27. september 2008 arkiv

Nostalgi: Den tynde mand

27. september 2008


En af de utallige pranger-mails fra amazon-firmaet sendte mig durk ned at Memory Lane. Et favorabelt tilbud på filmene om den tynde mand, bygget på Dashiell Hammetts roman The Thin Man fra 1934 og indspillet i løbet af trediverne med William Powell og Myrna Loy i hovedrollerne. I serien spiller Powell en privatdetektiv, der har trukket sig tilbage, efter at have giftet sig med den rige Nora. Han bruger i stedet tiden til at fulde sig på hoteller og beverdinger. Derud over spiller parrets fox terrier Asta en ikke ubetydelig rolle. Filmene blev vist af tysk tv i min grønne ungdom, og jeg husker dem som yderst charmerende, morsomme, lystspilskrimier, hvor ægteparret kaster sig ud i kriminalgåder, samtidig med at de bruger megen tid på almindelig ægteskabelige diskussioner med og uden hund… Nu kan jeg så få hele baduljen for små 175 kroner. Amazon burde skamme sig sådan at friste en nostalgiker…

Led Zeppelin II – riff-albummet…

27. september 2008

Jeg gør Nick Hornbys ord til mine. Led Zeppelins andet album “II” er – “the best Zeppelin album for riffs (Whole Lotta Love, The Lemon Song, etc.)”

Led Zeppelin – Heartbreaker – 5-25-75 – Earls Court – London

Farvel Paul Newman…

27. september 2008

83 år blev Paul Newman. I min bevidsthed står han som en af de rebelske unge skuespillere – på linje med James Dean og Marlon Brando – der siden blev en mere end habil filmskuespiller, som man altid havde fornøjelse af at kigge på. Især holder jeg meget af hans rolle som den rastløse Brick i Richard Brooks “Kat på et varmt bliktag”, hvor han lod den dejlige Liz Taylor vansmægte i kærlighedens helvede og havde den herlige Burl Ives som døende faderdyr. Hvil i fred, du gamle blåøje.

De ledige er nogle dovne hunde

27. september 2008

Citat nr. 1: “Vi vil presse på for at reducere dagpengeperioden fra fire til to et halvt år, og derved alene øge beskæftigelsen med 10.000 personer

Citat nr. 2:”Formålet med arbejdsmarkedsreformerne er at øge arbejdsudbuddet. Det opnår man ikke ved at hæve dagpengesatsen

Det konservative Folkepartis “stramme moster”, Lene Espersen har brugt det konservative landrådsmøde til at kaste sig over de ledige. Dagpengeperioden skal reduceres til til to og et halvt år – og der skal ikke være tale om forhøjelse af dagpengeniveauet.
Espersens udmelding er ikke bare et forsøg på at fremstå som “ansvarlig” politisk leder i en tid, hvor der angiveligt skulle være stor efterspørgsel på arbejdskraft (og hvor man spørger sig selv om, hvorfor så mange så får afslag på afslag på deres ansøgninger?). Det er også en holdningsmæssig udmelding. Enhver der kan læse mellem linjerne kan se, at Espersen mener, at de ledige er nogle dovne hunde, der bare vil gå og mæske sig på de offentlige midler. Og dovne hunde skal bare have (økonomisk) pisk…

Johnny Got A Boom Boom – Imelda May

27. september 2008

Dagens ørehænger er Imelda May med Johnny Got A Boom Boom. Imelda skal ikke høre noget for, at hun ser appetittelig ud, når hun synger så medrivende og har et så swingende band. Den lille rockabilly filly, som hun omtales, har udsendt et album med titlen Love Tatoo. Og på hendes hjemmeside kan man kvit og frit downloade Johnny Got A Boom Boom og en anden i VIP-rummet…

’68: The Idle Race – The Birthday Party

27. september 2008

I 1968 udkom også det engelske psykedeliske popband Idle Races første album med titlen The Birthday Party. Pladen var et concept-album og næsten alle sangene var skrevet af en ung mand, der siden skulle blive meget berømt som medlem af Electric Light Orchestra, Travellin Wilburys og som efterspurgt producer: Jeff Lynne. Pladen, der var udstyret med dobbeltcover og smagfuldt layoutet, fik pæne anmeldelser, men solgte ikke ret mange meter. Efter ELOs store succes blev den – som man kunne forvente – genudgivet på plade og cd.

En Børge Topplade nr. 3

27. september 2008

Børge Topplade nr. 3 er lidt af en overraskelse for capacs hukommelse. For hele den første side er helliget et interview med den daværende tronfølger Margrete og hendes kommende ægtemand Henri, bedre kendt som prins Henrik. Meget salvelsesfuldt og hengivent fortæller Niels Bøye om parret og stiller dem nogle høflige spørgsmål, der på ingen måde kan støde nogen. Det er lidt sjovt at høre prins Henri svare på engelsk, nu hvor han jo især er kendt som kongefamiliens tosprogede medlem…
Interviewet siger nok også noget om, hvor (lidt) progressivt Børge var dengang. En slags poppens svar på Billedbladet. Måske siger det også lidt om ungdommens blandede følelse for kongeriget dengang!?
Den anden side er musikalsk set meget mere interessant. Palle Holgersen præsenterer fire “Børge-vindere”. Først falset-popgruppen Red Squares, der fik en Børge som populæreste udenlandske pop-gruppe. De spiller og synger “Evil Spel”, en smuk ballade, smukt sunget med kor og det hele. Børge for “Bedst komponerede danske sang” gik til The Lollipops med deres ballade “I’m so sad.” En fin lille sang, der får Lollipops til at stå i et bedre lys, end jeg husker dem fra dengang, de var tresserne danske svar på et boyband.