26. juli 2008 arkiv

Den kastrerende anmelder…

26. juli 2008

På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.

Skrevet i Musik Tagged , , , | 4 kommentarer »

For 30 år siden…

26. juli 2008

..manifesterede Dire Straits sig på hitlisterne med sangen Sultans of Swing. Efter min mening blev dette fortræffelige band aldrig bedre end det var på den fuldendte debutalbum. Den var uden nitter og den holder stadigvæk. Sultans of Swing er velegnet til en smuk sommersolkskinsdag som i dag.

Og en ung mand ved navn Bruce Springsteen gjorde krav på en plads blandt de store sangskrivere med Darkness On The Edge Of Town (i en mere moden udgave):

Skrevet i Musik Tagged | 2 kommentarer »

Blogs og reklamer

26. juli 2008

I medieverdenen har man et begreb, der hedder “skjult reklame”. Det kan fx være Coca Cola-bannere eller bilmærker i spillefilm, der mere eller mindre talentfuld stiller varemærkerne til skue for publikum. Eller det kan være mere problematisk, som når Camilla Plum og Søren Ryge får PR for deres bøger via DRs hjemmeside. Så er vi ovre i den farlige sammenblanding mellem public service og almindelig profitorienteret medievirksomhed.
Nu har begrebet også sneget sig ind i bloggosfæren. På DR-Nyhederne kan man læse, at visse af de ca. 120000 danske weblogs modtager betaling for reklamer, som de udfører for virksomheder. 700 danske bloggere har modtaget penge for at reklamere for varer i deres blogs. Uha-uha.
Nu er reklamer jo ikke noget nyt i blogland. Fx er Smartlog og andre on-site-blogs finansieret af små reklameblogge, som bloggeren ikke er ansvarlig for. Men vi andre autonome bloggere reklamerer jo også. Capac gør i hvert fald, hver gang han begejstret omtaler musik, film, bøger osv. Det afgørende er, at jeg ikke modtager betaling for det. Jeg vælger selv, hvad jeg vil omtale – og hvordan jeg vil gøre det. Kun i et tilfælde har jeg modtaget noget, nemlig et frieksemplar af den cd, jeg omtalte. Og det fremgik af indlægget.
Der er først tale om skjult reklame i det øjeblik, hvor det ikke fremgår af bloggen, at indlægsskribenten skriver om et produkt mod betaling. Og som blogger må man selvfølgelig forlange ærlighed, hvad det angår. Selv om det nok skal blive gennemskuet alligevel.

Skrevet i Musik Tagged , | 14 kommentarer »

Dovenskab – erindring

26. juli 2008

Dovenskab er ikke egenskab, der har stor anseelse i det arbejdsomme, danske samfund. Her giver det status at arbejde – længe, over, meget… At knokle, det er der noget ved. Selv i ferierne skal vi helst være aktive. Aktiv ferie. Bygge om, ordne køkkenhave, male vægge eller tage på såkaldt “aktiv ferie”. For slet ikke at tale om de ufrivilligt in-aktive, de ledige, der absolut skal gøres til genstand for aktiv-ering.
I min folkeskole havde jeg en regnelærer, der besang dovenskaben. Når vi havde lavet for mange mellemregninger i et regnestykke med flere ligninger og flere ubekendte størrelser, så sagde han altid, at vi skulle bruge vores indbyggede dovenskab og springe den og den og den mellemregning over…
At dovenskaben ikke er en modsætning til det virksomme liv, havde han forstået. Til forskel fra mange andre. At dovenskaben er de gode ideers vugge, energikilden uden hvilken, vi er aktive på halv kraft, effektivitetens og produktivitets skygge – dét vidste han.

Skrevet i Musik Tagged , | 6 kommentarer »

Mozart og hvalen – en asperger-love-story

26. juli 2008

Her i casa capac kan det efterhånden være lidt svært at indkøbe film, der rammer alle familiens hoveder lige præcist. For Frøkenen er det vigtigt kriterium for en god film, at der er en dejlig fyr med – helst. Og for Fruen må der gerne være en god portion romantik af den gammeldags slags (der må også gerne være en behagelig mandsperson, fx Colin Firth, Sean Connery, Hugh Grant eller i den dur). Hvorimod familiens overhoved (undertegnede, ha!) skal have en god, gerne lidt anderledes historie, gode skuespilpræstationer, godt filmhåndværk, gode dialoger m.m. for at få en film til at glide ned til aftenkaffen.
I går kom jeg forbi den lokale medieshop og på deres tilbudshylder stod en film med titlen Crazy in Love. Så ved vi jo allerede, hvilken boldgade, vi er ovre i: romantisk film om den (u)mulige kærlighed. Interessen blev stimuleret af, at hovedpersonen – den mandlige – er indtaget af en af de mere interessante nyere maskuline skuespillere, Josh Hartnett, der har gjort sig positivt bemærket i en række film, på det seneste i film som The Black Dalia, Lucky Number Slevin og Sin City. En ung karakterskuespiller af format. Mindre interessant bliver det så ikke af, at han spiller over for en af de mindre kendte nyere unge skuespillerinder, Radha Mitchell, som capac allerede fik et godt øje til, da hun spillede med Finding Neverland (2004). Appetittelig er hun, og så spiller hun røven ud af bukserne på flere af de unge amerikanske skuespillerinder, der pt lægger beslag på gossipbladenes forsider. Helt uvæsentligt – for capac – er det heller ikke, at filmen er lavet af nordmanden Petter Næss, der slog internationalt igennem med Elling i 2001. Et stort talent, der er med til at sætte Skandinavien på filmens verdenskort.
Filmens alternative titel er Mozart and the Whale og er noget så usædvanligt som en kærlighedshistorie mellem to personer, der begge lider af Asperger-syndromet. Filmens manus er skrevet af Ron Bass, der også stod for den vellykkede Rain Man om forholdet mellem to brødre, hvoraf den ene var autist (i Dustin Hoffmans skikkelse). Selve kærlighedshistorien er banal, grænsende til klichéen. To mennesker mødes, kærlighed ved første øjekast, en masse trængsler, inden de finder ud af, at de ikke kan undvære hinanden og så videre. Jeg skal ikke afsløre slutningen – af hensyn til eventuelle romantikere blandt læserne.
Men det er spillet, der gør filmen værd at se. Josh Hartnett spiller det autistiske talgeni Donald med største realistiske overbevisning og Radha Mitchell lader ham ikke noget efter i sin præstation som Isabelle Sorensen, der er kommet et stykke længere i erkendelsen af sin lidelses konstans og uforanderlighed. Omkring sig har de en hel række biroller, der overbevisende illuderer det autistiske kollektiv, der er deres virkelige “familie”.
Filmen er både morsom, rørende og autentisk. Den giver et fint billede af, hvilke vanskeligheder autister løber ind i, når de skal færdes i det såkaldt “normale” samfund og skal forholde sig til normalitetens begrænsninger. Og så viser den, at kærlighedslivet er et problemfyldt et farvand at færdes i, uanset om man er autist eller almindelige dødelig.
Det var vist oprindeligt planen at lade Robin Williams og andre veletablerede navne være med i filmen. Det er godt, det gik anderledes. En lille vellykket film er det blevet til. En af den slags, det er godt at have på hylden, hvis man skulle få behov for at se noget opmuntrende… Anbefales hermed.

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »