Som mange blogs allerede har noteret sig, så er stifteren af Fremskridspartiet og Nulskattetænkningens fremmeste bannerfører, Mogens Glistrup, død i en fremskreden alder. Manden er borte, men hans ånd svæver stadig over dansk politik – selv om han efterhånden sjældent nævnes ved navn. Hvil i fred.
En gammel talemåde siger, at livet er for kort til franske film. Men er livet for kort til fransk sang og musik? Ikke mit liv. Giv mig Brassens, Brel osv. C’est la vie. Også. I går faldt jeg over (hvis man kan tale om at falde over noget på nettet!?) sangerinden L. Ja, kun L. Jeg har ikke fundet så mange informationer om hende, men hun træder i fodsporene på den stolte franske chansons-kunstnere, der forstod at frasere dybsindige tekster. Og hun blander med stor smagfuldhed elementer fra pop, jazz og andet, uden at det går ud over den umiskendelige franske sangstil. En mini-LP (eller EP, om man vil) er det vist blevet til. Lad dig forføre på L’s Myspace-side. Perfekt musik til en dejlig sommerdag i Danmark. L har også sin egen blog.
For ikke så længe siden aflagde jeg Assistens Kirkegård i København et besøg. Kirkegården er en oase i København. Og et historisk og kulturelt monument over byens liv. Her ligger videnskabsmænd, filosoffer og digtere side om side med andre borgere, der på hver sin måde har bidraget til storbyens liv. I dagens aviser kan man læse, at H. C. Andersens gravsten har været udsat for grafitti. Nogen har skrevet “69 DANSK KULTUR” på stenen ((1. Uden at vide det, kunne man tænke sig, at “69” er en henvisning til et noksom bekendt ungdomshus på Jagtvej, der blev revet ned på skammeligste vis. Siden vågnede nogle politikere op og gav de unge et andet sted at være. Godt så. Men måske man så skulle overveje at give de unge lidt dannelse også, når man nu alligevel har pungen fremme. Så havde man måske undgået hærværket mod eventyrdigterens sidste sten…)) Og selv om man har forsøgt at fjerne det fra sandstensmonumentet, så er det stadigvæk læseligt. Hærværk? Ja, for grafitti er pr. definition hærværk. Det hører med til grafitti-udtrykket, at det krænker – ejendomsretten, love, regler, forordninger osv. Alt, hvad der repræsenterer den offentlige orden. Når grafittien ophøjes til “kunst”, civiliseres på dertil indrettede skriveflader eller lige frem indlemmes på kunstmuseer, så er det ikke længere grafitti.
Forklaringen på H. C. Andersen-hærværket skulle være, at man er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti. At der derfor er tale om en slags hævn. Intet er helligt for grafittien. Den er respektløs, grænsesøgende, grænseoverskridende. Derfor er den forbudt. Den er en moderne arvtager til fortidens udskårne hjerter på træerne, lokumspoesien og de indristninger, der har fulgt mennesket siden tidernes morgen. Den repræsenterer et aspekt ved skriften som sådan, ved poesien, litteraturen. Et basalt aspekt, der vedrører det at sætte sig spor. Kilroy was here.
Apropos: Gravfred
I gymnasiet var tysk et af mine yndlingsfag. Og Franz Kafka en af mine litterære idoler. Jeg skrev stile om hans noveller, godt hjulpet på vej af Villy Sørensen. Franz er stadigvæk en af mine yndlingsforfattere. Man kan ikke rigtig blive færdig med ham. Sådan er det med store forfattere og digtere. I morgen ville han så være blevet 125 år gammel, hvis altså ikke han allerede havde forladt denne verden i en alder af kun 40 år.
I en artikel kan man læse om den lyse side af mennesket Franz Kafka. Som om det skulle være nogen overraskelse, at mennesket bag bøgerne også havde en lys side. Han var jo et menneske. Men sådan noget er overraskende, når man ikke kan skelne litteraturen fra mennesket bag. Derfor finder nogen det også interessant, at H. C. Andersen skrev ned, hvor mange gange han onanerede og, at Karen Blixen led af efterveerne efter en syfilisinfektion…
Hvis man har lyttet til det genfundne, gamle Beatles-interview vil man måske have bemærket, at interviewet præsenteres af Helen Shapiro. I sin præsentation gør hun opmærksom på, at hun var den yngste popstjerne i de tidlige tressere. Kun fjorten år gammel fik hun ikke mindre end to nummer 1-hits på den engelske liste. Hun blev en overnight sensation med sin meget voksne velegnede popstemme. “You Don’t Know” og “Walkin’ Back To Happiness” hed de to top-sange. Shapiro var så populær på det tidspunkt, at hun på sin England-turné havde The Beatles med som support… I øvrigt skrev de meget produktive Lennon og Mccartney sangen “Misery” til hende, men af en eller anden grund ville hendes pladeselskab ikke indspille nummeret, som Beatles så selv udsendte på en single.
Efter sin korte brillante popkarriere skiftede den talentfulde sangerinde karrierespor og kastede sig over musicals, jazz og gospel.
