Min veninde Gertrud har gjort mig opmæ¦rksom på en fantastisk historie om den unge unge Ole Beich fra Esbjerg, der i starten af 1980’er drager til USA for at blive rockstjerne – og er med til at stifte Guns and Roses. Læ¦s historien om Ole her. Nej¦, det er ikke kun Lars Ulrich, der kunne det der…
’68 var også det år, hvor Bonzo Dog Band udsendte deres andet album med den fantastiske titel The Doughnut i Granny’s Greenhouse. Efter sigende er titlen en engelsk eufemisme for et lokum i gården eller baghaven…The Bonzo Dog Doo-Da eller Da-Da Band blev dannet af en flok mere eller mindre studietrætte kunststuderende i tresserne og satsede på at lave spas i en musikalsk ramme betående af rock, avantgarde-jazz, music hall, psychedelia og meget andet godt. Meget sigende for projektet var navnet inspireret af en gammel tegneserie fra tyverne og så dadaismen…
Bandets karriere fik et los bagi, da de fik en pladekontrakt med Parlephone i 1966 og udsendte singlen “My Brother Makes The Noises For The Talkies” (og B-siden indeholdende den lidt vovede: “I’m Going To Bring A Watermelon To My Girl Tonight”). Efter endnu en ret succesfuld single (“Alley Oop”/”Button Up Your Overcoat”) udsendte de deres første album “Gorilla” for pladeselskabet Liberty. Pladen var en lettere parodisk omgang med deres egen fortid som jazz-musikere.
The Beatles var store fans af Bonzo Dog og Paul Mccartney sørgede for at producere singlen I’m The Urban Spaceman for dem. Den blev udgivet under band-pseudonymet “Apollo C. Vermouth”. De fik også lov til at deltage i Beatles’ Magical Mystery Tour, hvor de gav nummeret “Death Cab for Cutie” (der, som bekendt, er blevet navnet på et indie-band…).
Successen blev fulgt op med udgivelsen af The Doughnut, der også indeholdt den Mccartney-producerede single. Pladen var en skør blanding af kærlige drillerier i forhold til den engelske selvforståelse og mere eller mindre gakkede tekster tilsat stor musikalsk opfindsomhed. Pladen er siden udgivet på cd med ekstramateriale, blandt andet en herlig udgave af Blue Suede Shoes…
Die Zeit bringer en billedserie af den tyske fotograf Olaf Heine. Blandt andet det fantastiske billede af den modne Iggy Pop. Der er ikke noget som sort-hvide fotos. Når de er bedst har de en særlig sanselig dimension. Det er som om virkeligheden bliver mere virkelig, når farverne er skrællet af og de fine sort-hvide-grå nuancer træder frem. Måske hænger det sammen med, at de sort-hvide fotos tvinger vores hjerner til selv at kompensere for de fraværende farver…
Siden 1972 har Tine Bryld snakket moderligt, men ikke sted-moderligt, med hundrevis af unge mennesker med problemer i projekt “livet”. På søndag er det sidste chance for at få støtte fra hende, for nu går hun på pension, radiomæssigt i hvert fald. Selv om jeg aldrig har haft brug for Tines hjælp, så har jeg ofte lyttet til hende og fået meget at vide om, hvor svært det kan være at være ung
selv i et såkaldt “velfærdssamfund”. Tak til Tine for sliddet.
