20. juli 2008 arkiv

Under ombygning

20. juli 2008

Capac er gået ned i maskinrummet og fifler med Ordpresseren. Der kan forekomme forstyrrelser på skærmen i form af andet layout og lignende. Men vi skulle være tilbage snarest…

Opdatering: Så er arbejdet gjort. WordPress 2.6 er i brug og det samme er Tarski 2.2.1…

Opdatering 2: Og Tarski 2.2.2…

Bæverly Bjerge 90210 er tilbage

20. juli 2008

Apropos foregående indlæg, så har capac ikke kunnet undgå at bemærke, at Frøkenen i casa capac er meget opslugt af den efterhånden noget bedagede amerikanske tv-serie Beverly Hills 902110. Det er – måske – lige efter ph.d-bogen. I hvert fald bemærkede capac også, sidst han var i det lokale Coop-Kvicly-Xtra, at nogle unge damer på Frøkenens alder havde indkøbt hele Bæverly Bjerge-serien på dvd. Altså: Ingen tvivl om det. Et eller andet siger de ungdommelige, amourøse og sociale problemer jo de unge frøkener. Lærestykker for voksenlivet?
Måske er det derfor på sin plads, at serien nu genoptages, så vi kan se, hvordan det er gået de håbefulde unge mennesker i den mellemliggende tid. I hvert fald er det sikkert, at serien genoptages til foråret, og det er også nogenlunde sikkert, at Shannen Doherty, Jennie Garth og Tori Spelling medvirker.
Jeg vil fortsat foretrække at se engelske krimier på tv…

Kønsforskellen sidder i hjernen

20. juli 2008

I denne blog er vi fortalere for en uddybning af kønsforskellen. Vi går ind for ligestilling mellem kønnene i samfundet, men er arg modstander af ethvert forsøg på at tilsløre, udjævne, benægte osv., at der er en stor og fascinerende forskel på kønnene. Derfor viderebringer vi gerne videnskabelige oplysninger, der støtter uddybning af forskellen – også selv om disse oplysninger er ubehjælpelige og diskutable.

I the Independent kan man således læse en artikel med titlen Kvinders hjerner er forskellige fra mænds – og her er det videnskabelige bevis. Artiklens budskab er, at kvinders og mænds forskellige handle- og tænkemåde ikke blot kan forklares ud fra forskelle i kønshormoner eller sociale normer og mønstre, men at kønnenes hjerner er helt forskelligt konstruerede ud fra fundamentalt forskellige ‘genetiske blueprints’. Man mener, at denne radikale forskel blandt andet kan forklare, hvorfor kønnene reagerer forskelligt på forskellige sundhedsmæssige forhold, narkotiske stoffer, smerte osv. Vel egentlig ikke overraskende. Og det er vel heller ikke særligt overraskende, at der er stor forskel på de to køns hjerner? Eller?

Ser man bort fra de medicinske indsigter, disse ‘videnskabelige beviser’ kan give, så er det interessante vel, at den basale forskel vel ikke udelukker samfundsmæssig ligestilling i forhold til jobs og andre sociale funktioner? Ligestilling mellem kønnene (folkeslagene osv.) handler vel netop om at sætte sig ud over forskellene? At mænd og kvinder fx har lige ret til samme løn for samme arbejdsopgave? Og ikke om, hvorvidt mænd og kvinder tænker, føler og handler ens?

I går aftes kunne man se en diskussion i DR2 Deadline 22 om det gamle spørgsmål: Hvad er det egentlig kvinder vil? (Hallo Sigmund!). En ung ph.d.’er, Mette Kramer, har disserteret med en afhandling, der afdækker de biologiske motiver bag kvinders optagethed af romantiske historier og ikke mindst film, fx. den succesfulde “Sex and the City”. En af Kramers pointer er, at vi ikke kan se bort fra de biologiske forskelle (herunder: artshistorisk nedarvede egenskaber af neurologisk art), når vi vil vurdere asymmetrien i forholdet mellem kønnene.

Hun påpeger, at den hjerne vi – mænd såvel som kvinder – slæber rundt på er blevet “designet” over titusindvis af år, og at det er i det perspektiv en eventuel ønskelig ‘reprogrammering’ skal ses. Når kvinder med stor fornøjelse ser fx Sex and the City, så er det, fordi filmen, når man ‘skræller al glamouren af’ handler om det, der optager kvinder basalt set: Valget af den rigtige mand (alfa-han), forhandlingerne omkring partnerskabet, ægteskabet og yngelplejens sikring osv. Kramer mener også, at nogle af filmene kan fungere som læringsværktøjer for kvinderne, der vil lære fx at forene karriereambitioner med de traditionelle kvindelige funktioner i kernefamilien.

På den anden side af bordet sad Vibeke Vasbo, der blev præsenteret som en af pionererne i den danske kvindebevægelse. Vasbo mente, at det er ‘barnligt’, ‘dybt infantilt’, når kvinder følger den partnervalgslogik, der gemmer sig i mange moderne, romantiske film. For Vasbo er det afgørende, at kvinden indser, at hun lever i et patriarkalsk verden og må vælge rigtigt, hvis hun ikke vil ende som “objekt”, under “vingerne på manden”.

Alt i alt var diskussionen en illustration af en gammel konflikt: mellem et (nuanceret) biologisk synspunkt og et social-konstruktivistisk ditto. Det, der ikke blev belyst (og det kan man måske heller ikke forvente af et journalistiks program, der helst ser uenigheder og konflikter…), var samspillet mellem de i bredeste forstand biologiske faktorer og historisk-kulturelle-teknologiske forhold.

Jazz-sangerinden “GI” Joe Stafford er død, 90

20. juli 2008

En af de store stemmer, der underholdt amerikanske soldater under 2. Verdenskrig, og medens Korea-krigen udspandt sig, Joe Stafford, er død. Hendes underholdning af soldaterne gav hende kælenavnet GI Joe. Staffords storhedsperiode var fyrrerne og de tidlige halvtredserne, hvor hun havde mange store hits. I New York Times nekrolog kan man læse følgende skudsmål: “A favorite of American servicemen, Ms. Stafford earned the nickname G.I. Jo for her recordings in which her pure, nearly vibrato-less voice, with perfect intonation, conveyed steadfast devotion and reassurance with delicate understatement.
She was the vocal embodiment of every serviceman’s dream girl faithfully tending the home fires while he was overseas. First as a member of the Pied Pipers, who sang with Tommy Dorsey and accompanied the young Frank Sinatra, and later as a soloist, Ms. Stafford enjoyed a stream of hits from the late 1930s to the mid-1950s. Her biggest hit, “You Belong to Me,” in 1952, sold two million copies
.”
Hvil i fred.

Ella Fitzgerald/Jo Stafford Medley of love songs 1961 part2

Macca tilbage på Shea Stadium

20. juli 2008

I august 1965 spillede The Beatles en legendarisk koncert på Shea Stadium i New York. Koncerten markerede åbningen af gruppens tredje USA-turné, og det var første gang den kendte baseball-stadium blev brugt til rockmusik. Med 55000 tilskuere var det også – på godt og ondt – den første egentlige stadiumkoncert i rockens historie. Samtidig var det en koncert, der blev fulgt op af heftig medie- og pr-virksomhed. Medierne berettede før, under og efter koncerten om, hvad de fire drenge foretog sig. Og et større kamerahold fulgte dem døgnet rundt.
Koncerten blev indledt af en række af tidens store navne – King Curtis Band, Cannibal and the Headhunters, Brenda Holloway, The Young Rascals og Sounds Incorporated – inden Beatles gik (eller snarere løb) ind på scenen og afleverede en 30-minutters-optræden, som mange ikke hørte meget af på grund af Beatlemanisk skrigeri osv. Men folk var også kommet for at se bandet. For de fire liverpoolmusikere var det dog et stort problem, at de ikke kunne høre, hvad de hver især spillede.
Men koncerten er gået over i historien som en af de store uforglemmelige. Og i fredags indtog Paul Mccartney igen Shea Stadium som gæst hos Billy Joel, der spillede en udsolgt koncert på stedet. Det berømte stadium skal snart rives ned for at gøre plads for et større og bedre, som fremover skal være hjemmebane for The Mets. Mccartney fik lov til at slutte koncerten af med “I saw her standing there” og “Let it be”. Og dermed blev cirklen sluttet kan man vel sige.

BEATLES – SHEA STADIUM (1965)