august 2008 arkiv

The Animals – noget om introer…

31. august 2008

Blogbroder Uffe fordyber sig i sin ungdommelige forkærlighed for The Animals’ klassiker Don’t let me be misunderstood. Og det er da også – sammen med House of the Rising Sun – et af deres svært forglemmelige hits. Der er dog to andre sange, jeg altid har haft en forkærlighed for: We Gotta Get Out Of This Place og Baby Let Me Take You Home (der var deres debutsingle i 1964). Og i begge tilfælde har det i høj grad noget med introen på sangene at gøre. Gotta Get Out Of This Place indledes af et af de mest medrivende bas-riffs, man kan opdrive i tresserne. Og selvfølgelig er det Chas Chandler, der står for den. Allerede dengang opnåede han et godt ry som basist (senere fik han en flot karriere som producer og manager).
Baby Let Me Take You Home indledes af den ferme guitarist Hilton Valentines fængende linjer. Det var i øvrigt også hans guitar, der gjorde House of the Rising Sun til noget særligt i Animals’ udgave (sammen med Alan Prices orgel…).”Baby let me…” er i øvrigt er fortolkning af Eric von Schmidts sang “Baby, Let Me Follow You Down”, som Bob Dylan fortolkede på sit debutalbum “Bob Dylan” i 1962…

Kathi Mcdonald – sangerinde

31. august 2008

Dagens sang kommer fra Kathi Mcdonald. Hvis du ikke har hørt om hende, så er det nok ikke tilfældigt. For selv om hun har udgivet musik i sit eget navn, så er hun især kendt for sit virke som backingsangerinde. Her er hun til gengæld et af de store, anerkendte navne. Rolling Stones, Leon Russel, Big Brother and the Holding Company, Nils Lofgren, Ike & Tina Turner, Delayney & Bonnie, Quicksilver Messenger Service og mange flere har efterspurgt hendes blues-stemme. Hun har været med i henved tre årtier og har medvirket på omkring halvanden hundrede plader. Selv har hun udsendt tre albums, hvoraf de tidlige er sjældenheder og samlerobjekter: Insane Asylum (1974), Save your Breath (1994) og senest Above And Beyond (1999).

Long John Baldry Band, featuring Kathi McDonald

Kathi McDonald with Nick Vigarino at the Triple Door


I’d Rather go Blind

Indvandrerkriminaliteten blomstrer

31. august 2008

“Det er meget foruroligende, at unge med indvandrerbaggrund udgør en
stigende andel af de fremstillede i Dommervagten. Det er helt
afgørende, at der sættes ind med et massivt forebyggelsesapparat”

Ordene kommer fra Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen. Og når man tager hendes position som højplaceret offentligt ansat i betragtning, så må den sidste sætning udlægges som en diskret, men alvorlig kritik af den faktiske sitution – og af de politikere, der bærer ansvaret for denne situation!
I følge Berlingske er indvandrerkriminaliteten inde i en uheldig udvikling. Ud af 85 retsforfulgte unge ((det skal lige understreges, at der er tale om grov kriminalitet! )) under 18 år i København i år udgjorde 67% unge med ‘en anden etnisk baggrund end dansk’. Det skal ses i lyset af, at indvandrerne kun udgør omkring 20% af den københavnske befolkning. Dertil kommer, at procentdelen af kriminelle er steget markant fra sidste år, hvor den udgjorde 57%.

Det er en kendt sag, at den slags statistikker har været omgærdet med forsigtighed fra politiets side, fordi de kunne tages til indtægt for fremmedhad og fordomsfuldhed – og bruges imod indvandrerne – og sikker vil blive det af Dansk Folkeparti og dets allierede. Med det er vigtigt at få tallene frem i en tid, hvor regeringen sætter kiggerten for det blinde øje og vil individualisere ungdomskriminaliteten. Statistikken taler sig eget tydelige sprog om et problem, der stikker dybere end til enkelte ‘vildfarne’ unge og deres magtesløse forældre. Det er et samfundsanliggende, hvad enten statsministeren vil det eller ej. Og løsningen er ikke dummebøder til familier på socialhjælp…

Joy Division – som de var…

31. august 2008

Den vellykkede Control om Ian Curtis og Joy Division er for længst kommet på dvd og kan fås for en slik i UK. Og nu kan kan så supplere Anton Corbijns film og Michael Winterbottom’s 24 Hour Party People med Grant Gee’s roste og rosværdige dokumentarfilm om gruppen “Joy Division”. Bon Appetit.

Joy Division Trailer

Nowhere Boy – John Lennon på det hvide lærred

31. august 2008

Biografier og spillefilm om rockmusikkens ikoner kan være problematiske. Eksemplerne er legio. Men der er også fremragende undtagelser. Filmen Backbeat om de tidlige Beatles-dage er fx en særdeles vellykket film på alle måder. Control om hovedfiguren i Joy Division er et nyere eksempel, hvor biografi og filmkunst lykkes. Og nu kan man læse, at manusforfatteren bag sidstenævnte film, Matt Greenhalgh, har skrevet Nowhere Boy om selveste John Lennon. Sammen med instruktøren Sam Taylor-Wood vil Greenhalgh fortælle om den unge Lennons liv frem til berømmelsen med fokus på de ting, der gjorde ham til den han var: det ensomme ungdomsliv hos tanten, moderens fravær og flugten ind i kunsten og musikken…

John Lennon stand by me

The Beatles – Nowhere Man (Live In Japan

Hello and Goodbye – George Michael

31. august 2008

Efter sigende stopper han, George Michael, og læner sig tilbage på sine indtjente millioner. Synd og skam, for han er blevet bedre og bedre med årene. Og det kan man jo ikke sige for alle kunstneres vedkommende…
Men mon ikke han kan lokkes i pladestudiet en gang imellem!? Og lad der nu ikke gå Frank Sinatra-Comeback i det, gamle jas!

Older – George Michael – 1996

Sommeren lakker mod enden…

31. august 2008

Da jeg kørte forbi Mindeparken gennem skoven faldt to brune blade ned
på vejen foran bilen. Og lyset havde det skær, som det kun har på denne
tid, hvor sommeren går på hæld, men endnu har nogle varme,
solbeskinnede dage i ærmet…

Summer’s almost gone
Almost gone
Yeah, it’s almost gone
Where will we be
When the summer’s gone?

Morning found us calmly unaware
Noon burn gold into our hair
At night, we swim the laughin’ sea
When summer’s gone
Where will we be
Where will we be
Where will we be

Morning found us calmly unaware
Summer’s almost gone
Almost gone
Yeah, it’s almost gone
Where will we be
When the summer’s gone?

Morning found us calmly unaware
Noon burn gold into our hair
At night, we swim the laughin’ sea
When summer’s gone
Where will we be

Summer’s almost gone
Summer’s almost gone
We had some good times
But they’re gone
The winter’s comin’ on
Summer’s almost gone

The Doors-Summer’s almost gone

Dagens sang: Maggie Mae – Rod Stewart & Faces

30. august 2008

Dagens bogfund: Benn Q. Holm “Album”

30. august 2008

Lørdagens indkøb i den lokale brugs – kaldet Kvickly Xtra – var også en tur til den lokale boghandel, for FDB sælger bøger, og vi har ikke nogen rigtig boghandel i nærområdet. Denne dag var der en slags bogudsalg med mange livsstilsbøger om mad og have, pocketbøger, Peter Plys’ tanker i pixi-udgave og så nogle “rigtige” bøger. Blandt andet førsteudgaven af Benn Q. Holms generationsroman “Album” fra 2002. Bogen er, som bekendt, blevet omsat til tv-serie med en vis succes, selv om anmeldelseren var meget blandede. På Litteratursiden skriver Michael Høyer-Nielsen blandt andet følgende om romanen:

Album” er en mere seriøs og eftertænksom roman end
Benn Q’s tidligere værker og foregår som nævnt i et mere roligt tempo.
Som generationsroman er det nærliggende at sammenligne den med Ejersbos
“Nordkraft”, og der er paralleler, selvom de dog også er meget
forskellige. Begge har dog det tilfælles, at de er to af de bedste
danske udgivelser i mange år. “Album” er et must, en fremragende
fortælling, som fortjener en plads på dit natbord
.”.

Der var endnu nogle eksemplarer, da jeg gik igen. 30 kr. Det er da rørende billigt…

Om tv-serien – læs her.

Roxy Music – Country Life (1974)

30. august 2008

Det fortælles, at Bryan Ferry – der vist nok altid har været a Ladies Man – mødte de to fotomodeller Constanze Karoli og Eveline Grunwald i Portugal og bad dem om at stå model til pladeomslaget. Coverbilledet af de to letpåklædte, unge damer er som taget ud af et af dagens ugeblade, men vakte anstød dengang i 1974. Ikke mindst i puritanismens højborg, USA, hvor man udsendte LP’en med et foto af de bagvedstående træer… Amerikanerne har altid haft det svært med antydning af kønsorganer, kønsbehåring og sex i det hele taget. Historien gentog sig år senere med Black Crowes’ album Amorica, hvor amerikanerne trimmede dusken…
Bortset fra det, så var Country Life, hvis omslag i øvrigt er inspireret af det engelske livsstilsmagasin Country Life, et af de Roxy Music-albums, som Rolling Stone valgte til deres top 500-liste over alle tiders bedste albums. Sammen med For your Pleasure (1973), Siren (75) og – ja, gæt hvilken – Avalon (1982). Country Life er fra post-Brian-Eno-tiden, hvor Bryan Ferry overtog styringen i bandet, og sammen med Stranded (1973) leverer pladen noget af det mest varierede, interessante og medrivende art-rock fra den periode…

ROXY MUSIC OUT OF THE BLUE

Noget om skyld – samfundets og individets

29. august 2008

Her til aften så jeg landets statsminister udtale sig om regeringens holdning til de unge, der “laver ballade” i gaderne, brænder skoler af osv. Det statsministerielle budskab var, at man ikke kunne acceptere det argument, at det skulle være “samfundets skyld”. Derfor skulle ballademagernes forældre stilles til ansvar og mærke samfundets sanktioner. Statsministeren følger dermed op på en kronik i Politiken af Karen Jespersen, der talte for, at ballademagernes familier skulle betale ved kasse et.


I tresserne og halvfjerdserne blev det almindeligt at lægge ansvaret over på samfundet. Det var ‘samfundets skuld’, for nu at citere Steffen Brandt og TV-2. Nu hvor det tidligere liberale regeringsparti er ved magten er tiden inde til revanchisme. Derfor vender man argumentet 180 grader. Det er ikke længere samfundes skyld, det er din egen skyld. Det er individets skyld. Og hvis individet er under den kriminelle lavalder, så er det familiens…


Den tanke, at “sandheden” kunne ligge et sted mellem de to poler – samfund og individ – synes slet ikke at kunne dannes i de borgerlige hoveder. Fx at noget af forklaringen på unges vold og hærværk kunne hænge sammen med årtiers mislykket integrationspolitik, mangelfuld uddannelses- og socialpolitik osv. Eller blot den tanke, at politikerne kunne have et medansvar for den udvikling, samfundet tager, ligger dem fjernt. Så hellere stille en socialt og økonomisk svagt stillet familie til ansvar for ungernes hærværk og vold. Det er jo også meget nemmere. Og giver sikkert nogle populistiske stemmer…

Roxy Music – The Thrill of it All

29. august 2008

De sidste par dage har jeg fornøjet mig med dvd’en The Thrill of it all med Roxy Music. Dvd’en, der har hentet titlen fra indledningsnummeret på albummet Country Life fra 1974, er et visuelt supplement til den retrospektive boks The Thrill of it All: Roxy Music 1972-82, som udkom i 1974 og rummer 66 numre fra bandets første otte albums, plus det obligatoriske ekstramateriale. Dvd’en består af tv-optagelser, videoer og koncertoptagelser fra omtalte periode og udgør en herlig dokumentation af gruppens medrivende, dynamiske performance. Optagelserne er visuelt og lysmæssigt af høj, høj kvalitet. Ren fornøjelse. Anbefales.

Roxy Music – The Thrill of It All (Live 1976) – optagelse fra Konserthaus, Stockholm

Capac synger (med)….

29. august 2008

Man skal passe på med at optræde offentligt i disse mobiltelefontider. Man kan ende på YouTube, før man aner det…

Dagens sang: A Hard Rains A-Gonna Fall – Bryan Ferry

29. august 2008

Lige som Rod Stewart er Bryan Ferry en eminent fortolker af andres sange. Hans første tre soloalbums fra halvfjerdserne – These Foolish Things (’73), Another Time, Another Place (’74) og Let’ Stick Together (’76) – var næsten rene cover-albums med sange fra rockens arkiver og standards fra den store amerikanske sangskat. Ferry er mere sofistikeret end Stewart, der med sin rå, upolerede stemme trækker på sin baggrund som engelsk rythm-and-blues-pub-rocker. Ferry er med sin let vibrerende stemme middelklasse-art-rockens elegante modsvar. Men de supplerer hinanden vældig godt på mp3-afspilleren. Og mødes i deres fælles kærlighed til de store sangskrivere…

Til lykke Annisette – 60

29. august 2008

Jeg tilhører en generation, der lærte, at det ikke var pænt at nævne en dames alder. Og det hænger stadigvæk lidt ved hos capac, selv om ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen gjorde, hvad de kunne for at rokke ved den slags indgroede normer og regler. Alligevel er det værd at nævne at frontfiguren i Savage Rose, Annisette, runder de tres år. For hun er en i dansk sammenhæng enestående sangerinde og – som mange i hendes generation – stadigvæk aktiv.
Savage Rose var det første beat-orkester, jeg oplevede til en koncert. Det var i 1969, hvor de gav koncert i Esbjerg Stadionhal. På det tidspunkt var Savage Rose på alle musikelskeres læber, fordi de ville forny beatmusikken. Forventningerne til bandet med de klassisk uddannede Koppel-brødre var store. Man talte om Danmarks svar på The Beatles.
Tre fjerdedele henne i koncerten måtte jeg dog forlade hallen. Lyden var intet mindre end en katastrofe. Hallen var slet ikke bygget til koncerter – og det kunne høres. Derimod var det lidt svært at få fuld udbytte af musikken. Jeg havde susen for ørerne mange timer efter…