jeg, da jeg så serien om Ludwig – krydsorddetektiven dukke op på skærmen. Godt nok er detektivarbejde i allerhøjeste grad et spørgsmål og logisk sans og systematisk jagt på de rette spor (spørg bare Sherlock Holmes), men at sætte en krydsordsspecialist på den opgave, det er at opklare grimme forbrydelser, især mord, er vel lidt langt ude – ikke?! Og jo, det er det. I hvert fald på papiret. Men ideen virker faktisk ganske fremragende i denne serie, hvor krydsordmageren John Taylor sætte på den opgave at finde sin egen tvillingebroder, der er forsvundet sporløst (i hvert fald i begyndelsen). John er en særling, der lever isoleret af at lave krydsord og lignende tankeøvelser og skriver bøger om emnet under navnet Ludwig. Men da hans identiske broder James forsvinder overtaler James’ kone Lucy ham til at forsøge at løse gåde ved at infiltrere James’ arbejdsplads, politiet i Cambridge, hvor James har arbejdet som kriminaldetektiv. Og så kastes John ud i en række drabssager, som han med sin udviklede, analytiske sans løser til sine kollegers udelte begejstring. Derimod kniber det gevaldigt med at løse gåden om James’ forsvinden – til allersidst, hvor brikkerne falder på plads på ganske opfindsom og overraskende vis.
David Mitchell og Anna Maxwell Martin spiller rollerne som henholdsvis John/James og Lucy meget overbevisende. De er hinandens modsætninger, samtidig med at der er en særlig dragning mellem de to. Og sammen får de langsomt løsnet op for hemmeligheden om James’ forsvinden. Og de suppleres rigtig godt af en række biroller – Lucys søn og politikollegerne.
Det ville være synd og skam at afsløre noget om de drabssager, John påtager sig og løser, lige som at afsløre noget om James’ forsvinden – bortset fra, at den hænger nøje sammen med de familiære relationer og familiens umiddelbare fortid. Men serien, der vist nok følges op af en sæson 2 inden længe, lever helt op til det høje kvalitetsnivea BBC har for kriminal-tv-serier. Så hold dig ikke tilbage, hvis du er til den slags.
Interessant betragtning om, hvordan sproget og det skrevne ord har ændret sig i takt med digitaliseringens indtog. Det minder mig om, hvor vigtigt det stadig er at holde hjernen skarp med sproglige udfordringer – f.eks. krydsord, som heldigvis stadig har deres plads, både på papir og online. Jeg bruger ofte [krydsordfinder.dk] som et lille hjælperedskab, når jeg går i stå – en fin måde at kombinere det gamle med det nye på. Hvad tænker du om krydsord i en digital tid – forsvinder de, eller får de nyt liv online?
@Levi: Det er er sikkert også derfor at Unge Morse (Endeavour) altid er i gang med et svært krydsord i den lokale Oxford-avis, når han ikke lige analysere små tilsyneladende ubetydelige detaljer i en mordsag. Vi er tilbøjelige til at betragte digitaliseringen som et entydigt fremskridt. Jeg er lang fra så sikker og har som gammel dansklærer set for mange eksempler på, hvordan hjernen sløves og de sproglige kompetencer forringes. På mione gamle dag – jeg gjorde det også som barn sammen med min mor – er jeg begyndt at løse krydsord (i dameblade, Samvirke, Ud &Se og andre steder) bare for at massere min egen hjernes sproglige potentialer.