Min korte karriere som sportsdanser
10. juli 2008
[Desværre har jeg ikke kunnet finde fotos fra Kaj Hansens danseinstitut på nettet, så man må nøjes med dette anonyme foto af livlige dansere]
I mine gemmer findes en lille bronzenål. På nålen står Terpsichore – dansens gudinde. Nålen erhvervede jeg mig ved det ene afdansningsbal, som jeg nåede at deltage i på Kaj Hansens danseskole i Esbjerg.
Danseskolen lå, så vidt jeg husker, i Norgesgade. Min mor havde fået den idé, at jeg “skulle gå til noget”. Enten spejder eller dans. Fodbold lå vist uden for hendes interessessfære. Efter lidt diskussion fik hun så trumfet igennem, at jeg – sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen – skulle træde ud i dansen. Men jeg var da allerede et godt stykke inde i min oprørske periode (med udtalt Beatlemania…) og nægtede at iføre mig en hvid skjorte med “charmepropel”. I stedet fik jeg en sort t-shirt med rullekrave og en sort nylonskjorte ud over. Det smagte da lidt af John Lennon…
Hr. Kaj Hansen var en lidt korpulent, venlig og adræt mandsperson. Og fru Hansen en slank, lys dame, der med håndfast autoritet kommanderede de vordende dansere rundt på gulvet. Pigerne var i klart overtal. Det betød, at Hansens måtte indkalde ældre, erfarne dansere (af hunkøn) som supportere. I første omgang var jeg så heldig at få pige som partner. Desværre havde hun som jeg en far, der sejlede, og efter kort tid forsvandt hun fra holdet, fordi hun skulle besøge ham et sted derude i den store verden. I stedet fik jeg en af de erfarne piger.
Hun var et hoved kortere end mig, men førte mig bestemt rundt på gulvet, medens hun højlydt repeterede dansetrinnene. 1-2-3… Engelsk vals, kvikstep, tango osv. Mest af alt husker jeg en stor beklemmelse og våde håndflader på en pigeryg…
Men året gik, og jeg fik lært nogle trin, som jeg aldrig siden har brugt. Twisten var kommet til verden. Og tressernes moderne, formløse danseformer tog over, så det ikke var nødvendigt at kunne andet end at bevæge sig for at få en pige ud på dansegulvet. Man behøvede ikke engang at røre ved hinanden.
Den sidste udfordring – eller måske snarere: prøvelse – var det årlige afdansningsbal, der blev afholdt på en kro i udkanten af Esbjerg. Her skulle man så vise, hvad man kunne. Og hvis man var heldig, kunne man få en nål. Enten en af guld, sølv eller bronze. Jeg tror ikke, at der var nogen, der “dumpede”. Og jeg fik netop points nok til at få bronzenålen til evig eje.
Til prøvelserne hørte også – men det vidste jeg ikke – at man var forpligtet til at danse med de medbragte forældre. Og min kammerat Litas moder insisterede på at danse med mig. Klam håndflade på en dameryg…
Jeg tror, at min mor indså, at min fremtid ikke lå i dansesporten. Så da sæsonen startede igen, var jeg ikke tilmeldt Kaj Hansens Danseinstitut.
Opdatering: Den hed Kaj Hansens danseskole. I hvert fald de første år, der omfatter mit ene. Senere blev det vist transformeret til danseinstitut.
