5. september 2008 arkiv

Blank Generation – en generationshymne

5. september 2008

I was sayin let me out of here before I was

even born–it’s such a gamble when you get a face

It’s fascinatin to observe what the mirror does

but when I dine it’s for the wall that I set a place

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

Triangles were fallin at the window as the doctor cursed

He was a cartoon long forsaken by the public eye

The nurse adjusted her garters as I breathed my first

The doctor grabbed my throat and yelled, “God’s consolation prize!”

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

To hold the t.v. to my lips, the air so packed with cash

then carry it up flights of stairs and drop it in the vacant lot

To lose my train of thought and fall into your arms’ tracks

and watch beneath the eyelids every passing dot

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time

I belong to the blank generation and

I can take it or leave it each time

I belong to the ______ generation but

I can take it or leave it each time top

Stop verden, jeg vil af! var titlen på en musical af Leslie Bricusse og Anthony Newley, der havde premiere i 1961. Jeg kan huske, at min gamle gymnasielærer i dansk fremhævede den og titlen som en slags sammenfatning på noget af det, der sket i årene efter – ungdomsoprøret, hippierne osv. Og jeg tror, han havde ret i, at det hører ungdomsårene til at man føler sig utilpasset og ønsker at stå af verden, ræset, skolen osv. Det er en uartikuleret kritik af det bestående, der således kommer til udtryk.
Og meget af rockmusikken har også fundet sin drivkraft i denne grundfølelse. Fra halvtredserrocken ( Im nothing but a Hound Dog…) over tresser-beaten (”talking ’bout my Generation”…) og frem til punken, der virkelig forstod at iscenesætte en vrængen af det etablerede samfund.
En af dem, der forstod at sætte poetiske ord på ubehaget og følelsen af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt var sangskriveren, basisten og sangeren Richard Hell, der som medlem af Television var med til at give stødet til den amerikanske punk. Allerede i tiden med Television havde Hell skrevet generations-hymnen Blank Generation, som senere gav titlen til et hovedværk i punkmusikken Richard Hell & The Voidoids debutlbum Blank Generation fra 1977. På denne plade finder vi så titelsangen, hvor Hell på poetisk vis beskriver uviljen mod at skulle tilpasse sig, falde ind, finde sin hylde osv og ønsket om at gå sin helt egen vej i livet.

apropos pin-ups… David Bowie, 1973

5. september 2008

Siden tresserne har fænomenet cover-albums ofte været betragtet som venstrehåndsarbejder, fordi forventningen om nyt og originalt materiale har hængt over kunsterne som en tung dyne. Og det er synd og skam. For kunsten at fortolke andres sange er kilde til store musikalske oplevelser. Undertiden overgår coverversionerne endda originalerne.
Samme år som Bryan Ferry udsendte sin These Foolish Things med en række fine coverversioner, gjorde David Bowie det samme med Pin-Ups, hvor han tog en række af sine egne favoritter fra tresserne og gav dem sit eget glamourøse touch. Her finder man en kongenial fortolkning af Pretty Things debutsingle “Rosalyn” sammen med Thems “Here comes the Night”, Yardbirds “I wish you would”, Pink Floyds “See Emily Play”, The Mojos “Everything’s Alright”, The Whos “I Can’t Explain” og “Anyway, Anyhow, Anywhere”, Easybeats uopslidelige “Friday on my Mind”, The McCoys “Sorrow”, Pretty Things “Don’t bring me down”, Yardbirds “Shape of Things” og The Kinks “Where Have All The Good Times Gone” fra Kinks Kontroversy. En skønsom blanding af favoritter, der både omfatter kendte og knap så kendte sange. Men alle med indlysende kvaliteter, der fremhæves af Bowies kærlige, loyale, men også meget Bowiske fortolkninger. Albummet regnes nok ikke for en af Bowies hovedværker – men på min pladehylde har den en hædersplads. årgangs-Bowie.
PS. På en senere udgave er der tilføjet to ekstranumre: Bruce Springsteens “Growing Up” og Jacques Brels “Amsterdam”.

Pin-ups og cheesecake…

5. september 2008

Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – så mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, så var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset på de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller går langt tilbage i tiden, så var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge på, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne på bombemaskinerne, på bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…

Betty Grable

Frøken Klokken blev 89 år

5. september 2008

Et nostalgisk sus gik gennem capac ved meddelelsen om, at Frøken Klokken – hvis borgerlige navn er Anna Edith Sommer-Jensen – er afgået ved døden i en alder af 89 år. Hvor mange gange har jeg ikke ringet hende op for at høre hendes klare stemme fortælle mig det nøjagtige klokkeslet? Dut. I følge nekrologerne nåede hun at indspille 8.640 af slagsen til brug for den automatiserede oplæsning. Nu er optagelserne – på plade – at finde på Teknisk Museum. Hvil i fred.

Og nu til noget helt andet: punjabi-sangerinden Anita Lerche

5. september 2008

En af bloggens læsere – mb – har været så elskværdig at sende en mail med et par links til Youtube-videoer og Myspace med den danske punjabi-sangerinde Anita Lerche. Jeg kender godt Anita, for hun var i dansk tv for snart længe siden, hvor hun var hjemme i Danmark for en kort bemærkning. Og tilfældet vil, at Berlingeren i dag bringer en artil om den danske punjabi-succes.
En god sangstemme, nemme for sprog og et iøjnefaldende blondt udseende har ved en tilfædighed gjort Anita til en stor stjerne derude. Punjabi-musikken, der er meget dansant, har sit udspring i det nordlige Indien, men takket være Bollywoods interesse for den underholdende stilart er den blevet udbredt – først til det øvrige Indien og nu til den øvrige verden, hvor dens rytmer inspirere vestens kunstnere.

Anita Lerche – Heer

Anita Lerche – Mela

Der er flere videoer, hvor de to ovenstående kommer fra…

DR2 Udland havde et indslag om hende – se det her [tak til mb]. Anita Lerches hjemmeside, hvor der er også er link til en webshop, hvor hendes musik kan købes…