19. juli 2008 arkiv

Rainer Ptacek – guitarist og sangskriver

19. juli 2008

I min omtale af musiktidsskriftet Uncuts tema-cd med George Harrison-inspiratorer og -coverartister fremhævede jeg Rainers udgave af Harrisons indiskinspirerede Within You Without You. Og Klaus fulgte op på kommentarsiden med interesse.
Rainers efternavn er Ptacek. Eller rettere var, for manden døde i 1997 af en hjernesvulst. Han blev 46 år. Samme år nåede han at medvirke på en hyldestplade – The Inner Flame – som en række kunstnere og beundrede indspillede til ære for ham og for at indtjene nogle penge til behandlingen af sygdommen. På pladen medvirker bl.a. Howard Gelb, Robert Plant og Jimmy Page (Led Zeppelin), Vic Chesnutt, PJ Harvey, Madeleine Peyroux og Jonathan Richman.
Rainer, der stammede fra en tysk-tjekkisk familie og blev født Berlin, var sangskriver og guitarist med et særpræget guitarspil, der gav ham mange beundrede i musikerkredse. En musikernes musiker.
Hans musikalske karriere startede med bandet Rainer & Das Combo. Siden var han med til at danne Giant Sandworms sammen med Howe Gelb.[1. Howe Gelb og Giant Sand, der pt. er trefjerdedele dansk, har netop givet koncert her i Danmark, Voxhall den 13. juli, hvor capac var udenbys. Men han var også med, da Kathleen Edwards besøgte byen for nylig…]
En del af Rainers indspilninger med Das Combo er genudgivet på albummet Barefoot Rock with Rainer and Das Combo (1994). Og ellers kan man få Worried Spirits (1992), The Texas Tapes (m. Combo) fra 1993. D.Y.O. Boot (1995), Nocturnes (1995), Alpaca Lips (2000), Live at the Performance Center (2001), The Farm (2002), 17 Miracles (collection, 2005), The Westwood Sessions Vol. I (2007). Endelig findes der også et dobbeltalbum fra 2006 med titlen The Rainer Collection, hvorpå bl.a. findes hans udgave af George Harrison-sangen.

Tributeside på Myspace

Rainer Ptacek – Don’t Know Why – 1989

Flere videoer kan nydes her.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Ronnie “Plonk” Lane

19. juli 2008

Berlin er en oase for musikelskere. Der findes mange særdeles velassorterede forretninger med salg af cd’er, dvd’er og andre medier. Fx kæden “Saturn”, der har afdelinger rundt omkring, blandt andet på Alexanderplatz, i nærheden af hvilken capac boede.
Det er en fornøjelse at gå rundt og ose i en pladeforretning, der stort set har alt. Hvor mange steder i Danmark kan man gå hen og bladre femten-tyve forskellige udgivelser med Captain Beefheart igennem? Ikke mange.
Nå, men jeg holdt mig i skindet og hjembragte kun en enkelt skive. Pete Townshends og Ronnie Lanes Rough Mix fra 1977. Til dels af nostalgiske grunde. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard spillede den meget lige, da den var udkommet. Pladen var sådan et con amore-projekt for de to enere. En plade, der aldrig ville gøre sig på hitlisterne og heller ikke var tænkt sådan. En blanding af singer-songwriter-sange, blues- og country-inspirerede ting.

Jeg båndede alt, hvad jeg kunne dengang til B&O spolebåndoptageren. Det vil sige: hele pladen, som jeg fik et særligt kærligt forhold til. En skæv plade, der stråler af spilleglæde og giver plads til, at vennerne – fx Eric Clapton – kunne sætte deres personlige præg på tingene.
Ronnie Lane – der bar kælenavnet Plonk – var sanger, sangskriver og bassist og blev kendt i en større kreds, da han var medlem af The Small Faces i sidste halvdel af tresserne og i afløseren The Faces i første halvdel af halvfjerdserne. Men allerede inden da havde han gjort sig bemærket i England med sit egey band Slim Chance, der havde en vis succes med især det første album Anymore For Anymore (1973), der resulterede i hele to hitlisteplaceringer med singlerne How Come og The Poacher. Egentlitg forbavsende i betragtning af, at pladen bestemt ikke faldt ind i tidsånden med sin unikke blanding af folk, blues og rock. Af en eller anden grund er denne fine plade kun til at opdrive som second-hand-plade til ret mange penge (30-40£). Den fortjener at være almindeligt tilgængelig.
Rough Mix-pladen blev på flere måder en særlig plade for Ronnie Lane. Medens han og Townshend indspillede den fik Lane konstateret sclerose. En sygdom han var arveligt disponeret for, da hans moder døde af den. Og pladen betød også – fordi den ikke solgte en meter – at han mistede sin pladekontrakt…
Ronnie fortsatte ufortrødent med sit musikalske virke helt frem til 1992, hvor han optrådte for sidste gang. I 1997 bukkede han under for en lungebetændelse.
Tilbage står en række pladeoptagelser, der har gjort ham til musikeres og musikelskeres yndling.

Heart To Hang Onto (fra Rough Mix) – My Baby Gives It Away

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Diana Riggs alias Emma Peel – fylder 70

19. juli 2008

Tiden går, og det føles som var det i går, jeg sad derhjemme i barndomshjemmet stue og fulgte med i løjerne med den smækre Emma Peel (Diana Riggs) og hendes mandlige modstykke John Steed (spillet af Patrick Macnee). The Avengers – på tysk Mit Schirm, Charme und Melone – hed serien. Charmerende engelsk krimiunderholdning i tysk synkronisering. Nu læser jeg så, at Diana Riggs runder de 70 år. Til lykke.
Se en nostalgisk billedkavalkade med Diana Riggs her.

Skrevet i Musik Tagged , , | 2 kommentarer »

Tour de Doping

19. juli 2008

Efter fire dage uden internet, radio, tv eller mobiltelefon (simkortet låste, da jeg krydsede over fra det danske til det tyske Vodafone-net…) ville jeg lige se, om der var sket noget i verden, som var værd at notere sig. På Berlin Hauptbahnhof købte jeg derfor Frankfurter Allgemeine formedelst 1.7 euro. Og mit blik faldt straks på en forsideartikel om Tour de France. Da jeg tog afsted var skandalerne endnu ikke ramlet ned over arrangementet, og jeg havde bemærket mig en lille italiener, der havde sejret på et par bjergetapper og – efter eget udsagn – aldrig havde været lykkeligere. Jeg tænkte: Han har bestemt taget doping. Og ganske rigtigt…

Der er dog ikke tale om bagklogskab eller – for nu at blive i det tyske – Besserwissen. Men, som den tyske, kvindelige kommentator tørt konstaterer, så må man vel enten være ansat på de store tv-stationer eller i den korrumperede cykelsport-industri for at foregøgle sig selv at doping(mis)brug er undtagelsen og ikke reglen.
Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

En dag vil cykelcirkusset stå afklædt som det, det er: En perverteret elitesport, der primært drejer sig om penge – mange penge – og magt. Og hvor det sportslige er et sølle påskud. Men samtidig er den professionelle cykelsport også et spejlbillede eller en metaforisk repræsentation af det omkringliggende konkurrencesamfund, hvor idealerne også dagligt mister deres uskyld for ussel mammon og simpel magt.

Opdatering: Og dog – det vil nok snarere gå som i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”. Den lille dreng afslører, at kejseren ikke har noget tøj på – og så fortsætter kejserens procession ellers ufortrødent, som om intet var hændt. Og sådan vil det nok også gå for Tour de Doping i Frankrig (og nærmeste oplande). Selv når det store show er afsløret som et stort penge- og magtprojekt, hvor doping er et “nødvendigt onde”, så vil intet ændre sig og alt være som hidtil. Penge, magt og stoffer.

Tilbagespoling:
Cykelsporten som eksempel– Dynepokegørende nyt

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

What’s new pussycat? Woah, Woah…

19. juli 2008

Tom Jones’ hit fra 1965 “What’s New Pussycat?” er selvskreven til min pop-100-liste over sange, jeg skal have med til min øde ø. Det er en herlig livsbekræftende, iørefaldende popsag, som har den indlysende kvalitet, at man får lyst til at skråle med på omkvædet. Hver gang. Og det hjælper på fornøjelsen, at man har et nostalgisk forhold til sangen og sangeren.
Nu vil tilfældet så, at Random og pigebørnene i Sappho-cafeen har linket til en udgave med selveste k. d. lang, som jeg er lige så begejstret for som benævnte pigebørn. Nyd k. d. langs udgave af What’s new Pussycat – med eller uden trusser…

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Kulturforskelle – det store i det små, det små i det store

19. juli 2008

Jeg har bemærket det før og bemærkede det igen: I Berlin har man en udviklet kultur omkring det at stige ind og ud af tog og sporvogne. Når toget stopper træder de indstigende til side for de udstigende. Det gør på- og udstigning til et svir. No problemos. Sådan er det ikke i Danmark. Jeg så det med det samme, da vi ramte Fredericia. Alle kæmper mod alle for at komme ud og ind.
I Berlin så jeg også affaldsspande, der var opdelt efter emner: papir, plastik, indpakning osv. Og affaldspande med en lille tragt til cigaretskodder. Kan man overhovedet forestille sig sådan noget i Danmark, hvor vi jo bare smider lortet på gaden, som en undersøgelse for nylig slog fast?
Hvornår har jeg sidst mødt en butiksekspedient, der ønskede mig en rigtig god dag – og i øvrigt forstod at hjælpe mig? Selvfølgelig er det kun indlærte manerer, men alligevel…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Blindskrift

19. juli 2008

Da jeg som ung, langhåret student havde tampet mine første par universitetsopgaver ind på min lille grå rejseskrivemaskine med to fingre, talløse slåfejl og oceaner af kvajeblæk, da besluttede jeg mig for at lære blindskrift, tifingersystemet.
Jeg havde behændigt undgået det i folkeskolen og gymnasiet, fordi jeg forsøgte at danne mig udi latin og fransk og andet godt fra dannelseshavet. At tage et kursus var udelukket. Af pekuniære såvel som personlige grunde. Jeg afskyr kurser. Derfor drog jeg til det lokale folkebibliotek og fandt et oldnordisk blindskriftkursus. En stort stift værk i en særdeles uhandigt, aflangt format men med mange blå-lilla stempler bagi faldt valget på. Og de næste par uger overvandt jeg min indbyggede dovenskab og sled i timer med de mildest talt upoetiske skriveøvelser. Men surt slid lønner sig, selv om mange nymodens pædagoger vil benægte det. Og i dag ville jeg ikke være det foruden.

Tak til R’gitze for inspiration

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

åh, Berlin

19. juli 2008
We were in a small cafe

You could hear the guitars play

It was very nice

It was paradise

Fire intense dage i Berlin. Med Frøkenen alene. Fra tidlig morgen til silde aften blev byen indtaget med S-, U-Bahn, Tram og til fods. Til sidst kunne vi finde rundt i den indre by som vores egen lomme…
Det var en tur på Frøkenens præmisser. Hun havde glædet sig i måneder forud. Berlin er hendes by. Hun havde smadret sin sparebøsse for at indtage KDW og de utallige butiksstrøg. Og sådan blev det. Med Farmand som diskret konsulent og anstandsperson.
Hvordan måler man successen af en sådan tur? På Frøkenens mæthed. I toget hjemad ville hun bare hjem på værelset og nyde sine mange indkøb, sine 2 GB fotos af alt fra Smart-biler til fodtøj i modebutikker. Sådan.
Og capac er glad. Hvornår – om nogensinde – får man mulighed for at have en ferie alene[1. Fruen blev hjemme efter eget ønske, skal jeg lige tilføje for en ordens skyld… ] med sin datter?!

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »