I dag har jeg lyttet en del til She & Him‘s debutalbum Volume I, der for en tid ligger som streamet album på nettet.
Duoen består af M. Ward, der vil være kendt for en række plader i eget navn, og så sangerinden Zooey Deschanel. Pladen lyser af de to kunstneres inspiration fra amerikansk country- og popmusik fra sidste halvdel af forrige århundrede. Enkel og bjergtagende musik for et gammelt nostalgisk hoved som capacs….
– Sigøjnertiggere, der sidder barfodede med et barn på skødet eller med en ramponeret harmonika, som de spiller mekanisk på, når der nærmer sig en turist…
– mennesker med hunde i sele, der færdes i de offentlige transportmidler og i alskens forretninger.
– billetryttere, der rejser med den offentlige transport med andres aflagte billetter. Haben Sie eine Fahrkarte?
РImbiss, D̦ner Kebab, Asiatiske nudler, velassorterede bagerier osv. her, der og allevegne.
En af dagens små nyheder er, at Danmarks eneste museum for uddannelse og undervisning Dansk Skolemuseum lukker på grund af manglende finansiel støtte. Museet har levet af støtte fra Undervisningsministeriet, Lærerstandens Brandforsikring og Danmarks Lærerforening. Efter at forsikringsselskabet har trukket sig som sponsor mangler det lille museum 1 million kroner. Det har ikke været muligt at finde andre private sponsorer, og såvel Undervisningsministeriet som Kulturministeriet har afvist at træde til. Undervisningsminister Bertel Haarders svar til Mogens Jensen vedr. udsigten til en eventuel lukning siger vist alt om regeringens holdning til dette enestående museum: “Undervisningsministeriet vil om nødvendigt sikre, at samlingen
nedpakkes og opbevares forsvarligt, og at samlingen dermed ikke går
tabt ved en eventuel lukning”. Tilbage står så, at regeringen med sin uddannelsespolitik også snart kan lægge det danske uddannelsessystem i mølposen…
Dixie Hummingbirds er måske den mest indflydelsesrige gospelgruppe i amerikansk populærmusik. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1928 og har med skiftende besætning sat sit umiskendelige præg på amerikansk musikliv. I nyere tid fik de stor succes, da Paul Simon inviterede dem til et samarbejde og indspillede hittet “Loves Me Like A Rock”. I 1938 kom Ira Tucker med som forsanger, tretten år gammel. Og siden har han været i centrum af gruppen musikalske udfoldelser. Nu er denne prægtige stemme forstummet. Hvil i fred.
Loves me like a Rock
Som man vel kunne forvente så puster Mamma Mia-filmen nyt liv i interessen for ABBA-sangskatten. New Musical Express kan fortælle at soundtracket var storsælgeren i premiereugen, hvor den distancerede andre ordinære udgivelser. Det er første gang siden Bridget Jones-soundtracket præsterede det samme i 2001. Nok så interessant er det, at soundtracket også har sendt ABBAs Greatest Hits-cd ind i top 10 igen. Det holder det skidt.
Lad os markere genopdagelsen med sangen Slipping Through My Fingers. Bo Green Jensen bemærker i sin anmeldelse af filmen, at man – som forælder til børn på tærsklen til voksenalderen – pludselig forstår sangens ord, når den fremføres på det hvide lærred. Fornemmelsen af, at de glider en af hænde… En smuk melodi.
Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile
I watch her go with a surge of that well-known sadness
And I have to sit down for a while
The feeling that Im losing her forever
And without really entering her world
Im glad whenever I can share her laughter
That funny little girlSlipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see whats in her mind
Each time I think Im close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the timeSleep in our eyes, her and me at the breakfast table
Barely awake, I let precious time go by
Then when shes gone theres that odd melancholy feeling
And a sense of guilt I cant deny
What happened to the wonderful adventures
The places I had planned for us to go
(slipping through my fingers all the time)
Well, some of that we did but most we didnt
And why I just dont knowSlipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see whats in her mind
Each time I think Im close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the timeSometimes I wish that I could freeze the picture
And save it from the funny tricks of time
Slipping through my fingers…Slipping through my fingers all the time
Schoolbag in hand she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile…
På vej ind i Tyskland og det tyske mobilnet med det klingende navn Vodafone vil jeg åbne min mobiltelefon. Men apparatet vil ikke acceptere min simkode, som jeg har indtastet tusindvis af gange før. Jeg gentager et par gange og så låser sim-kortet… Nå. Hvad der så end er den tekniske forklaring, så er problemet vel ikke større end, at det kan løses. Via Frøkenens mobil får jeg informeret Fruen, der straks kontakter selskabet. Resultat: En minimal ændring af abonnementet. Men ingen åbning af telefonens kort.
I dag ringer jeg så via fastnettet – for kundeservice eksisterer selvfølgelig ikke i weekenden (for der bruger folk vel ikke deres telefoner!?). Jeg mødes med en forespørgsel, om jeg vil bruge to-tre minutter af min kostbare tid til en evaluering af kundeservicekvaliteten – efter den afsluttede service. Jeg taster 2 for nej. Og umiddelbart efter skal jeg så indtaste mit mobilnummer og en række valgindtastninger, hvorefter en automatiske stemme fortæller mig, at jeg vil blive betjent, så snart der er en ledig medarbejder. Og, at der er mere end fem minutters ventetid. Nu er mere end fem minutters ventetid jo et vidt begreb. Ti minutter? Et kvarter? Eller? Man har jo læst disse hersens avistest af ventetider, og de er ikke befordrende for optimismen. Stemmen gentager mekanisk sit budskab – Du vil…osv. – og afløses af en melankolsk mandestemme, der lyder som Tue West (og sikkert er det, selv om lyden er so-so).
Omsider lyder en ung dames stemme. Frisk og imødekommende. Jeg forklarer hende kort og præcist, hvad der er sket, og hvad situationen er. På mobilen står der at læse: Kortet er låst af udbyder. Men hun kan ikke finde beskeden på sin skærm og er derfor på Herrens mark. Heldigvis har jeg været omkring firmaets hjemmeside og kan derfor fortælle hende, at hun kan sende mig et nyt simkort (formedelst 99 kr). Og jeg tillader mig at fremhæve, understrege og bøje i neon, at det skal være med det samme telefonnummer. Om kortet kommer i morgen? Næ, det kan hun ikke love, men man kan da håbe. Og jeg takker af. Og venter i håbet om at få et simkort med det rigtige telefonnummer en dag engang.
