21. september 2008 arkiv

The Beatles’ Hvide Album – genfortolket

21. september 2008

Det er i år fyrreåret for udsendelsen af Beatles dobbeltalbum med titlen “The Beatles” og hurtigt omdøbt til The White Album – på grund af popart-kunstneren Richard Hamiltons idé med et hvidt cover med kun gruppenavnet og et serienummer på forsiden. Der er sagt og skrevet meget om dette værk, og det har altid været et af mine yndlingsværker fra gruppen. En blandet landhandel (eller overflødighedshorn) af ballader, rocknumre, lydkollager, der på et tidspunkt, hvor gruppens fire medlemmer var ved at glide fra hinanden, viste spændvidden i gruppens musikalske udtryk og de enkelte medlemmers talenter som sangskrivere og musikere.
Musiktidsskriftet Mojo har ladet en række unge kunstnere genfortolke værket fordelt på to cd’er (i hhv. september- og oktobernummeret). Ikke just en original idé, men ikke desto mindre interessant. I hvert fald for en gammel Beatlemaniker som capac, der selvfølgelig ikke kunne lade være med at investere i det just udkomne oktobernummer, hvor cd’en dækker dobbeltalbummet side 3 og 4.
Hvad er det nu lige, man kan forvente af ny versioner af gamle kendte numre? Enten loyale udgaver (à la de mange kopibands) eller dristige fortolkninger, der vover pelsen og forsøger at lægge nyt til det gamle?! På den aktuelle udgivelser lander kunstnerne nok et sted lige midt imellem stolene. Med et par undtagelser.
The Ruby Suns With Esau Mwamwaya afrikaniserer helt rockeren “Birthday”. Næsten til ukendelighed. Det er faktisk ret pudsigt. Og slet ikke så tosset.
Eugine Mgguinness prøver kræfter med John Lennons frenetiske, desperate udgave af “Yer Blues”, sætter tempoet ned og gør den til en meget mere følsom og ufarlig popsang. Jeg fik straks en ustyrligt trang til at høre originalen for fuld volumenskrue. Tag det som en anbefaling eller det modsatte…
Neville Skelly leverer en fersk, 100% loyal, akustisk udgave af den smukke “Mother Nature’s Son!. Han synger lige ud ad landevejen og slipper godt fra sin enkle tilgang til sangen.
My Brightes Diamond har kastet sig over en anden rocker, “Everybody’s Got Something To Hide Except Me And My Monkey”. De leverer en ganske loyal udgave, men taber fuldstændig gal- og vildskaben i nummeret på gulvet. Det er for pænt… Beatles som indiepop uden kant.
Til gengæld er Rachel Unthank & The Wintersets naive, vemodige, loyale versionering af balladen “Sexy Sadie” charmerende og indtagende i sit enkle arrangement med violin, klaver og papkassetrommelyd.
Derwood Andrews slipper også godt fra sin banjodrevne countryrock-udgave af den frygtindgydende hardrockklassiker “Helter Skelter”. Slet ikke så tosset.
Lidt à la Rachel Unthank forvandler Gemma Ray George Harrisons “Long, Long , Long” til smånaivistisk pigepop med uh-uh-uh-pigekor i baggrunden. Sødt, charmant, og jeg tror George ville kunne lide det…
De mest “kontroversielle” udgaver en Neil Cowley Trios jazz-udgaver af “Revolution 1 & 9”. Det er der kommet to fine stykker jazz-improvisation ud af – selv om man næsten helt glemmer, hvor inspirationen kom fra…
A Cookoo lader loyaliteten styre i udgaven af swingnummeret “Honey Pie” og lader fornyelsen ligge i en meget tilbagelænet, meget kælen fremførelse af sangen. Absolut et værdigt forsøg.
Pete Greenwood gør “Savoy Truffle” til et stykke genuin, engelsk folk med mindelser om halvfjerdserne, og Jacob Golden gør noget tilsvarende med “Cry Baby Cry”. Pæne, velfriserede udgaver uden kant. Bestået, men heller ikke mere.
Sarabeth Tucek udsætter Ringos charmerende udgave “Goodnight” for ung-pige-med-akustisk-guitar(-og piano)-traktering. Sådan ville det nok lyde, hvis man hørte det fra vinduet en kærlighedsramt ung piges kvistværelse… Det er næsten for meget. Ringo, hvor er du?
Som bonus får man Paul Wellers fortolkningen af “Sexy Sadie”. Den er udmærket og loyal. Men lægger ikke en alen til originalen.
Alt i alt er Mojo sluppet ret godt fra projektet. I hvert fald anden del. Jeg må hellere se at få fat i den første.

Lyt med her
A

Skrevet i Musik Tagged | 2 kommentarer »

Anbefales: Romasanta – Varulvejagten

21. september 2008

Her i casa capac har vi en svaghed for film om vampyrer, varulve og lignende væsner fra den menneskelige fantasiverden. Derfor skulle capac ikke betænke sig ret længe, da han forleden stod med den spanske instruktør Paco Plazas film Romasanta. The Werewolf Hunt (2004). i hånden til 10 kr. i det lokale supermarked.

Filmen bygger på en historisk sag, hvor en mand – Manuel Blanco Romasanta, kaldet ulvemennesket fra Allanz, blev dømt for at have slået femten kvinder ihjel og i sit forsvar forklarede, at han havde stået i ledtog med en anden mand, Antonio. Denne person blev aldrig fundet.

Sagen vakte også opmærksomhed, fordi Ramasanta forsvarede sig ved at påstå, at han led af lykantropi, dvs. mod sin vilje forvandledes til en ulv og gik på jagt blandt menneskene. Romasantas påstand blev taget for gode vare i retsagen, hvor videnskaben støttede synspunktet…


I filmens fortolkning får Romansanta-figuren en psykologisk, ja, næsten psykoanalystisk dimension, idet Romansanta fra starten beskrives som en person, der sætter kvindehjerter (og -skød) i brand. Hvorefter han slagter dem brutalt og fortærer noget af deres kroppe og bruger deres fedt til sæbeproduktion… Af Antonio, den tidligere hjælper og senere modstander (spillet fortræffeligt af John Sharian) får man at vide, at Romansanta er en regulær horekarl, der knepper konerne, medens mændede i høstsæsonen er draget sydpå for at tjene til livets ophold. Og han er god til det, altså at kneppe. Altså en slags lykantropisk Don Juan…


Næsten forudsigeligt bliver det kærligheden, den romantiske opslugende kærlighed, der sætter en stopper for det dyriske, driftsstyrede væsen. Ulvemennesket (spillet med overbevisning af Julian Sands) involverer sig med tre søskende, slår to af dem ihjel og forelsker sig – gengældt – i den sidste, Barbara, spillet af den underskønne Elsa Pataky, der jagter ham til den bitre ende sammen med myndighederne, da sandheden omsider er gået op for hende…


Filmen ligger et godt stykke fra traditionelle amerikanske horror-film om vampyrer ved at dyrke en slags magisk realisme. Som i den tidligere omtalt e Pans Labyrint er instruktøren loyal over for filmens plot og lægger ikke afstand til det okkulte. Det er – for publikum – take it, or leave it.


Hvis man har forventninger om en traditionel horror-splatter-film bliver man nok lidt skuffet over filmen. Ud over nogle makabre, blodige scener og en konstant snigende uhygge, så er der ikke meget af den slags at finde i filmen. Til gengæld får man et nuanceret, troværdigt psyko-drama, udspillet mellem de to hovedpersoner. Sands og Pataky spiller fornemt og overbevisende i rollerne som de to elskende, der også er hinandens modstandere.

I det hele taget er filmen godt castet i alle rollerne.
Et særligt plus skal filmen have for sin beskrivelse af konflikten mellem et retfærdighedssøgende retssystems mænd og videnskabens ditto. Modsat mange fiktionsbeskrivelser af fortidens videnskabsmænd som fusentaster, romantiske fantaster og galninge, så fremstilles videnskaben, i skikkelse af David Gants professor Philips, med dens blanding af fakta og overtro både loyalt og sympatisk. Det er lige før, man lader sig overbevise om lykantropiens eksistens…


Filmen er (meget) smukt og skarpt filmet af Javier Salmones i magiske mørke og varmt farvede billeder, der ganske enkelt er ideel nydelse at se på.


Svagheder? Nogle anmeldere har anker over manuskriptet, der forekommer lidt løs og flakkende i fortællingen. Jeg er ikke helt enig. Som i den magiske realisme i litteraturen er strukturen løs, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om filmens præmis. Vi ved allerede tidligt, hvem ulvemennesket er og har en klar fornemmelse af, hvordan det vil gå. Det er vejen derhen, der er det interessante. God tur.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Lick my Decals off, Baby…

21. september 2008

Jeg har været heldig at låne Captain Beefhearts album Lick my Decals off, Baby – som grammofonplade. Men et lille rødt FONA-mærket oppe i det ene hjørne. Jeg lader Frøkenen lytte lidt til pladen i ørebøfferne. Man skal jo tænke på hendes dannelse. “Det lyder forfærdeligt”, siger hun og giver mig høretelefonerne tilbage. Og pladen er da også noget af det mest eksperimenterende Beefheart, man kan lytte til. Trout Mask Replica lyder nærmest som mainstreampop i sammenligning…
Pudsigt nok var albummet det mest succesrige i England, hvor det kom ind på top 50-listen og lå der i samtlige elleve uger. Hvilket nok især skyldes John Peel insisterende promovering af pladen i radioen. Men pladen er – stadigvæk – for viderekommende. Jeg faldt over rock-skribent-legenden Lester Bangs anmeldelse af pladen fra 1971 (i magasinet Creem). Bangs sammenligner – ja sidestiller – Beefheart med den samtidige avancerede jazz og forsøger at forstå musikken som fremtidens musik:
“Beefheart may be verbally obtuse and look like a trasher of everything “beautiful” (or euphonious) in centuries of Western musical tradition, but what he’s really doing, along with people like Cecil Taylor and Albert Ayler and the early Velvet Underground and the Tony Williams Lifetime, is creating a whole new musical vocabulary out of the ashes and dead air left by a crumbling empire of exhausted styles. Instead of destroying, Cap is taking forms with no seeming mileage left and reworking them into prophesies of tomorrow which will be as far-reaching for rock and the new free post-idiomatic music as Ornette Coleman’s radical divergence was for jazz a decade ago.

The comparison with Coleman is apt
on more than one level: both ushered in new decades with conceptions
of ensemble improvisation so unheard of as to raise wide controversy;
both have concerned their music with the rising spirit of man, the
unforced compassion and insight that led Coleman to write songs
like “Lonely Woman” and “Beauty is a Rare Thing,” Beefheart to “Frownland”
and “I Love You, You Big Dummy”; and most significantly, no matter
how far out both have gotten, the primitive American blues heritage
has always been implicit in everything they’ve done. The essential
cry of joy/anguish that courses through Coleman’s plaintive birdlike
squawks is merely genius echoing the earliest changing moans in
an age of atonality and distortion. And the more you listen to it,
the more you realize that for all the rambunctious waywardness of
Beefheart’s woolly excursions, the seeming cacophony always swings
as surely as the finest in the jazz and rock traditions it draws
on. The rhythms may be shifting a lot, and the players all jutting
off at squiggly angles, but that heartbeat always rocks on as surely
as an old up-and-down boogie.”

Beefhearts tekster er et kapitel for sig selv. En egensindig, poetisk omgang med sprogets gloser og sætninger. Nedbrydning og opbygning. Helt parallelt til det, der foregår i musikken. Grænser brydes op, og nye grænser skabes…

Rather than I want to hold your hand,
I wanna swallow you whole
‘n I wanna lick you everywhere it’s pink
‘n everywhere you think
Whole kit ‘n kaboodle ‘n the kitchen sink
Heaven’s sexy as hell
Life is integrated,
Goes together so well
‘n so on
Well, I’m gonna go on ‘n do my washing
Well, now you may think I’m crazy but I want you to
Lick my decals off baby
‘n I don’t want you to be lazy
’cause it’s drivin’ me crazy
‘n this song ain’t no sing-song
It’s all about the birds ‘n the bees
‘n where it went all wrong
‘n where it all belongs
‘n the earth all go down on their knees
lookin’ for ah little ease
She stuck out her toungue ‘n the fun begun
She stuck out her toungue ‘n the fun begun
She stuck it out at me, ‘n I just thumbed my nose
‘n went on washing my clothes


Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »