juli 2008 arkiv

Macbeth – gymnasiale erindringer

31. juli 2008

I 1971 læste vi Shakespeares Macbeth i gymnasiet. Og nærlæste udvalgte tekststeder i det stykke om magt, bedrageri, mord og begær. Jeg blev af en eller andet grund revet meget med at teksten og købte min egen udgave af bogen, så jeg kunne skrive noter osv. Jeg har den endnu.
Tilfældet ville, at den polske instruktør Roman Polansk samme år udsendte sin filmversion af historien om den skotske konge med Jon Finch i hovedrollen og Francesca Annis som Lady Macbeth. Polanskis filmatisering er realistisk betonet og gør fx en del ud af nogle særdeles voldelige scener. Og jeg kan huske, at den blev fortolket som kunstnerisk udtryk for Polanskis personlige oplevelser, da hans kone Sharon Tate og nogle bekendte blev slagtet af satanisten Charles Manson og hans bande.
Filmen gjorde indtryk, da jeg så den i min fødebys Strandbio. Speciel scenerne med heksene og den nøgne og sindsyge Lady Macbeth blev hængende i erindringen mange år efter.
Filmen er optaget med subjektiv kameraføring og dialogerne ledsages af en særpræget musik, der blev leveret af Third Ear Band. Musikken er udgivet på plade og kan fås på cd.
Third Ear Band var et eksperimenterende tresserband, der lavede improvisationer med rod i indiske ragaer, folkemusik, middelaldermusik og andet. I 1969 fik bandet udsendt et album på EMIs progressive plademærke Harvest. Titlen var Alchemy og en vis John Peel medvirker på jødeharpe. Alchemy blev året efter fulgt op af Air, Earth, Fire, Water. De fik også æren af at indlede Rolling Stones berømte koncert i Hyde Park i 1969.
Selv om man ikke har hørt meget til dem har Third Ear Band med skiftende besætninger været aktive helt frem til slutningen af halvfemserne.
Siden dengang er Polanskis Macbeth vist gået lidt i glemmebogen. I hvert fald måtte jeg ty til Amazon.co.uk for at finde en dvd-udgave uden danske undertekster…
Mosaic Sea

Gamle Beatles-optagelser fundet

31. juli 2008

En Liverpool-beboer har fundet et 7″-Philips spolebånd med ikke-udgivne Beatles-optagelser fra 1964. Det drejer sig om optagelser fra BBCs tv-program Top Gear. Båndet, der er af halv times varighed, rummer versioner af numre som “I feel fine” og “I’m a loser” og en ukendt indspilning af nummeret “Don’t Put Me Down Like This”. Båndet vil blive solgt på auktion og er vurderet til 12.000 £. Det forventes også, at Apple-pladeselskabet og Yoko Ono vil være interesseret i at få fat i de sjældne optagelser. (Kilde: Liverpool Daily Post)

Beatles – I Feel Fine

Ih, hvor har vi det sjovt!

31. juli 2008

Det er en gammel sandhed, at underholdningsindustrien har gyldne tider i økonomiske krisetider. The Guardian noterer, at recessionen (uha!) har sat ind, bankerne taber millioner af kroner, byggeindustrien lægger projekter i mølposen og fyrer medarbejdere osv. Men forbrugerne ændrer bare forbrugsmønster. I stedet for at købe for dyre huse og for store biler, køber man kulørt tøj, går på pub og tager på små ferier… And the Band played on.

OO7: Amy er ude, Jack er inde…

31. juli 2008

Amy Winehouse har nok at se til med at rende ind og ud af hospitalet, besøge sin indespærrede mand, slås med gud og hvermand og forsøge at holde sig fra alskens stimilerende stoffer. Derfor går hun glip af titelmelodien til den nye James Bond-film. I stedet er det Jack White – fra Raconteurs og White Stripes – der sammen med Alicia Keys får æren. Måske som en kommentar til Amys livsførelse hedder sangen: Another Way To Die. Amy, Amy, Amy…

Stort og mest småt

31. juli 2008

Temperaturen faldt i går. Kl. 22.30 luftede jeg Gravhunden for fjerde gang. Der var en mild, sval brise. Solen var gået ned, men himlen var smukt oplyst. Den værste biltrafik var stilnet af. Sådan kan vi lide det, Gravhunden og så mig.
Det er stadigvæk ferie et par dage endnu. Og jeg tænker på, hvordan det ville gå i verden, hvis vi byttede om på ferie- og arbejdsdage. Eller holdt mere ferie og arbejdede mindre. Måske ville det ikke gøre den store forskel. Vi ville måske blot være mere effektive og engagerede. Hvem ved.
Det har været en fortræffelig dansk sommer, trods den tunge varme, der hver gang kommer bag på os – eller snarere: over os som en stor, våd dyne. Næsten 30 solskinsdage er det blevet til. Det skal vi huske, når vi om lidt går ind i et halvt år med gråt i gråt. Og måske kommer der slet ikke nogen sommer næste år….

Neil Young i Horsens

30. juli 2008

Han har knap nok nået at trække stikke ud af forstærkeren på Roskilde Festivalen, før han dukker op igen og giver koncert i Horsens, som efterhånden har fået et vist ry som de store navnes koncertby. Den 28. august kan man opleve Neil og hans elektriske band, hvis man kan afsætte 6-700 kr. og ellers når at få en billet. Billetsalget starter på mandag kl. 10. God jagt.

Animistisk uddannelsespolitik

30. juli 2008

Gamle Freud havde en teori om animismen. Det var i Totem og Tabu. Det gik blandt andet ud på, at folk i gamle dage troede, at ord og tegn havde magisk virkning. Nu til dags kan man stadigvæk finde eksempler på, at folk tror – eller i hvert fald foregiver at tro – at ord alene kan ændre på verdens gang. I dagens aviser kan man således læse, at Bertel Haarder vil ‘tale’ den mellemlange udddannelsers status ‘op’. Med ordenes kraft vil Haarder modvirke den fortsatte, store nedgang i søgning til uddannelser som folkeskolelærer, sygeplejersker og pædagoger. Haarder har, som bekendt, selv være med til at tale fx folkeskolelæreruddannelsen ned ved at tale nedsættende om lærerstanden og lærernes faglig organisation, Danmarks Lærerforening. Så måske skulle det være muligt at tale dem op igen? Ved magisk kraft?
I hvert fald kan man sige, at Bertel Haarder og regeringen ikke har andet end ord at gøre godt med. Fx ordene: Verdens bedste uddannelsessystem. Hvis man nu gentager dem tilstrækkeligt mange gange, så kan det være, at det bliver en realitet eller – i det mindste – at nogen begynder at tro på det. Lige som man forsøgte at få folk til at tro på, at Sadam Hussein havde masseudrydelsesvåben nedgravet i Irakisk jord…
Efter i årevis at have udmagret uddannelsessystemet ved mere eller mindre slet skjulte besparelser og hoved- og halsløse fusioner – og ved at have gjort ondt værre med et hav af som regel uigennemtænkte reformer, så er det lidt svært at bevare den animistiske tro på ordets magiske kraft. Måske man skulle hjælpe ordene lidt på vej med ressourcer og kompetent uddannelsesplanlægning!?

Abalone Dots – svensk musik med rødder

30. juli 2008

Amerikanerne har deres americana, når de går til rødderne og spiller musik, der blander country, bluegrass, folk osv. osv. Hvad kalder man det så, når fire svenske piger fra Västervig gør noget tilsvarende og roder americana-elementer sammen med svensk folkemusik og andet godt fra det musikalske hav? Skandinavia? Globalia? Never Mind. Kvartetten med det spøjse navn Abalone Dots har udsendt deres opfølger til den roste debutplade fra sidste år, From a Safe Distance. Den nye hedder blot Traveller. Dixie Chicks har fået konkurrence til stregen fra hinsidan. Og de fire svenskere pynter bestemt lige så meget på et pladeomslag…

Hjemmeside Myspace.

Earl Nelson – 1928-2008

30. juli 2008


Rolling Stones – Harlem Shuffle

Den ene halvdel af R&B-duoen Bob & Earl, Earl Nelson, er død 80 år gammel. I sin nekrolog i The Independent fortæller Pierre Perrone, om dengang i 1985, hvor duoens sang “Harlem Shuffle” kom til at fungere som en isbryder for samarbejdet mellem Keith Richard og Mick Jagger under indspilningen af albummet Dirty Work. Bob & Earls egen soul-udgave, der bestemt ikke er ringere end Stones’, blev et solidt hit i 1963 og blev et endnu større top-10, da det blev genudgivet i 1969. Nummeret var i øvrigt produceret af soul-crooneren over dem alle, Barry White. Bob & Earl fik ikke ikke mange store hits, men blev med deres sangstil en stor inspirationskilde for andre sangduoer, først og fremmest Sam & Dave. Det fortælles også, at selveste George Harrison udnævnte Harlem Shuffle til at være sin favoritplade gennem alle årene… Hvil i fred.

Nyt fra – Richie Havens

30. juli 2008

Det er efterhånden fire år siden, der kom nyt fra Richie Havens, hvis man da lige ser bort fra hans version af Tomstone Blues på soundtracket til I’m Not There. Siden Havens brød igennem for alvor på Woodstock-festivalen med sin intense sang, trommende fødder og medrivende rytmeguitar har han haft en særlig plads i mine musikalske erindringer. En rigtig spillemand, der lige så gerne spiller sine egne sange som særprægede, personlige udgaver af andres. Fx har han lavet et helt album med sange af Beatles og Dylan (Sings Beatles and Dylan, 1987). Som man kan se på coveret til det nye album, så ligner han sig selv, selv om skægget er blevet gråt. Han er forblevet den folk-kunstner, han har været siden debuten i 1965. Og godt det samme…

Strawberry Fields Forever (Woodstock):

Tilbagespoling

Kaleidoscope – det engelske band…

29. juli 2008

Som nævnt i omtalen af David Lindleys band Kaleidoscope, så er der også et engelsk band med samme navn. Og ikke nok med det. Det opstod på næsten samme tid. I 1967 indgik sangeren, sangskriver og keyboardspilleren Peter Daltrey, guitaristen og sangskriver Eddy Pumer, bassisten og fløjtenisten Steve Clark og trommeslageren Dan Brigdeman en pladekontrakt med Fontana Records og antog i den forbindelse navnet Kaleidoscope. De spillede såkaldt progressiv og psychedelisk rock og blev ikke nogen stor forretningsmæssig succes. Men de to albums – Tangerine Dream (1967) og Faintly Blowing (1969) – som bandet nåede at lave i dets korte levetid fra ’67 til ’69 er blevet kultklassikere. I 1969 skiftede bandet navn til Fairfield Parlour – på grund af amerikanerne – og indspillede herfter to albums med samme besætning: From Home To Home (1970) og White Faced Lady (1971). Sidstenævnte udkom dog først i 1991 (!) under navnet Kaleidoscope…

Projekt: Skrivebord

29. juli 2008

Ja, det kan lyde utroligt. Selv i mine øre. Men i lang tid, alt for længe, hvis sandheden skal frem, har jeg ikke haft noget skrivebord. Men har måttet tage til takke med køkken- og spisebord, når mine visdomsord skulle nedfældes med blyant eller pen. Nu har vi så rokeret rundt i casa, så det igen er blevet muligt at få et rigtigt skrivebord. Og jeg har allerede forestillinger om, hvordan det skal være. Ikke for stort, gedigent træ (eg, palisander, teak…), ikke for tungt, måske med en enkelt skuffe lige under skrivepladen, evt. uden. Så skal det udstyres med et rigtigt skriveunderlag. Gerne et af dem af læder med grønt trækpapir som skriveunderlag. En klassisk, enkel lampe med godt lys.

Rabarbersaftevand – erindringsstof

29. juli 2008

I disse varme sommerdage vækkes tørsten. Fantasierne om kølige, læskende drikke vælder frem for ens indre øje. Kolde fadøl, vand med citrussmag og så – pludselig – dukker rabarbersaftevand op og fejer alt det andet til side. Pludselig er jeg tilbage i den glohede baggård en sommerdag og får skænket kølig, frisklavet rabarbersaftevand op af mødrene i deres stribede liggestole. Eller jeg er på strandtur på Fanø eller ved Vejers og Blåvand og flasker med patentprop hentes op af frokostkurven. Rabarbersaftevand. En gudedrik…

Kim Larsen & Kjukken – For børn

29. juli 2008

DR2 har gennem den seneste tid vist en række småudsendelser, hvor forfatteren Klaus Rifbjerg og popsangeren (m. hans egen titulering) Kim Larsen har analyseret, diskuteret og udført (Larsen!) kendte og elskede sange. Mandalay, Det var en lørdag aften m.fl. Og hvis man skulle være i tvivl, så blev det klart, at Larsen er en stor traditionalist. Han er en af de få danske pop- og rockkunstnere, der aktivt står ved vores “kulturarv”, uden at tage på den med hvide handsker eller som nonnen om en vis ting – for nu at formulere os, som Rifbjerg kunne have gjort.
For mig at se, så er Kim Larsen det nærmeste vi herhjemme kommer en Bob Dylan eller en Bruce Springsteen. Han er folkelig på samme måde som de to amerikanere, når han med stor kærlighed kaster sig over de danske sange, på samme måde som Dylan og Springsteen kaster sig over Woody Guthrie og andre fra det amerikanske folkedyb. Nogen vil sikkert mene, at det er helt hen i vejret. At Larsen er vor tids svar på danskpoppen. Og sådan. Men jeg er ret sikker på, at Larsen har langtidsholdbarhed.
Nu udgiver Larsen & Kjukken, det fortræffelige fynske band, deres tredje og sidste kapitel af sange fra Glemmebogen. Denne gang drejer det sig om børnesange. Her vil vi – og børnene, som pladen er tilegnet med undertitlen: For børn – møde Kalendervender Tage, Oles Nye Autobil, Elefantens vuggevise og andre klassikere.

Post-punken lever og har det godt: Wire – Object 47

29. juli 2008

Siouxsie er klar med en ny plade (uden sine Banshees); det samme er The Cure; Bauhaus har allerede begejstret mange anmeldere med Go Away White; Joy Division er på alles læber, selv om gruppen er forstummet, fordi film og genudgivelser har gjort arbejdet. Og nu har Wire udsendt et nyt album, Object 47, hvor de spiller, som om den mellemliggende tid siden post-punkens storhedstid ikke betyder noget som helst. Wire blev dannet i punkens gyldne år, 1976, og udsendte kort tid efter deres første album Pink Flag, der vidnede om en stor inspiration fra punkens energi og utæmmede vildskab, men også om, at Wire musikalsk og på anden måde var et hestehoved foran mange af de ‘rigtige’ punkbands. Det stærke debutalbum blev fulgt op af den plade, som mange stadigvæk regner for gruppens mesterværk: Chairs Missing. Efter tre år var det slut. Gruppen gik i opløsning. Fra 1987-91 var de gendannet og indspillede en håndfuld lytteværdige plader, nogle af dem under navnet Wir ( uden e, fordi trommeslageren ikke var med…).
Nu har de så smidt deres 47. plade på gaden. Og den er frisk som nyvasket og -luftet sengetøj. Det er rock, som vor moder lavede den. Det pumper af sted med bassen, trommerne og flænsende guitarer helt fremme i lydbilledet. De smittende melodier rives og flås der i med en energi og vildskab, som går direkt tilbage til punkens hjerte og videre tilbage til halvtredsernes løsslupne energi. Det er Punk-rock eller rock-punk med saft og kraft, og pladen dementere på det kraftigste, at de gamle bands fra dengang ikke skulle have noget at sige i musiklivet.

Hør nummeret One Of Us på gruppens Myspace-side. Det er dagens sang i casa capac, måske ugens… Det rykker, rocker og får en til at glemme, hvor varmt det er. Du kan i øvrigt kvit og frit downloade dette herlige nummer – og en række andre Wire-numre – fra bandets plademærkehjemmeside – her.