17. september 2008 arkiv

Dansk Frisind – en ny forening

17. september 2008

Endnu en frisindet bevægelse – eller rettere: en forening – har set dagens lys. Dansk Frisind hedder den.
Capac skal nok nære sig for at melde sig ind. Sidst han forsøgte at melde sig ind – i Seksualpolitisk Forum – stødte han jo hovedet ind i frisindets grænse og blev udelukket på forhånd. Det skal dog ikke forhindre ham i at hilse det nye initiativ velkommen. Selv om han allerede har visse forbehold. Foreningen vil nemlig “genfinde danskheden” og inviterer alle til at deltage i jagten på danskheden. Hvad er det for en størrelse i dag? Set i lyset af indvandring og globalisering. På foreningens facebook-side kan man læse om det sympatiske værdigrundlag, som det er svært ikke at skrive under på. Men, hvorfor nu denne optagethed af danskheden? Er det ikke tilstrækkeligt, at Dansk Folkeparti mener at kunne patentere danskheden, og dermed lader os andre tænke i alternativer?
Nå, men vi får se, hvad foreningen får udrettet. Hvis du vil være med til at definere danskheden, så send dem en youtube-video via deres hjemmeside.

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Kraut-rock og -pop

17. september 2008

Apropos tysk musik, så var tyskerne længe om at gøre sig markant gældende på den internationale scene i tresserne, som jeg husker det. Da beatmusikken for alvor tog fat i de unge skete der ikke så meget dernede. Jeg kan dog huske, at tyskerne havde deres svar på The Beatles – Die Lords, der havde et image svarende til navnet, men ikke så meget musikalsk at byde på. Siden gik det jo bedre, da de genreskabende tyske krautrockere kom på banen, Can, Kraftwerk osv.
En af forklaringerne på beatmusikkens manglende gennemslagskraft kunne være, at den tyske underholdningsmusik sad tungt på radio og tv dengang. Men den ny musik havde selvfølgelig sin indflydelse. Og det lille pladeselskab Marina Records har udgivet tre compilations med obskur tysk musik, der viser inspirationen. På The In-Kraut: Hip Shaking Grooves Made in Germany 1966-1977 vol. I-III kan man fx lytte den Hilgegard Knefs “From Here On It Got Rough”, Kuno & The Marihuana Bands Marihuana Mantra”, Fredy Brock “Beat it”, France Gall “Hippie Hippie”, Vivi Bach & Dietmar Sch¨nherrs “Molotow Cocktail Party”, Bill Lawrences “Pussy Baby” og andre forglemmelige sager… Virkeligt kuriøse sager for feinschmeckere…
Og nu til noget helt andet:

Can on German TV 1971

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Dansktoppen fylder 40 år

17. september 2008

Det er i år fyrre år siden, Danmarks Radio lancerede Dansktoppen, der siden blev et begreb for en bestemt musikform. Det blev aldrig min musikform, selv om det var mere end svært at undgå nogle af landeplagerne…
Da jeg læste på Nordisk i århus fik jeg blandt andet fat i en stencileret ideologikritisk analyse af Dansktoppen, som nogle studerende ved Københavns universitet havde lavet. En grundig gennemhegling af tekstuniverset i dansktopsangene. Jeg behøver vel ikke at sige, at analysens konklusioner ikke faldt ud til sangskrivernes småborgerlige bevidstheds fordel…
Trods mine egne musikalske sympatier havde jeg dog stor forståelse for dansktopfolkets interesser og ønsker. Og fx kunne jeg ikke forstå, at en så populær musikform ikke kunne blive præsenteret i tv. På den anden side stod det jo også sløjt til med beat-musikken…
Min forståelse for dansktoppen hang i høj grad sammen med, at det var den slags musik mine forældre og deres omgangskreds lyttede til. Derfor blev den også en del af mit soundtrack til halvfjerdserne. Den kørte i baggrunden, lige som Giro 413 havde gjort årtiet før (og stadigvæk gjorde). Hvis det da ikke lige var tysk underholdningsmusik, de lyttede til, derned i Esbjerg.
I Berl. Tidende kan man læse et klogt hoved forklare, at dansktopmusikken musikalsk set trækker på tilsvarende folkelige musikformer i Sverige, Tyskland og USA, dvs. svenske og tyske schlagere og så amerikansk mainstream-country. Dansktoppens kritikere forstod ikke én ting ved dansktoppen, nemlig at den kun ville én ting: underholde. Der var ingen kunstprætentioner i denne musikform. Håndværket skulle være i orden. Men heller ikke mere. Teksterne skulle ikke være dybsindige eller tankevækkende, men bare mundrette og lette at huske. Og melodierne skulel være til at synge med på og gerne danse ubesværet rundt til.

Ulla Pia – Flower power tøj

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Genlyt: Little Feat / Little Feat

17. september 2008

Square Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight Blues

Got a Grease Mother She’s a Holder Finder
Keeper of the Scooter Gas
You Gotta Lift Your Tail and Seal You Fate
Snort the Crank Your Old Man Stashed
And Ride a Tin Can
Ride a Tin Can Street Machine

Square Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight Blues

Med indkøbet af Pioneer-anlægget er grammofonen flyttet (i hvert ald midlertidigt) fra stuen til herreværelset, hvor capac kan lytte til sine gamle vinyler, samtidig med at han foretager sig andet. Og dagens genlyt til postlæsning, kaffedrikning og efter-hundeluftning-afslapning er Little Feats debutplade fra 1971.
Little Feat var noget af en åbenbaring for mig, da de indtog rock-scenen i halvfjerdserne. Og et særligt højdepunkt var deres optræden i det tyske musikprogram “Rockpalast”, hvor de gav en formidabel, mindeværdig koncert, der vist aldrig er blevet udgivet på hverken plade eller dvd…
I 1971 var den centrale figur i Little Feat den karismatiske sanger, musiker og sangskriver Lowell George. Og det er også på debutpladen man finder hans måske mest kendte og uopslidelige sang Willin’, som blandt andet Linda Ronstadt har foreviget i en vidunderlig udgave.
Pladen er også et vidnesbyrd om, hvor gruppens rødder ligger: i bluesen. Sammen med den fabelagtige guitarist Ry Cooder giver de på side 2 et herresejt medley af Howlin Wolfs sange “Forty Four Blues” og “How Many More Years” med en frådende mundharmonika i forgrunden som akkompagnement til Georges rå sang…
For mig stod Little Feat sammen med The Band for noget af det tætteste, mest swingende, traditionsbundne og fornyende rock, der kom fra Amerika dengang. Varieret sangskrivning, der både omfattende ømme ballader og tung, sej, gyngende bluesrock, satte lyd til Lowell Georges ofte syrede tekster. På debutpladen havde bandets anden grundlægger, Bill Payne, en sangskriverfinger med i flerea af numrene.
Pladen blev produceret af den dengang meget efterspurgte Russ Titelmann, men det hjalp ikke synderligt på pladesalget. Trods gode anmeldelser blev den fornemme debut en kommerciel fiasko.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »