11. juli 2008 arkiv

1000000 dollars for et Sgt. Pepper-trommeskind

11. juli 2008

Christies har solgt det berømte trommeskind, der pryder Beatles’ Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band for i omegnen af 1 million dollars. Fire gange mere end forventet. Jeg ville også gerne have det hængende på min væg. Ved samme auktion blev John Lennons sangtekst til Give Peace A Chance solgt for ca. 50.000 dollars, og de solbriller, Lennon havde på på coveret til Mind Games, gik for knap 80000 dollars. Jo, rocken og Beatlemania er blevet samlerobjekt…

Sgt. Pepper I – og Sgt. Pepper II – og en sjælden video…

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

Doris Day – what a dish…

11. juli 2008

She just glowed for me, sagde den kendte amerikanske forfatter John Updike om Doris Day.

Og jeg forstår godt, hvad han mener. Jeg var også lidt forelsket i Doris Day, der lyste op på lærredet med sin ferske, blonde fremtoning. Modsat flere af sine kvindelige skuespillerindekolleger var Doris ikke nogen sexbombe på lærredet. Hun var den pæne, renskurede pige. The Girl Next Door-typen. Men det betød ikke, at hun var usexet… I hvert fald ikke set fra mit biografsæde. Hun havde den der pæn-pige-sex-appeal, der siden – med Women Lib – er blevet miskrediteret…
Nu er der kommet en biografi om Doris med titlen The Untold Story of The Girl Next Door, hvor man kan læse om hendes mange ægteskaber, hendes forhold til en sort baseballspiller i de racistiske tressere osv. Sikkert mange gode sladderhistorier. Doris er i dag 86 år og lever, så vidt vides, alene.

Jeg mener at have læst, at hun foretrak kvinder efter at have gjort sine erfaringer med mænd. Det er lidt sjovt at tænke på, at hun på lærredet dannede par med Rock Hudson. Verden vil bedrages, og det blev den så, for den fortjente ikke andet…

Once I a had a secret Love…

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Når døden kommer…

11. juli 2008

Sproget siger: At man bliver taget på sengen, når man ikke er forberedt på det, der sker eller er sket. I morges blev jeg taget på sengen. Telefonen ringede. En god ven i udlandet ringede for at fortælle mig, at hans far lige var død. Uventet. Ganske vist havde han været syg gennem flere år. Alligevel kom det uventet. Sådan er det ofte med døden. Og måske kommer den altid uventet, selv om vi har ventet på den.
Jeg greb telefonrøret og kunne straks høre på min vens stemme, at noget alvorligt var sket. Jeg fik sagt min kondolence og sikkert også for mange ord i forlængelse her. For sådan er det ofte. Sproget kommer til kort – selv med mange ord. Når døden indtræffer, får vi trang til at tale – sætte ord på det, der ikke kan sættes ord på – eller helt at tie. Sproget trækker sig sammen eller udvider sig mod det uendelige.
Man hører ofte, at “døden er et tabu”. Det tror jeg ikke på. Men vi bliver let ramt af beklemmelse, når den indtræffer i vores liv. Da mine forældre for et par år siden døde med mindre end to måneders mellemrum, oplevede jeg, at mange kolleger trak sig væk, gik langs væggene og undgik så meget som at kondolere. Andre skulle tydeligvis mande (kvinde?) sig op til at få fremstammet en kondolence. Og andre igen forsøgte at forholde sig rationelt til det banale, men også ubegribelige faktum, at et menneske dør. De var jo også blevet gamle, så… Det kommer til os alle og…
Pinlighed, beklemmelse, flakkende blikke, tavshed.

Skrevet i Musik Tagged , , | 4 kommentarer »

Hr. Cohen kom forbi…

11. juli 2008

Det er næppe gået nogen musikelskers næse forbi, at Leonard Cohen kom til København og århus og forførte tilhørerne med sine sange. Anmeldernes talte for en gangs skyld unisont henført, forført… Man skulle have været der, men sådan skulle det ikke være. Man kan ikke alt i denne verden.
Men hr. Cohen fik mig til at søge til pladereolen og lytte lidt rundt i hans sangskat – og jeg fik fat i en plade, som jeg holder meget af, men af en eller anden grund havde skubbet tilbage i glemslens halvmørke: Jennifer Warnes’ loyale og kongeniale fortolkninger af Cohen-sange – The Famous Blue Raincoat.
Jennifer Warnes var korpige hos Cohen i 1970’erne og kendte derfor hans sange særdeles godt, da hun lavede sin tribute-plade sammen med en lang række fortræffelige musikere (fx David Lindley, Steve Ray Vaughan, Robben Ford og Van Dyke Parks). Og det synes jeg, man kan høre. På noterne til pladen har Leonard lavet en lille tegning af en fakkel, der gives videre med ordene “Jenny Sings Lenny”. Det siger næsten alt… Anerkendelse fra manden selv.

Jennifer Warnes & Leonard Cohen: First We Take Manhattan

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »