Da nypuritanismen kom til århus: Lulu-plakaten
9. september 2008
århus Teater har fået den udmærkede og oplagte idé at opføre Frank Wedekinds teaterstykke “Lulu” om kvinden Lulu, der inkarnerer den europæiske kulturs fantasi om kvinden som lidenskabelig femme fatale, der lever sit driftsliv ud. Værket, der er fra 1894, blev af Wedekind selv opfattet som en ‘monstertragedie’ og kan opfattes som en litterær og teatralsk pendant til Freuds skrifter om seksuallivets mørke sider…
Man kan kun bifalde, at et sådant stykke sættes op i en tid, hvor nypuritanisme viser sit grimme hoved her, der og allevegne. Det kunne måske give anledning til en diskussion af, hvordan det står til med det forkromede danske frisind nu til dags. Men allerede inden stykket for alvor er kommet i gang på teateret, har debatten drejet sig om teaterplakaten. Eller rettere plakaterne. For den første plakat blev straks udsat for censur. Plakaten viser en nøgen kvindekrop fra lige under navlen til anklerne. Mellem de udstrakte ben snor navnet LULU sig med pink bogstaver op og skjuler lige kønsorganerne – men ikke det øverste af mons pubis. Man kan se lidt af kønsbehåringen.
Gratisavisen ville ikke trykke denne plakat og en ny udgave af plakaten blev lavet, hvor kønshårene var retoucheret bort. Men det var ikke nok, for firmaet AFA JCDecaux, der sætter plakater op i de århusianske busskure, afviste at sætte den op, da den stred mod deres “moralkodex”, der siger, at plakater ikke må forarge i det offentlige rum, hvor der færdes børn.. Sagen er endt på Rådhuset.
Til forskel fra mange andre plakater gør der sig den ikke uvæsentlige forskel sig gældende, at plakaten ikke reklamere for en læskedrik eller lignende, men for et kunstværk. Plakaten er med andre ord et adækvat udtryk for kunstværkets indhold. Teaterstykket handler om de seksuelle drifter, og plakaten antyder dette. Derfor kan man med godt ret mene, som den konstituerede teaterchef Mikkel Braae-Andersen gør, at de to firmaet censurerer ytringsfriheden – den kunstneriske. Men lige præcis denne skelnene vil plakatopsætterfirmaet ikke foretage. Kim Axelsen fra firmaet siger: “At noget er kunst er ingen undskyldning for noget som helst. Vi skelner ikke mellem kunst og alt muligt andet. Det gør børn heller ikke”. Der er flere ting, der er interessant i dette udsagn. 1. Axelsen afviser blankt kunstens ret til at forarge, 2. Kunst, læskedrikke etc. er ét fedt, 3. Det skal kunne vises for børn, 4. Firmaet mener, at man er i sin gode ret til at udøve censur over for sine kunder. Også den private forening Pornofrit Miljø har kritiseret plakaten for at “smaske kvindekønnet” op i synet på folk og har indbragt sagen for Forbrugerombudsmanden.
Set i forhold til, hvad vi som almindelige borgere i dette land – inklusive børn – får “smækket op i ansigtet” på plakater, i aviser (Side 9-piger!), ugeblade, på kioskhylder, på internettet osv., så forekommer sagen at være helt ude i hampen. Der er tale om et bornert, nypuritansk forsøg på censur, som burde høre fortiden til.
