Overskriften her skyldes vist nok den amerikanske krimiforfatter Raymond Chandler, selv om jeg ikke har kunnet finde det. Men det gør ikke citatet dårligere. For sådan havde jeg det her til morgen – oven på en af de dage, som man engang kaldte en Thyco Brahe-dag; en af de uheldige dage, hvor alt synes at gå en anden vej end ens egen. Og frustrationerne hober sig op, medens man stadigvæk har snuden i sporet, fordi der er så meget, man trods alt skal nå. Men det var lutter benspænd hele vejen. Den eneste trøst var, at – for nu at blive ved talemåderne – der er en ny dag i morgen. Og her sad jeg så med den slags tømmermænd oven på en dårlig dag og kunne med glæde tænke på det første store krus “livsblod”, kaffe, medens jeg kortvarigt gruede for at alskens handelskrige og internationale konflikter i tæt forening med klimakrisens rasen ville berøve mig for netop denne sorte drik, der har fulgt mig siden jeg kun var to år gammel. Dengang, hvor min kærlige moder mente, at jeg da sagtens kunne drikke kaffe, blot det var tilsat lidt sukker og mælk. Hun vidste ikke, hvad hun indlod sig på og gav mig en livslang afhængighed, som jeg ikke har i sinde at afvænne mig fra. Og der sad jeg så med tanken på et krus kaffe og glemte lidt efter lidt Thyco Brahe-dagen.

Opdatering: Robert har været så venlig at sende mig et link til lige netop det omtalte citat hos Raymond Chandler. Det erjo dejligt at få bekræftet (også at nogen læser dette indlæg!). Så tak Robert. Her er linket:

https://madstreetbooks.com/lists/LFy8lAGSinHg