30. juli 2008 arkiv

Neil Young i Horsens

30. juli 2008

Han har knap nok nået at trække stikke ud af forstærkeren på Roskilde Festivalen, før han dukker op igen og giver koncert i Horsens, som efterhånden har fået et vist ry som de store navnes koncertby. Den 28. august kan man opleve Neil og hans elektriske band, hvis man kan afsætte 6-700 kr. og ellers når at få en billet. Billetsalget starter på mandag kl. 10. God jagt.

Animistisk uddannelsespolitik

30. juli 2008

Gamle Freud havde en teori om animismen. Det var i Totem og Tabu. Det gik blandt andet ud på, at folk i gamle dage troede, at ord og tegn havde magisk virkning. Nu til dags kan man stadigvæk finde eksempler på, at folk tror – eller i hvert fald foregiver at tro – at ord alene kan ændre på verdens gang. I dagens aviser kan man således læse, at Bertel Haarder vil ‘tale’ den mellemlange udddannelsers status ‘op’. Med ordenes kraft vil Haarder modvirke den fortsatte, store nedgang i søgning til uddannelser som folkeskolelærer, sygeplejersker og pædagoger. Haarder har, som bekendt, selv være med til at tale fx folkeskolelæreruddannelsen ned ved at tale nedsættende om lærerstanden og lærernes faglig organisation, Danmarks Lærerforening. Så måske skulle det være muligt at tale dem op igen? Ved magisk kraft?
I hvert fald kan man sige, at Bertel Haarder og regeringen ikke har andet end ord at gøre godt med. Fx ordene: Verdens bedste uddannelsessystem. Hvis man nu gentager dem tilstrækkeligt mange gange, så kan det være, at det bliver en realitet eller – i det mindste – at nogen begynder at tro på det. Lige som man forsøgte at få folk til at tro på, at Sadam Hussein havde masseudrydelsesvåben nedgravet i Irakisk jord…
Efter i årevis at have udmagret uddannelsessystemet ved mere eller mindre slet skjulte besparelser og hoved- og halsløse fusioner – og ved at have gjort ondt værre med et hav af som regel uigennemtænkte reformer, så er det lidt svært at bevare den animistiske tro på ordets magiske kraft. Måske man skulle hjælpe ordene lidt på vej med ressourcer og kompetent uddannelsesplanlægning!?

Abalone Dots – svensk musik med rødder

30. juli 2008

Amerikanerne har deres americana, når de går til rødderne og spiller musik, der blander country, bluegrass, folk osv. osv. Hvad kalder man det så, når fire svenske piger fra Västervig gør noget tilsvarende og roder americana-elementer sammen med svensk folkemusik og andet godt fra det musikalske hav? Skandinavia? Globalia? Never Mind. Kvartetten med det spøjse navn Abalone Dots har udsendt deres opfølger til den roste debutplade fra sidste år, From a Safe Distance. Den nye hedder blot Traveller. Dixie Chicks har fået konkurrence til stregen fra hinsidan. Og de fire svenskere pynter bestemt lige så meget på et pladeomslag…

Hjemmeside Myspace.

Earl Nelson – 1928-2008

30. juli 2008


Rolling Stones – Harlem Shuffle

Den ene halvdel af R&B-duoen Bob & Earl, Earl Nelson, er død 80 år gammel. I sin nekrolog i The Independent fortæller Pierre Perrone, om dengang i 1985, hvor duoens sang “Harlem Shuffle” kom til at fungere som en isbryder for samarbejdet mellem Keith Richard og Mick Jagger under indspilningen af albummet Dirty Work. Bob & Earls egen soul-udgave, der bestemt ikke er ringere end Stones’, blev et solidt hit i 1963 og blev et endnu større top-10, da det blev genudgivet i 1969. Nummeret var i øvrigt produceret af soul-crooneren over dem alle, Barry White. Bob & Earl fik ikke ikke mange store hits, men blev med deres sangstil en stor inspirationskilde for andre sangduoer, først og fremmest Sam & Dave. Det fortælles også, at selveste George Harrison udnævnte Harlem Shuffle til at være sin favoritplade gennem alle årene… Hvil i fred.

Nyt fra – Richie Havens

30. juli 2008

Det er efterhånden fire år siden, der kom nyt fra Richie Havens, hvis man da lige ser bort fra hans version af Tomstone Blues på soundtracket til I’m Not There. Siden Havens brød igennem for alvor på Woodstock-festivalen med sin intense sang, trommende fødder og medrivende rytmeguitar har han haft en særlig plads i mine musikalske erindringer. En rigtig spillemand, der lige så gerne spiller sine egne sange som særprægede, personlige udgaver af andres. Fx har han lavet et helt album med sange af Beatles og Dylan (Sings Beatles and Dylan, 1987). Som man kan se på coveret til det nye album, så ligner han sig selv, selv om skægget er blevet gråt. Han er forblevet den folk-kunstner, han har været siden debuten i 1965. Og godt det samme…

Strawberry Fields Forever (Woodstock):

Tilbagespoling