30. september 2008 arkiv

Allen Toussaint anno 1971

30. september 2008

Der er plader, man aldrig bliver træt af. En af dem er Allen Toussaints næsten-debutalbum (den første kom tilbage i halvtredserne…) Toussaint fra 1971 (plademærket Scepter). Jeg var heldig at finde et eksemplar af pladen for mange år siden hos Dandelion i Badstuestræde, hvor den – fornuftigt nok – var hængt ud i vinduet som særlig anbefalet køb på tilbud. Den syner ikke af meget. Har blot et foto af hovedpersonen på forsiden og de mest nødvendige oplysninger om medvirkende på bagsiden , plus en kort begejstret omtale af Josua Pridgen. Pladen rummer en bunke af Toussaints allerbedste sange, blandt andet From a Whisper to a Scream og Workin in The Coal Mine. Den halvfjerdsårige Toussaint har skrevet sange til mange kendte kunstnere, fra Rolling Stones over Warren Zevon til Lee Dorsey. Han har været en efterspurgt producer, og arbejde blandt andet sammen med Paul Mccartney og Wings på deres Venus & Mars.
Hvis man er til blød funky, jazzet, soulfuld, swingende, gyngende tidsløs musik, så er Toussaint værd at opsøge. Pladen har længe været uopdrivelig, men blev genudgivet på cd i 2007. Så hvis man er hurtig kan man nå at få fat på den, inden den igen forsvinder fra markedet… Fik jeg sagt det? Den har mine varmeste anbefalinger.

The Undertones – erindret

30. september 2008

Jeg fik møblerne blæst ud af øregangene, dengang en flok drengerøve fra Derry i Nord-Irland under gruppenavnet The Undertones sparkede til musikscenen med deres energiske, dugfriske garagemusik med sange som Teenage Kicks – I wanna hold her wanna hold her tight /Get teenage kicks right through the night – der mindede om, hvad rocken altid har handlet om: livet, herunder driftslivet, og appetitten på det forbaskede liv… De var et bevis på, at rocken ikke var død, selv om den lugtede af daggamle underbukser.
Nu er der kommet en fyldig antologi, der opsamler det meste af bandet fire albums plus det løse. Lige til en plads i samlingen. Sammen med deres radio-optagelser og pladen fra gendannelse, så har man stort set hele deres produktion med denne udgivelse… Og ps.: Jeg har skrevet begejstret om disse drengerøve før, men begejstringen er ikke taget af siden da…

Taj Mahal – musikeren, ikke monumentet…

30. september 2008

Hjernen er en sjov muskel. Hvis man masserer den længe nok, dukker der noget op, man for længst har glemt. For et stykke tid siden skrev jeg i bloggen, at jeg ikke kunne huske, hvilke plader, jeg havde købt i hedengangne Aage Hass’ pladeforretning i Esbjerg. Og i dag hjalp en nyhed mig på vej. Det var nyheden om, at blueslegenden Taj Mahal havde udsendt endnu en plade. I 1976 eller 1977 købte jeg i netop Aage Hass en anden plade af mesteren med titlen Satisfied ‘n tickled too, som blev en af mine yndlingsplader der i midten af halvfjerdserne. En velproduceret, meget tilbagelænet, reggaeinspireret blues-plade, hvor Taj Mahal sammen med East-West Connection Orchestra og pigebackinggruppen Mothers Children spiller en række af sine egne sange, der fremføres med “smokey vocal”, som Mahal rammende betegner sin egen sang. Taj Mahal var world music før begrebet blev opfundet. Og hvis man er til laid back-blues, der passer som Hans i Grete til sådan en lidt grå efterårsdag, hvor man gerne vil mindes sommerens lade, varme dage, så findes der ikke ret meget bedre end Taj Mahal. Det er solskin på dåse. Han har udgivet et hav af plader, så der er nok at gå i gang med…

Taj Mahal – Fishing Blues

Nyt fra brandmanden…

30. september 2008

Paul Mccartney har sagt farvel til sit gamle pladeselskab og fejrer afskeden med et nyt album på plademærket ATO. Det er et af Maccas sideprojekter under dæknavnnet The Fireman. Titlen er Electric Arguments og skulle indeholde både rock og akustisk materiale. Macca har skreve alle sangene, og de er produceret sammen med produceren Youth. Det er tredje udspil fra The Fireman. Det første kom i 1993 (Strawberry Oceans Ships Forrest) og det andet i 1998 (Rushes). En slags legestue for den gamle Beatle. De er i øvrigt collectors item og koster en del second hand…

Lykketoft og Jens “Missil” Rhode

30. september 2008

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg et eller andet sted har en sympati for Venstre-umuliussen Jens Rhode. Og sympatien gælder hans store svaghed: Han kan ikke holde mund; han kan ikke lade være med at udtrykke, hvad han mener; og heller ikke lade være med at sige noget “rigtigt”, selv om det strider mod de officielle løgne i moderpartiet og regeringen. Senest har han, som nævnt, påpeget, at regeringen og et folketingsflertal sendte Danmark i krig i Irak med begrundelse i Saddam Husseins påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Udtalelsen har generet Venstre-partiet voldsomt. Og Venstres anden enfant-terrible Søren Pind har blæst sagen mere op ved at kræve, at Rhode trak sin udmelding tilbage, hvilket han har nægtet. I dag får Rhode støtte fra socialdemokraten Mogens Lykketoft, der tørt påpeger, at Rhodes påstand dokumenteres af selve beslutningsforslaget for krigsdeltagelsen. Oven i købet forslagets allerførste linje…
I den politiske diskurs er det ofte tilfældet, at politikere tror, at en løgn bliver mere sand af at blive gentaget i det uendelige, men historien viser, at sandheden før eller siden kommer for en dag. Det gælder også i denne sag…