6. september 2008 arkiv

The Joker unplugged – Steve Miller

6. september 2008

Some people call me the space cowboy,yeah
Some call me the gangster of love
Some people call me Maurice
Cause I speak of the pompitus of love.
People talk about me, baby
Say I’m doin’ you wrong, doin’ you wrong
Well, don’t you worry baby
Don’t worry Cause I’m right here, right here, right here,
right here at home

Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun.
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I get my loving on the run Wooo Woooo

You’re the cutest thing
That I ever did see
I really love your peaches
Wanna shake your tree.
a Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Ooo-eee baby, I’ll sure show you a good time

Cause I’m a picker
I’m a grinner
I’m a lover
And I’m a sinner
I play my music in the sun
I’m a joker
I’m a smoker
I’m a midnight toker
I sure don’t want to hurt no one Wooo Wooooo

Wooo Wooo
People keep talking about me baby
They say I’m doin’ you wrong
Well don’t you worry, don’t worry, no don’t worry mama
Cause I’m right here at home
You’re the cutest thing I ever did see
Really love your peaches wanna shake your tree
Lovey-dovey, lovey-dovey, lovey-dovey all the time
Come on baby and I’ll show you a good time

Jeg faldt over en akustisk udgave af The Joker med Steve Miller selv. Her kan man virkelig høre, hvor god den sang er – også uden forstærkning.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Dagens øl

6. september 2008

Jeg skulle vist have købt en mere…

Skrevet i Musik Tagged | 6 kommentarer »

Dagens biografoplevelse: Love Guru

6. september 2008



Frøkenen og jeg er som skrevet ret vilde med Mike Meyers, og hans tresser-James Bond-parodier om Austin Powers ligger højt på vores hjemlige liste over humoristiske film. Ikke alle er fan af Mike Meyers. Således sabler Ebbe Iversen Meyers nyeste fil Love Guru ned til sokkeholderne i dagens Berlinger under overskriften “Vulgært makværk med Meyers“. Ebbe finder filmen en af de mest ulidelige i lang tid og giver den ikke en eneste af de seks mulige stjerner. Nej, det er ikke altid let at være filmanmelder.
Også andre anmeldere vender tommelfingeren ned. Og disse kendsgerninger kunne jeg jo ikke undgå at konfrontere Frøkenen med, da hun ville ind og se den. Men for hende var det kun at opfatte som et argument for at se filmen. Man er vel i puberteten, og hvad gamle, mavesure anmeldere mener om Mike Meyers kan kun betragtes som skjulte anbefalinger!
Retfærdigvis – over for Iversen og hans kolleger – skal det dog slås fast, at Love Guru ikke når Austin Powerske højder med hensyn til humor. Ideen er ellers god og oplagt for den tresserdyrkende Meyers: den grasserende guru-dyrkelse som genstand for latterliggørelse. Plottet er kun et påskud for at viderebringe en række løsslupne løjer og mere eller mindre platte vittigheder. Guruen skal føre et adskilt par sammen igen ved hjælp af sin latterlige filosofi og derved sikre, at et canadisk ishockeyhold vinder en prestigefyldt cup – og at guruen selv derved får adgang til et interview med selvest Oprah, hvorved han vil overhale Deepak Chopra som den førende blandt guruer. Der er selvfølgelig også en hjerterdame, der skal vindes (eller snarere scores…).
Der er flere sjove og opfindsomme scener i filmen. Fx er det sjovt at se Ben “Ghandi” Kingley agere skeløjet (fordi han har onaneret for meget…) guru-lærer. Andre scener formår kun at trække lidt i smilebåndet. Men filmens største problem er nok den mangel på tempo og dynamik. Afviklingen er simpelhen for tam. Man skulle tro, at instruktøren har kigget lidt for meget til meditationens stille aktivitet.
Anbefales med forbehold. Se den, når den kommer på dvd eller hvis du ikke har bedre at foretage dig…
PS. Som i Powers-filmen spiller musikken selvfølgelig også en rolle. Meyers giver en håndfuld kendte pop- og rocksange til bedste på citar. Specielt er hans udgave af Steve Miller Band The Joker ganske sjov og passende for filmens flippede tema.

Mike Myers “The Joker” from The Love Guru

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Helen Mirren om date-rape..

6. september 2008


Helen Mirren er – i min begrebsverden – en af de store engelske skuespillerinder, der altid kan gøre en forskel i en film. Altid en nydelse af se på, hvad enten hun spiller kriminalkommisær eller den engelske dronning. Og så er hun en dame, der ikke går af vejen for at slå i bolledejen. Der er lidt Fay Weldonsk uregerlighed og provokatør i hende. Hun er ikke bleg for at tale den politiske korrekthed midt imod. Og det kan capac godt lide. Senest har hun fået feminister og anti-voldtægts-aktivister på nakken, fordi hun har tilladt sig at problematisere fænomenet date-rape, altså det forhold, at en person (en mand som oftest) får gennemført en seksuel handling imod den anden persons (oftes en kvinde) udtrykkelige accept (så er det vist formuleret nogenlunde diplomatisk…). Mirren slår fast, at der er tale om voldtægt, når den første person ikke respekterer et nej. Så vidt så godt. Det er jo den tilbagevendende, indiskutable sandhed: Et nej er et nej. Og dog.. For det er her Helen Mirren sætter ind med sin problematisering. For virkeligheden er ikke sort/hvid. Den er ikke bare ja/nej. Og i hvert fald ikke den seksuelle virkelighed. Hvad Mirren opponere mod er, at voldtægtsmændene i date-rapes kan retsforfølges. Hvis fx en kvinde følger med en mand hjem i hans soveværelse efter en god aften i byen og en nej bliver taget for et ja i den seksuelle nærkamps hede, så mener Mirren, at man – dvs. kvinden – ikke kan gøre en retssag ud af det. Hun udtaler: “Jeg mener ikke, at hun kan bringe en mand for retten under de omstændigheder. Jeg synes, det er tale om et af de mere subtile områder i forholdet mellem mænd og kvinder som de selv må forhandle sig frem til en løsning på”. Og Dame Mirren taler af erfaring og fortæller om dengang hun ung og naiv flyttede til storbyen og blev udsat for mænd, der pressede sig til samleje uden hendes samtykke.
Som sagt er Mirrens udtalelse blev mødt med protester. Man hævder blandt andet, at hun giver næring til fordommen om ‘at kvinder selv er ude om det’, når date-rape forekommer. Men Mirren benægter netop ikke, at der er tale om voldtægt. Hun problematiserer blot det forhold, at der er tale om en speciel situation, hvor retsvæsenet kommer til kort. To mennesker mødes og noget seksuelt opstår, selv om den ene ikke vil gå hele vejen. Der er ingen vidner. Kun de to. Det er ubehageligt, at det sker. Men det sker, selv om det ikke er retfærdigt. Men ikke alle menneskelige relationer kan reguleres af juridisk vej. Nogle gange må vi tænke os om og snakke os ud af det…

Skrevet i Musik Tagged , | 5 kommentarer »

Cliff Richard – er han bøsse?

6. september 2008

Rygtet har gået i årevis: Er Cliff Richard bøsse? Rygtet er igen dukket op i forbindelse med en ny biografi om Englands mest populære sanger gennem årene. I bogen, som Daily Express har citeret flittigt, fremgår det, at en forhenværende præst (af hankøn…) er blevet Cliffs personlige følgesvend. Om det seksuelle udtaler Cliff: “Jeg er dødtræt af mediernes spekulationer. Hvad rager det andre, hvad vi er som enkeltstående individer? I øvrigt tror jeg ikke, at mine fans ville bekymre sig om det”. Personligt er jeg da også flintrende ligeglad, om Cliff er mere til mænd end til kvinder. Men det seksuelle interesserer. Det er en kendsgerning. Og Cliffs udtalelser vil blot være mere benzin til nysgerrighedsmotoren…

Skrevet i Musik Tagged , | 6 kommentarer »

Roxy Music – For your Pleasure

6. september 2008

Det er svært at omtale Roxy Musics debutalbum uden også at komme ind på deres “svære nummer to”, For your Pleasure fra 1973. Pladen – med Bryan Ferrys daværende modelkæreste som blikfang på coveret – blev den sidste med Brian Eno ved syntheziserne og lydmanipulationerne. Eno og Ferry kunne vist ikke rigtig enes om, hvilke musikalske veje Roxy Music skulle forfølge. Det er også det album, hvor bandet startede et frugtbart samarbejde med produceren Chris Thomas, og da musikerne og produceren havde mere tid til at lave denne plade end debutskiven, så blev den endelige resultat – på godt og ondt – mere poleret og forfinet i udtrykket end den første. Det vilde, eklektiske udtryk på debutpladen – som capac synes er herligt og fascinerende – er blevet afløst af et mere diskret, inspireret album, hvor bandet for alvor træder i karakter som som Roxy Music. Det er som om nogle af intensionerne med bandet er faldet på plads. Indledningsnummeret “Do the Strand” betragtes da også af mange som essensen af, hvad Roxy Music stod for.
Albummet udmærker sig – ud over en række meget forskellige Ferry-sange af høj kvalitet – også ved, at de medvirkende musikere – Andy Mackay, Phil Manzanera og Eno – får lov til at udfolde sig i medrivende soloer på deres respektive instrumenter. Produktionen er ikke mere stram, end at der er plads til, at de musikalske egoer får tid til at udfolde sig. Pladen gjorde sig godt på de engelske hitlister og var med til at cementere Roxys status som et af de helt store art-rock-bands i perioden. Og så blev den indlemmet i Rolling Stones top 500 – modsat debuten…

Roxy Music Do the Strand

Skrevet i Musik Tagged | En kommentar »