25. september 2008 arkiv

Nappy Brown – 1929-2008

25. september 2008

Napoleon Brown Culp med kunstnernavnet Nappy Brown er død, 78 år gammel. Sammen med Chuck Berry, Little Richard og Fats Domino var han i halvtredserne med til at gøre den afro-amerikanske R&B-baserede pop populært i hele USA. Med sin meget specielle stemme fik han en del hits i halvtredserne, blandt andet Don’ Be Angry, Little by Little og The Right Time. Han opfattes som en vigtig inspirator for såvel rocken som soulens sangere… Hvil i fred.

Børge – et popblad fra dengang med musik i…

25. september 2008

Børge flexidisc

Undervejs i denne blog har jeg nu og da med et lille suk og et lille rif i hjertet mindes mine popblade fra tresserne, som endte som brændsel i en olietønde i mine forældres baghave. Beat, Hit, Beat+Hit, Fabulous og Børge. Plus nogle andre. Jeg havde alle de danske. Men mente på et tidspunkt, at jeg var vokset fra dem. Ungdommelig enfold.
En særlig attraktion ved bladet Børge, der blev drevet af den omstridte Erik Haaest, var, at der nu og da fulgte nogle såkaldte Børge Popplader med, hvor nutidens danske navne blev præsenteret m.m. På nogle ultratynde flexidiscs, der var så tynde at afpilningen af dem krævede, at man lagde dem oven på en rigtig grammofonplade, fik bladets læsere så lejlighed til at lytte til den musik, der fremme – og som ikke altid var lige til at komme i nærheden af, når man endnu var grøn bag ørerne og boede helt ovre vestpå…
Nu har jeg så været så heldig at låne, af min gode veninde Gertrud, fire velholdte eksemplarer af disse Børge Popplader. Vist nok alle dem, der udkom. Og det har været ren og idel nostalgisk fornøjelse at genhøre dem.
På den første – Ungdomsbladet Børge, Børge Topplade nr. 1 (DGR 126, u.å) – præsenterer Johnny Reimar “pop i topklasse”, en “Børge-træffer” følgende bands:
Nalle og The Big Sound (der i følge Reimar er på vej “mod international berømmelse”, ak, ja…) med “Mr. Pitiful”; The Hitmakers, “årets danske topgruppe” med succes i England, “Somewhere They Can Find Me” og “populære” Peter Belli med sin nye gruppen Seven Sounds “Little by Little”.
Det mærkelige er, at jeg kan huske disse indspilninger. De virker fra første skæring velkendte, og må vel være lagret derinde et sted. Til gengæld kan jeg ikke huske, at kvaliteten var så god som den faktisk er! Den musikalske kvalitet. Der var sket en masse på den led, siden den første famlende pigtrådsgrupper stod frem. [Fortsættes…]

Solomon Burke – til århus

25. september 2008

Den 16. November giver soul-legenden Solomon Burke koncert på Train i århus. Formedelst 350 kr. Ikke så tosset.

Solomon Burke – Everybody Needs Somebody To Love (2003)