Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen må man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmålet om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skånes for kritik. For også her må vi sondre: mellem kritik og så censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men også som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehåring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de små børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat på nogen måde adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshår i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hårsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et åbent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man må finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager altså afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer – en gratisavis og et reklamebureau – skal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘råbe højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet på publikum for at få opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmålstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmålstegn ved, om plakaten er på bølgelængde med Wedekinds mere end 100 år gamle stykke i sit grafiske udtryk?
Hårdt sat op, så henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altså de unge. Og så vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over målet. Ja, måske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved så direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formål at få så mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle på, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med åben, våd mund slikke på en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sådan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.
De forskellige billeder kan ses her.
