Min søde veninde Gertrud og et par andre har behjertet forsøgt at overtale mig til at drage til Roskilde Festival. Og selvfølgelig rykker det lidt i en gammel musiktosset hest, når navne som Neil Young, Radiohead, Black Mountain, Solomon Burke, Cocorosie, Dengue Fever og Santogold (blot for at nævne nogle favoritter) lægger vejen forbi de forskellige scener. Men jeg må nok erkende, at jeg aldrig har været på Roskilde – og aldrig kommer det.
Jeg ville gerne have oplevet den første Woodstock-festival. Om ikke andet, så bare for at kunne sige: Jeg var der! På alle festivallers moder.
Ser man bort fra en lang række mindre lokale festivaller i det jyske har jeg ikke været draget mod festivaler. Og forklaringen er sådan set meget enkel.Nej, det er ikke frygten for “smatten”, bajerne eller udskejelserne. Næh. Men, lige så glad jeg er for musik, lige så sikkert er det, at jeg hurtig bliver mæt. Jeg mærker det hver gang, jeg er til koncert, og koncerten strækker sig ud over de obligatoriske halvfems minutter. Så kan jeg næsten ikke kapere mere. Sådan har det været i mange år. Og det bliver ikke “bedre” med tiden.
Og set i det lys, så er Roskilde Festivalen at sammenligne med et varehus. Jeg ville føle mig som en lille dreng i en slikbutik. Jeg ville blive frustreret af alle de muligheder og forspise mig allerede ved kassen med saltpastiller…
Hermed en hilsen til alle jer, der drog af sted. Hav en rigtig god festival! Jeg håber den består i mange år endnu.
Black Mountain – Angels
Black Mountain – Set us free
Dengue Fever – Seeing Hands
Dengue Fever – Sni Bong
