4. juli 2008 arkiv

Fredagsrock – og -nekrolog

4. juli 2008

Sifka efterlyser lidt fredagsrock i bloggen. Og så kan jeg jo lige så godt slå to fluer med et smæk. For i dag meddeles det, at guitaristen Mel Galley er død af kræft i en alder af kun 60 år. Mel forsynede heavy-orkesteret Whitesnake (og Trapeze, Finders Keepers og Phenomena) med guitarlir . Inden Galley brækkede armen og mistede evnen til at håndtere sin guitar, nåede han at sætte sit aftryk – blandt andet som sangskriver – på Whitesnakes to hitalbums Saints & Sinners (1982) og Slide it in (1984). The Independents nekrologskriver omtaler ham som “en melodisk guitarisk der fandt på mange fængende riffs og kunne kaste en flot solo af sig, når der var brug for det”. Hvil i fred.

Whitesnake Don’t Break My Heart Again / Here I Go Again

Forsangeren i Whitesnake er jo David Coverdale, der havde en fortid i Deep Purple, så lad os også lige tage et nummer med dem: Smoke on the Water.
Og uden forklarlig sammenhæng – i øvrigt gav det mig en lyst til at høre Black Sabbaths Paranoid. De to sidste sange hænger sammen i mit univers af historiske årsager…

Viking-blyanter – og lidt erindringsfnuller…

4. juli 2008

Helt tilfældigt faldt jeg over en pose med gule Viking-blyanter. Ti stykker for 29 kr. I den lokale brugs. Og lige pludselig kunne jeg huske smagen af itugnasket træ – og ikke mindst – den kolde, skarpe smag af blyet, når skoletimerne blev for lange, for kedelige og blyanten gled ind i munden. Og træfnulleret man bagefter måtte spytte ud lidt efter lidt…

Det er snart weekend og…

4. juli 2008

Capac lider ikke af fine fornemmelser. Alen er stillet til afkøling, så den kan få den rette temperatur til indtagelse. Og så fløjter vi højt og flot på, hvad smagsdommerne mener om denne uprætentiøse discount-ale…

The Fourth of July – til lykke til amerikanerne

4. juli 2008

En stor dag over there. Uafhængighed, frihed er det bedste guld. Glæd jer – og del den med andre.

Galaxie 500 – Fourth of July

Bruce Springsteen – Fourth of July

Arthur Magazine – reddet på målstregen

4. juli 2008

Her i bloggen fremlægger vi gerne opbyggelige nyheder. Som fx den om, hvordan det fine, modkulturelle musikmagasin Arthur blev reddet fra at gå rabundus af sine egne læsere. Arthur magazine har eksisteret siden 2002 og blev lynhurtigt et blad, som man henviste til, hvis man havde interesse i indie-musik, der lå uden for maintsteam. Selv et efterhånden mondænt blad som Rolling Stone henviser til Arthur som den inspirerende lillebroder. Støjende rock, støjende musik i det hele taget, folk, psychedelia osv. Arthur udmærker sig også ved ikke kun at henvende sig til et ungdommeligt segment, men er tvær-generations-orienteret: “not just the hippies, but the beats before them, the punks after them, the ravers in the ’90s and anyone doing anything interesting and progressive now” (med redaktør Jay Babcocks formulering).
Arthurs ophavsmand er Laris Kreslins, der vil være kendt for andre navnkundige musikblade som Sound Collector og Audio Review.
Men det er svært at drive et blad økonomisk i dag. Og efter at have opbygget en gæld på 20.000 $ måtte chefredaktøren, Jay Babcock, smide håndklædet i ringen. Derfor lavde han et Obama-stunt og sendte følgende besked til sine læsere: “Arthur magazin mangler 20.000 $ inden 1. juli, ellers dør det”. Og i løbet af kun to dage havde 264 læsere fra USA, Australien og Japan indsamlet ialt 21.000 $. Nu har bladet så fået en vitaminindsprøjtning og kan lidt igen. Og Babcock siger: “I’m going to get a sixer of beer, go back to my apartment, smoke a
cocktail, drink a beer and finish the magazine. And you can quote me on
that”. En opmuntrende historie.

Artikel om Arthur

Se og Hor – om politikere og offentlighed anno 2008

4. juli 2008

Som sædvanlig lyttede jeg til P1 Debat på vej hjem fra en alt for varm arbejdsdag. Og i studiet var Simon Ammitzbøll fra de Radikale og Henrik Quortrup fra Se og Hor. Emnet var: Hvor går grænserne for, hvad medierne skal snage i, når det kommer til politikeres privatliv. Simon Ammitzbøll var moralisten og Quortrup var den, der skulle sælge bladet med de mest bundskrabende sladderhistorier.
Anledningen var af Morten Helveg, radikal forsvarsordfører, har fjamset rundt med tv-darling Line Baun Danielsen i Berlin, hvor han skulle have været med til et forsvarspolitisk møde. Og han har til pressen stukket en hvis løgn om, at han kom til møderne. Men den kulørte presse viste billeder, der fortalte noget andet…
Selv om jeg ikke har meget til overs for Quortrup, der vil sælge sin gamle bedstemor for en slibrig sladderhistorie, så vandt han klart diskussionen på point. Når politikere som unge Helveg igen og igen smilende stiller sig til skue i Se & Hor, Billedbladet og lignende sladderblade og nyder godt af den publicity, de får der, så nytter det ikke at forsøge at holde en pr. definition nyfigen presse væk fra dyneløfteriet. Når en statsministerkone nedlader sig til at valse rundt på tv og melde ud, at ingen dansetrin er forbudte, så har grænserne for politikernes mediale exhibitionisme flyttet sig meget, siden dengang i tresserne, hvor de kunne have privatlivet helt for sig selv.
Som Quortrup udtrykte det: Når politikerne selv byder op til dans, så må de finde sig i at bliver kørt rundt på gulvet af pressen.
I øvrigt er der mange eksempler på politikere, der forstår at holde pressen fra døren. Endnu.