19. september 2008 arkiv

Elliott Murphy – sanger, sangskriver, musiker, forfatter…

19. september 2008

Elliott Murphy er en af de mange talentfulde amerikanske sangskrivere, hvis lod det har været at træde i Bob Dylans nedtrådte fodspor. Musikalsk inspireret ameriansk New-York-Metropolrock – ikke mindst Velvet Underground – lavede Murphy en række fremragende, roste albums op gennem halvfjerdserne, begyndende med debuten “Aquashow! i 1973 og efterfulgt af “Lost Generation” (75), “Night Lights” (76) og “Just a Story from America” (1977). Trods pæn succes valgte Murphy i firserne at slå sig ned i Paris, efter at han i en længere periode havde turneret det europæiske kontinent tyndt – og blandt andet gav en mindeværdig koncert i Østergades Hotel i århus…
Ved siden af sit musikalske virke som sangskriver og guitarist har Murphy ernæret sig som efterspurgt skribent for fx Rolling Stone, Spin og en række europæiske magasiner. Derud over har han udgivet en roman og et par novellesamlinger. Han har fortsat gennem årene med at udsende plader og har fået meget ros for blandt andet dobbeltalbummet Strings of the Storm fra 2003. Seneste har han udsendt Notes from the Underground (også 2008).
Som teksten nedenfor – Just a Story from America, fra albummet af samme navn – vidner om, så er Murphy en sangskriver i traditionen fra Dylan, Lou Reed og Bruce Springsteen.

Just a story from America
He left his job and he looked at her
I’ve had enough he put down his cup
And every time she would fill it up

When she’d say
Get up when they put you down
But like a boxer
You just spin around
Your kind of guy is so very few
Don’t ever let them get the best of you

And so he’s working like a dog each day
And every week there’d be more overtime pay
And pretty soon he’s got a Cadillac car
And on the weekends he would drive so far

And they don’t slow down
America’s such a speedy town
Hot clothes high society
He said it never get the best of me

And then he met a girl with hair like the sun
With social status she was number one
He left it all and he left downtown
A little voice follows him around

And it say
Get up they put you down
And like a boxer
You just spin around
Your kind of guy was so very few
I thought they’d never get the best of you

Just a story of America
Just a story fro in America
Just a story of America
Just a story from America


Elliot Murphy – Wild horses Unplugged

Charlie Walker – 1926-2008

19. september 2008


Forleden døde country-musikeren Charlie Walker af kræft, 81 år gammel. Walker var sammen med vennen Ray Price skaberne af den populære, såkaldte country shuffle eller honky tonk, der som navnet nærmest antyder er et musikalsk supplement til livet på the honky tonks. Han mest berømte sang blev “Pick Me Up On Your Way Down”, der hittede helt tilbage i 1958. Andre sigende titler er: Who Will Buy the Wine”, “Wild as a Wildcat”, “Don’t Squeeze My Charmin”, and “I Wouldn’t Take Her To A Dog Fight Even If I Thought That She Could Win”. Han indspillede også meget loyalt The Rolling Stones hyldest til “Honky Tonk Women“. Selvfølgelig kunne man fristes til at sige. Hvil i fred.

Charlie Walker – Pick Me Up on Your Way Down

Rote Arme Fraktion – en film om…

19. september 2008

Forleden kunne man på Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer også Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhåbninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der står. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke på nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den også blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv på samvittigheden – også i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder på analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg påm blandt borgerlige kommentatorer på at individualisere forklaringen, så er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slår ned på filmens svaghed: Den formår ikke at give en forklaring på, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (på det tidspunkt kun 20 år gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstå, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente også, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.

Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm

En lille sejr…

19. september 2008

Man har sine kampe med virkeligheden. Og ofte lægger virkeligheden en ned. Sådan er der det. Man er kun et mennesket. De sidste mange måneder har jeg som en anden Don Quijote, iført mental rustning og verbal Rosinante, kæmpet en kamp med Oplysningens og Fornuftens sværd mod emotionelle vindmøller og kampen syntes mere og mere håbløs. Og lige da jeg havde sænket sværdet og bøjet hovedet i erkendelse af, at alt var tabt, så vandt jeg… Verden er forunderlig.

Uni and her Ukulele – mere ukulele-guf…

19. september 2008

That Blonde Venus hair, those frilly outfits, that sweet, sweet voice: It could only be Uni & Her Ukelele. The uke’s pink, usually, and the girl’s obsessed with unicorns; the overall effect is the musical and sartorial equivalent of sucking on a jawbreaker while drinking whiskey straight from the bottle. Although Uni claims both Ol’ Dirty Bastard and Stevie Nicks as influences and strays a long, long way from traditional, she does perform a tune called “Mahalo Maui Rose” that brings the old-fashioned plinky romance.
Michael Leaverton & Hiya Swanhuyser for SF Weekly, November 16, 2005

En af bloggens læsere har sendt et link til endnu en ukulele-performer. Og vi viderebringer straks informationen. Her er Uni and her Ukulele (myspace):

Uni & Her Ukelele: “Mahalo Maui Rose”

Uni kan fås via CD-Baby, hvor man også kan læse en masse lovende ord om hende…