september 2008 arkiv

Allen Toussaint anno 1971

30. september 2008

Der er plader, man aldrig bliver træt af. En af dem er Allen Toussaints næsten-debutalbum (den første kom tilbage i halvtredserne…) Toussaint fra 1971 (plademærket Scepter). Jeg var heldig at finde et eksemplar af pladen for mange år siden hos Dandelion i Badstuestræde, hvor den – fornuftigt nok – var hængt ud i vinduet som særlig anbefalet køb på tilbud. Den syner ikke af meget. Har blot et foto af hovedpersonen på forsiden og de mest nødvendige oplysninger om medvirkende på bagsiden , plus en kort begejstret omtale af Josua Pridgen. Pladen rummer en bunke af Toussaints allerbedste sange, blandt andet From a Whisper to a Scream og Workin in The Coal Mine. Den halvfjerdsårige Toussaint har skrevet sange til mange kendte kunstnere, fra Rolling Stones over Warren Zevon til Lee Dorsey. Han har været en efterspurgt producer, og arbejde blandt andet sammen med Paul Mccartney og Wings på deres Venus & Mars.
Hvis man er til blød funky, jazzet, soulfuld, swingende, gyngende tidsløs musik, så er Toussaint værd at opsøge. Pladen har længe været uopdrivelig, men blev genudgivet på cd i 2007. Så hvis man er hurtig kan man nå at få fat på den, inden den igen forsvinder fra markedet… Fik jeg sagt det? Den har mine varmeste anbefalinger.

The Undertones – erindret

30. september 2008

Jeg fik møblerne blæst ud af øregangene, dengang en flok drengerøve fra Derry i Nord-Irland under gruppenavnet The Undertones sparkede til musikscenen med deres energiske, dugfriske garagemusik med sange som Teenage Kicks – I wanna hold her wanna hold her tight /Get teenage kicks right through the night – der mindede om, hvad rocken altid har handlet om: livet, herunder driftslivet, og appetitten på det forbaskede liv… De var et bevis på, at rocken ikke var død, selv om den lugtede af daggamle underbukser.
Nu er der kommet en fyldig antologi, der opsamler det meste af bandet fire albums plus det løse. Lige til en plads i samlingen. Sammen med deres radio-optagelser og pladen fra gendannelse, så har man stort set hele deres produktion med denne udgivelse… Og ps.: Jeg har skrevet begejstret om disse drengerøve før, men begejstringen er ikke taget af siden da…

Taj Mahal – musikeren, ikke monumentet…

30. september 2008

Hjernen er en sjov muskel. Hvis man masserer den længe nok, dukker der noget op, man for længst har glemt. For et stykke tid siden skrev jeg i bloggen, at jeg ikke kunne huske, hvilke plader, jeg havde købt i hedengangne Aage Hass’ pladeforretning i Esbjerg. Og i dag hjalp en nyhed mig på vej. Det var nyheden om, at blueslegenden Taj Mahal havde udsendt endnu en plade. I 1976 eller 1977 købte jeg i netop Aage Hass en anden plade af mesteren med titlen Satisfied ‘n tickled too, som blev en af mine yndlingsplader der i midten af halvfjerdserne. En velproduceret, meget tilbagelænet, reggaeinspireret blues-plade, hvor Taj Mahal sammen med East-West Connection Orchestra og pigebackinggruppen Mothers Children spiller en række af sine egne sange, der fremføres med “smokey vocal”, som Mahal rammende betegner sin egen sang. Taj Mahal var world music før begrebet blev opfundet. Og hvis man er til laid back-blues, der passer som Hans i Grete til sådan en lidt grå efterårsdag, hvor man gerne vil mindes sommerens lade, varme dage, så findes der ikke ret meget bedre end Taj Mahal. Det er solskin på dåse. Han har udgivet et hav af plader, så der er nok at gå i gang med…

Taj Mahal – Fishing Blues

Nyt fra brandmanden…

30. september 2008

Paul Mccartney har sagt farvel til sit gamle pladeselskab og fejrer afskeden med et nyt album på plademærket ATO. Det er et af Maccas sideprojekter under dæknavnnet The Fireman. Titlen er Electric Arguments og skulle indeholde både rock og akustisk materiale. Macca har skreve alle sangene, og de er produceret sammen med produceren Youth. Det er tredje udspil fra The Fireman. Det første kom i 1993 (Strawberry Oceans Ships Forrest) og det andet i 1998 (Rushes). En slags legestue for den gamle Beatle. De er i øvrigt collectors item og koster en del second hand…

Lykketoft og Jens “Missil” Rhode

30. september 2008

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg et eller andet sted har en sympati for Venstre-umuliussen Jens Rhode. Og sympatien gælder hans store svaghed: Han kan ikke holde mund; han kan ikke lade være med at udtrykke, hvad han mener; og heller ikke lade være med at sige noget “rigtigt”, selv om det strider mod de officielle løgne i moderpartiet og regeringen. Senest har han, som nævnt, påpeget, at regeringen og et folketingsflertal sendte Danmark i krig i Irak med begrundelse i Saddam Husseins påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Udtalelsen har generet Venstre-partiet voldsomt. Og Venstres anden enfant-terrible Søren Pind har blæst sagen mere op ved at kræve, at Rhode trak sin udmelding tilbage, hvilket han har nægtet. I dag får Rhode støtte fra socialdemokraten Mogens Lykketoft, der tørt påpeger, at Rhodes påstand dokumenteres af selve beslutningsforslaget for krigsdeltagelsen. Oven i købet forslagets allerførste linje…
I den politiske diskurs er det ofte tilfældet, at politikere tror, at en løgn bliver mere sand af at blive gentaget i det uendelige, men historien viser, at sandheden før eller siden kommer for en dag. Det gælder også i denne sag…

Da Ole Beich fra Esbjerg grundlagde Guns and Roses

29. september 2008

Min veninde Gertrud har gjort mig opmæ¦rksom på en fantastisk historie om den unge unge Ole Beich fra Esbjerg, der i starten af 1980’er drager til USA for at blive rockstjerne – og er med til at stifte Guns and Roses. Læ¦s historien om Ole her. Nej¦, det er ikke kun Lars Ulrich, der kunne det der…

’68: The Doughnut in Granny’s Greenhouse

29. september 2008

’68 var også det år, hvor Bonzo Dog Band udsendte deres andet album med den fantastiske titel The Doughnut i Granny’s Greenhouse. Efter sigende er titlen en engelsk eufemisme for et lokum i gården eller baghaven…The Bonzo Dog Doo-Da eller Da-Da Band blev dannet af en flok mere eller mindre studietrætte kunststuderende i tresserne og satsede på at lave spas i en musikalsk ramme betående af rock, avantgarde-jazz, music hall, psychedelia og meget andet godt. Meget sigende for projektet var navnet inspireret af en gammel tegneserie fra tyverne og så dadaismen…
Bandets karriere fik et los bagi, da de fik en pladekontrakt med Parlephone i 1966 og udsendte singlen “My Brother Makes The Noises For The Talkies” (og B-siden indeholdende den lidt vovede: “I’m Going To Bring A Watermelon To My Girl Tonight”). Efter endnu en ret succesfuld single (“Alley Oop”/”Button Up Your Overcoat”) udsendte de deres første album “Gorilla” for pladeselskabet Liberty. Pladen var en lettere parodisk omgang med deres egen fortid som jazz-musikere.
The Beatles var store fans af Bonzo Dog og Paul Mccartney sørgede for at producere singlen I’m The Urban Spaceman for dem. Den blev udgivet under band-pseudonymet “Apollo C. Vermouth”. De fik også lov til at deltage i Beatles’ Magical Mystery Tour, hvor de gav nummeret “Death Cab for Cutie” (der, som bekendt, er blevet navnet på et indie-band…).
Successen blev fulgt op med udgivelsen af The Doughnut, der også indeholdt den Mccartney-producerede single. Pladen var en skør blanding af kærlige drillerier i forhold til den engelske selvforståelse og mere eller mindre gakkede tekster tilsat stor musikalsk opfindsomhed. Pladen er siden udgivet på cd med ekstramateriale, blandt andet en herlig udgave af Blue Suede Shoes…

Sort-hvide rockfotos…

29. september 2008

Die Zeit bringer en billedserie af den tyske fotograf Olaf Heine. Blandt andet det fantastiske billede af den modne Iggy Pop. Der er ikke noget som sort-hvide fotos. Når de er bedst har de en særlig sanselig dimension. Det er som om virkeligheden bliver mere virkelig, når farverne er skrællet af og de fine sort-hvide-grå nuancer træder frem. Måske hænger det sammen med, at de sort-hvide fotos tvinger vores hjerner til selv at kompensere for de fraværende farver…

Tine Bryld stopper på Tværs

29. september 2008


Siden 1972 har Tine Bryld snakket moderligt, men ikke sted-moderligt, med hundrevis af unge mennesker med problemer i projekt “livet”. På søndag er det sidste chance for at få støtte fra hende, for nu går hun på pension, radiomæssigt i hvert fald. Selv om jeg aldrig har haft brug for Tines hjælp, så har jeg ofte lyttet til hende og fået meget at vide om, hvor svært det kan være at være ung selv i et såkaldt “velfærdssamfund”. Tak til Tine for sliddet.

Weekend-øllen: Meantime – Chocolate

28. september 2008

I sidste uge var vi nøjsomme og drak industriøl fra United Bluff og fik smæk for det. Fair nok. I denne uge har vi satset på en chokoladeøl fra Greenwich i det østlige London. På etikketten kan man læse: “Chocolate and beer! Are we Mad? We’d rather say passionate”. Den holder 6,5%, er brygget på bygmalt og indeholder mørk chokolade. Det er en meget blød, fyldig og rund øl, som jeg tror, vil kunne tiltale mange kvinder. Den er mange smagsnuancer i den og som en fin klangbund ligger den flotte, klare chokoladesmag på tungen. Perfekt til en sen lørdag aften.

’68: David Ackles

28. september 2008


1968 var også året, hvor den amerikanske sangskriver David Ackles pladedebuterede. Pladen blev senere markedsført som “The Road To Cairo” efter den berømte sang, som blev et stort hit for Julie Driscoll og Brian Auger & The Trinity. Ackles, der døde i 1999, 62 år gammel, slog aldrig rigtig igennem kommercielt set, men hans ofte mørke, melankolske sange fik indflydelse på mange andre sangskrivere, fx Elton John og Elvis Costello.
Størst succes – hos kritikerne – fik man med albummet American Gothic, der var produceret af Bernie Taupin (Elton Johns tekstforfatter). Den blev fremhævet til skyerne af anmeldere i USA og England, men solgte ikke stort, målt med købmandsmålestok. Ackles nåede at indspille ialt fire albums fra 1968 til 1973. Alle kan fås på cd.

David Ackles – One Night Stand

Meta: Vi gav Blogbot en sidste chance…

28. september 2008

Internal Server Error

The server encountered an internal error or misconfiguration and was unable to complete your request. Please contact the server administrator, webmaster@blogbot.spind.net and inform them of the time the error occurred, and anything you might have done that may have caused the error. More information about this error may be available in the server error log.

Jens “Missil” Rhode og krigen i Irak

28. september 2008

Et enkelt citat fra en ny bog er blevet genstand for heftig diskussion i Politiken. Jens Rhode skriver i sin bog følgende: “Vi er nødt til at erkende, at vi i offentligheden skabte et billede af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten bagefter, det er juristeri”. Ifølge Politiken slår Rhode med udsagnet hul på regeringens argumentation for en dansk deltagelse i Irak-krigen. Rhode føler sig fejlciteret og misbrugt. Helt banalt kan man sige, at der jo står “offentligheden” og ikke “regeringen” i det famøse citat. Inden man skyder Rhodes EU-kandidatur ned, så bør journalisterne nu bruge tid på minutiøst at dokumentere at det billede, der blev skabt i offentligheden, i allerhøjeste grad blev skabt af Anders Fogh Rasmussen og regeringens andre pro-Irak-fortalere… På med arbejdstøjet, journalister.

Det enøjede muldyr luftes igen..

28. september 2008

Vi skynder os at nævne den række Newbies-koncerter, som Studenternes Hus i samarbejde med Danske Bank (!) afvikler i perioden 9.11. oktober. Med navn e som Electrojuice, Bodebrixen, No and The Maybes, Ginger Ninja, Spejderobot m. fl. kan man se og lytte til unge kunstnere, der har fremtiden foran sig. Blandt navnene finder man også One-eyed Mule, der spiller dansk-americana, og som capac gav en meget positiv omtale af for nogen tid siden…

Mere filmnostalgi: Cosmo Topper

28. september 2008

Selv om der er en risiko for at friste visse bloglæsere over evne, så må jeg lige nævne en anden nostalgisk ting fra barndommens tv-kiggeri – på tysk. Omtalen af Den Tynde Mand og ikke mindst hunden Asta, der – som Firserdigteren rigtignok nævner – var med i flere film. Blandt andet filmene om Topper, Cosmo Topper. Filmene Topper (1937) og Topper Returns (1941) rullede over skærmen nogle gange i min barndom. Og det var morsomt. Historien handler om parret Kerby – spillet af Constance Bennett og Cary Grant – der i kører sig selv ihjel og sendes tilbage til menneskenes verden som spøgelser for at udrette en enkelt god gerning, der kan ekspedere dem videre til himlen: At få den stive bankmand Cosmo Topper til at opføre sig lidt mere livligt. Og så går det ellers derudaf med rappe replikker og lattervækkende scener. Som jeg husker dem var de af den herlige, lette slags med en oplagt Cary Grant i fin modspil med den charmerede Bennett. Og Roland Young som perfekt i rollen som stivstikkeren Cosmo Topper, der får sin sag for.

Topper – 1937 – Cary Grant (Part 3 of 10)

PS. Filmene er ikke med i boksen The Cary Grant Collection…