oktober 2008 arkiv

Erindringsglimt: Jørgen Ingman – guitarist

31. oktober 2008

Navnet Jørgen Ingman – Ingeman, som min mor altid sagde -gled ind i mit øre og straks var jeg tilbage i barndommen. For Jørgen Ingman var nok den person, der åbnede mine ører for guitaren som soloinstrument. Eller i hvert fald var med til det. Sammen med sin daværende kone Grethe blev han et stort navn i Danmark, da de sammen vandt melodigrandprix med Dansevise, der er forblevet en evergreen og en af den europæiske sangkonkurrences mindeværdige sange. Fra barndommen er det ellers især hans udgave af Apache, der huskes. Nummeret gav Ingman en hitlisteplacering i – USA. Både Apache og Dansevise var faste indslag på Giro 413, min barndoms ufrivillige soundtrack. Ellers kan jeg huske, at han havde sit eget guitar-brev-kursus, som blev solgt via reklamer i Familie-Journalen (tror jeg nok) og andre steder. På billedet så man den smilende Ingman med sin Les Paul Gibson-guitar. Jeg blev aldrig rigtig fan af Jørgen Ingman, der foretrak at udfolde sig i jazzen og som leverandør af easy-listening i dansk aftapning. Men dygtig, det var han indiskutabelt…

Dansevise

Cardinology… Ryan Adams & Cardinals hos Letterman

31. oktober 2008

Ryan Adams & The Cardinals – Fix It on Letterman

The Beatles som interaktivt videospil

31. oktober 2008

Jeg har tidligere omtalt det populære playstationspil Guitar Hero, hvor rockens klassikere genbruges til en leg, der er en slags avanceret luftguitar. Og nu forlyder det så, at selveste The Beatles skal gøres til genstand for et lignende produkt. I følge thebeatles.com er der indgået en aftale mellem Apple Corps Ltd, MTV og Harmonix om et interaktivt produkt, der skal lanceres næste år. Tænk engang! Når man kan huske dengang, hvor det at se gruppen i fjernsynet var en stor begivendhed (i sort-hvidt), så er der altså løbet meget vand i havet siden dengang…

The Beatles – Can’t Buy Me Love

Tilpasninger – politikens objektive vold

31. oktober 2008

Selv om de magthavende politikere vrider deres begrænsende retoriske evner af led for at beskrive den offentlige sektor som en sektor, der er fuld af ressourcer og kvalitet, så kan den almindelige bruger af folkeskolen, hospitalerne, bibliotekerne osv. godt se, at virkeligheden er en anden, som man siger.

Over hele landet står mange biblioteker over for den kendsgerning, at de endnu engang skal spare. Som tidligere omtalt betyder det blandt andet lukninger af små filialbiblioteker. Cirka halvdelen af landets biblioteker skal spare. Bibliotekarernes og brugernes opråb og protester er tilsyneladende nyttesløse, for politikerne ved, at det har højere prioritet at bruge flere penge på sygehuse, folkeskoler og børnepasning.

Folkeoplysning og kulturel dannelse har lavprioritet. Man kan selvfølgelig godt forstå, at den enkelte borger prioriterer det højere at kunne komme på hospitalet og få behandlet en lidelse end at kunne låne en bog eller et andet medie på et lokalt bibliotek. Men den landspolitiske og kommunalpolitiske prioritering er også udtryk for en forstemmende kulturløshed.

At kulturminister Carina Kristensen kalder de forestående nedskæringer på bibliotekerne for “tilpasninger til udfordringerne i videnssamfundet”, så er det udtryk for enten himmelråbende dumhed eller kynisme. Måske endda begge dele…

Genhør: Young Flowers nr. 2

31. oktober 2008


Sammen med Blomsterpistolen lånte jeg også Young Flowers opfølger Young Flowers no. 2. Faktisk blev de genudgivet som et dobbeltalbum på et tidspunkt. Og det er den udgave, jeg har lånt.
Efter successen med Blomsterpistolen havde bandet fået lidt penge på lommen, der gav dem mulighed for at indspille en plade efter deres eget hoved. Det blev til en uge i Vanløse Bio i januar 1969. Ud over nogle numre, der viser Young Flowers fra deres bedste side som R&B-baseret rockband, så rummer pladen også en swingende calypso-sang og en jamsession sammen med medlemmer fra The Maxwells (Niels Harrit – el-klaver,ts,sav -, Lars Bisgaard -vokal – Lasse Lunderskov – g,vo -, Bent Hesselmann – as,fl, Børge Robert Mortensen – trommer – og Burning Red Ivanhoe (Steen Cläesson el-v,el-g) ).Desuden medvirkede Don Fredricksson på orgel og Flemming Quist Møller på percussion. Coveret, der er gråt, er lavet Thomas Winding.

Death Indie – Mimas “The Worries”

31. oktober 2008

Det føles som lidt af en tidsrejse, at komme fra Rainbow Band og Cy, Maia / Robert til århusianske Mimas anno 2008. Og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. For dengang som nu er der tale om unge mennesker, der med inspiration i deres tids musikalske univers skaber deres egen musik og håber på et gennembrud.

De fire unge musikere i Mimas – guitaristen Daniel, trommeslageren Lasse, Snævar på guitar og trumpet og bassisten Gert – har udgivet deres første fuldlængdealbum med titlen The Worries. I bagagen har de en EP, Hands Will Carry.
De kalder selv deres stil death indie, måske for at markere den for ungdommen kendetegnende blanding af dødsens alvorlighed og (musikalsk) løssluppenhed. I mine ører er der tale om musik, der både trækker på noise-rock (med rumlende, buldrende guitarer) og indie-rockens udprægede sans for det lyriske og melodiøse. Som deres forgængere i tresserne, så er Mimas fascineret af eksperimenter og lyddannelser (fx kan man i et af numrene høre en radio spille) – og de er ikke optaget af at lave to-et-halvt-minut hitlistepopsange. De går deres egne vegne. De er – stadigvæk og heldigvis – undergrund.
Det er en meget stemningsfuld plade, de tre gutter har fået lavet. Skal man pege på en svaghed er det måske en tendens til at falde lidt i staver og risikere at gå i tomgang. Det sker er par steder på pladen. Men det er småtingsafdelingen. Mimas er sluppet godt fra deres første langspiludspil. Og hvis de fortsætter ad det spor, vil de uden tvivl komme op til overfladen.
Jeg kan kun anbefale bloggens læsere at lytte til albummet. En særlig attraktion på pladen er forsangeren (Snævars?) lyse stemme og hans trompetspil. Hvornår har man nu sidst hørt trompeter i rocken?
Links: pladeselskabet – gruppens hjemmeside myspace-side

 

Mimas – Beneath the glad sunbeam, live – der er flere videoer med bandet på youtube (søg: Mimas)

Genhør: Cy, Maia & Robert – Out of our Times

30. oktober 2008

Hvordan kan det gå til, at sådan en grammofonplade aldrig er blevet genudgivet på cd? Hvordan kan det gå til, at en af den allerbedste danske vokalgrupper gennem tiderne ikke er kommet i gode remasterede cd-udgivelser? Det er – set fra en musikelsker synspunkt – en skandale. Jeg har været heldig at låne Cy, Maia & Roberts vel nok mest ambitiøse og også mest velllykkede album fra 1967 Out of our Times (Sonet). Gruppen bestod af sangeren og guitaristen Cy Nicklin, sangerinden og musikeren Maia Aarskov og guitarist og sanger Robert LeLievre. Det meste af gruppens musik blev leveret af LeLievre, der døde alt for tidligt. Teksterne var af Paul Secon for det meste.
En slags forbillede for gruppen var de populære Peter, Paul and Mary. Uden at forklejne denne amerikanske pop-folk-gruppe, så er specielt Out of our Times niveauer over det, Peter, Paul & Mary lavede…
Det er på en måde tidløs musik. På samme måde som Simon & Garfunkels tidlige akustiske sange. Sangene fremstår med en forbavsende friskhed her mere end fyrre år efter at de blev indspillet. Jeg havde næsten helt glemt, hvor god den plade er. Jeg kan godt forstå, at den sælges til store priser på diverse auktioner.
Man kan kun håbe, at en musikelskende pladeselskabsmand tager sig sammen og får genudsendt de to singler og de to albums gruppen nåede at lave, inden gruppen gik hvert til sit af musikalske årsager. Gruppen eksisterede fra 1965-1968.

Et pindsvin

30. oktober 2008

Lige der ved cykelbanen lå det midt på vejen i lyset fra gadelamperne og den våde vejs skin. Et pindsvin, der havde mødt sin skæbne i form af en bil. Den bagerste del var en blodig masse. Det ødelagde min hjemtur. Jeg slukkede min bilradio og kørte ad de tomme våde gader til casa. Det nyttede ikke, at jeg sagde til mig selv: Godt, det ikke var en kat, en hund, en ræv, en… Det gav et lille stik derinde. Gamle sentimentale fjols.

Loudon Wainwright performs Dead Skunk at Rockpalast Germany

Furiens

Fogh lyver! – Ledighed, løgn og politik

30. oktober 2008

I går læste jeg et dobbeltopslag i en avis (jeg husker ikke hvilken). Det var sådan en på-den-ene-side-på-den-anden-side-opstilling af citater. På den ene side kunne man læse Anders Fogh Rasmussens utvetydelige løfter om, hverken at ændre på dagpengeperiodens længe eller dagpengenes størrelse. På den anden fik man så den anden side af tallerknen: det aktuelle forslag om halvering af dagpengeperioden osv. Det fik mig til at lave en googlesøgning på sætningen “Anders Fogh Rasmussen lyver” og – Mein Gott! – jeg skal love for, at der var respons. Der var oven i købet hel hjemmeside, der ikke handler om andet: Fogh lyver!
Der er masser af eksempler på, at Fogh og hans regering fylder os med plat. Vi blev fx lovet “verdens bedste uddannelsessystem”, og hvad har vi fået? Jeg spørger bare! Man får en klarere og klarere fornemmelse af, at regeringen siger et og gør noget helt andet. Den har sin egen dagsorden, som den prøver at banke igennem uden at lytte til andre – og uden at tage hensyn til egne løfter og erklæringer. Og den slipper af med det, fordi en stor del af vælgerskaren tilsyneladende er ligeglade. De er nok heller ikke arbejdsløse – sådan lige pt.
Apropos ledighed og de varslede “reformer” har Lotte skrevet et læseværdig indlæg, der begynder sådan:

Og så til min dommedagsprofeti.

I praksis vil det betyde forøget klapjagt på de få ledige, der er
tilbage. Vi vil få argumenter i retning af, at velfærdssamfundet er
betinget af, at alle påtager sig et arbejde. Der vil ikke
være nogen debat om relevansen af pågældende arbejde set i forhold til
uddannelse, og konkret vil det få den betydning, at de aggressive personager og uoplyste fjloser, der er sat til at puste de få ledige i nakken, de vil af skræk for selv at blive ledige skærpe tonen, og respektløst henvise til forvaltningen, loven og samvittigheden som selve forudsætningen for at finde et arbejde.
Læs videre her.


Little Feat – Apolitical Blues

Harry’s House

30. oktober 2008

He drifts off into the memory of the way she looked in school / With her body oiled and shiny at the public swimming pool“. I en af de bøger jeg læser for tiden – en ret nostalgisk og vemodig sag – dukker de netop citerede ord op. Det er et citat fra “Harry’s House”, en sang af Joni Mitchell som man kan finde på hendes album fra 1975, The Hissing of Summer Lawns, der har været et favoritalbum hos mig, siden det udkom. Et album, der er smukt i enhver henseende. Musikken, coveret og så den billed- og lydskabende titel. Med citatet kom musikken glidende ind i mit hoved og fik mig til at fundere over, hvor tæt på hinanden sproget og musikken er, når det kommer til stykket.

 

Heatwaves on the runway
As the wheels set down
He takes his baggage off the carousel
He takes a taxi into town
Yellow schools of taxi fishes
Jonah in a ticking whale
Caught up at the light in the fishnet windows
Of Bloomingdale’s
Watching those high fashion girls
Skinny black models with Raveen curls
Beauty parlor blondes with credit card eyes
Looking for the chic and the fancy
To buy

He opens up his suitcase
In the continental suite
And people twenty stories down
Colored currents in the street
A helicopter lands on the Pan Am roof
Like a dragonfly on a tomb
And business men in button downs
Press into conference rooms
Battalions of paper-minded males
Talking commodities and sales
While at home their paper wives
And paper kids
Paper the walls to keep their gut reactions hid

Yellow checkers for the kitchen
Find More lyrics at www.sweetslyrics.com
Climbing ivy for the bath
She is lost in House and Gardens
He’s caught up in Chief of Staff
He drifts off into the memory
Of the way she looked in school
With her body oiled and shining
At the public swimming pool …

The more I’m with you, pretty baby
The more I feel my love increase
I’m building all my dreams around you
Our happiness will never cease
‘Cause nothing’s any good without you
Baby you’re my centerpiece

We’ll find a house and garden somewhere
Along a country road a piece
A little cottage on the outskirts
Where we can really find release
‘Cause nothing’s any good without you
Baby you’re my centerpiece

…Shining hair and shining skin
Shining as she reeled him in
To tell him like she did today
Just what he could do with Harry’s House
And Harry’s take home pay


 

Joni Mitchell : Harry’s House

1968: Randy Newman

29. oktober 2008

1968 var også det år, hvor en lille mand med underbid gjorde et diskret indtog på musikscenen. Men sin karakteristiske sang, pianospil og backet op af et stort orkester udsendte Randy Newman sit eponyme album, der ikke blev nogen succes, sådan som tilfældet var for det efterfølgende: 12 Songs, Sail Away osv. Måske var tiden ikke helt klar til Newmans små skarpe musikalske shortstories, for pladen er fuld af ægte Newman-sange af høj kvalitet. Måske troede pladeselskabet heller ikke helt på pladen; i hvert fald udkom den først på cd i 1995. Bedre sent end aldrig, som man siger.

Randy Newman – I Think It’s Going To Rain Today

Dagens genhør: Young Flowers – Blomsterpistolen

29. oktober 2008

Vidste du, at ideen til Blomsterpistolen – tv-filmen og LP-pladen – blev undfanget i Århus? Det vidste jeg ikke – eller havde i hvert fald glemt.

Men på bagsiden af grammofonpladecoveret fortæller afdøde Thomas Winding, at det skete på Vestergade 58, det navnkundige musiksted i Vestergade – dér, hvor man slingrede ned ad i halvfjerdserne, efter at have røget en stråhat…

TV-filmen var en syret historie om en flyvende tallerken, der lander på Jorden, og de rejsende bliver gode venner med Young Flowers. Idyllen bliver forstyrret af nogle militærpersoner, og den flyvende tallerken tager flugten, men efterlader en blomsterpistol til bandets medlemmer. Og så spindes der en ende på historien med denne magiske pistol.

Det vigtigste er imidlertid nok musikken, som sagtens kan nydes for sig selv, som Winding gør opmærksom på. Musikken er vaskeægte dansk psykedelia på en solid bund af engelsk R&B. Gruppen bestod af Peter Ingemann, der sang for og spillede bas, Jens Henrik Dahl på guitar og Ken Gudman på trommer.

Efter gruppens debutsingleplade “Like Birds” forlod Dahl gruppen og blev erstattet af Per Frost, kendt fra Peter Belli & Les Rivals og senere endnu: Rainbow Band/Midnight Sun, Skousen & Ingeman m.fl. Det er sidstenævntes markante markante guitar, der giver pladen dens bluesfeeling. Det mest kendte nummer på pladen er “Oppe i træet”, men det er nok også det mest atypiske i kraft af sin lidt hippiepoppede karakter. Der er mere gods i de andre numre, herunder gruppens version af Bob Dylans “Down along the Cove”. På flere af numrene bruger gruppen også tekster af den legendariske amerikanske poet Walt Whitman. Jovist, man tog tekster alvorligt dengang.

Det er lykkedes mig at låne LP-versionen – med rigtig knas og det hele. Og det er den rene fornøjelse at lytte til trioens musik. Pladen er også udsendt på cd.

 

Gerard Damiano – Deep Throat-instruktøren – er død, 80 år

29. oktober 2008

Med et budget på 25000 dollars og en lille uge til optagelser skabte den tidligere frisør Gerard Damiano sig et navn som kult-instruktør af den måske mest omtalte mainstream-pornofilm overhovedet: Deep Throat. Filmen, der fik så megen publicity – på godt og ondt – at dens titel kom til at navngive en bestemt person i den såkaldte Watergate-sag… Filmen menes, at have indspillet i omegnen af 600 millioner dollars siden sin premiere. Efter successen med filmen om Linda Lovelace og hendes hang til oralsex lavede Daminano andre pornofilmklassikere: “The Devil in Miss Jones” (1973), “Memories Within Miss Aggie” (1974) og “The Story of Joanna” (1975). Nu er manden død og vil blive husket i mange år frem for Deep Throat. Hvil i fred.

Inside Deep Throat Trailer (Documentary)

Indvandrere

29. oktober 2008

På arbejdet i går kom vi til at snakke om indvandring, og en kollega mente at have læst, at danskerne for halvfems procents vedkommende stammede fra indvandrerslægter. Hvortil jeg jeg replicerede, at jeg engang havde set en tegning af Claus Deleuran, der illustrerede, at vi alle x-generationsindvandrere…
Antropologien leverer et godt argument for at se på indvandring med andre øjne, end vi almindeligvis gør i dag. I følge moderne antropologisk teori stammer vi nemlig alle sammen fra Afrika. En veletableret teori siger, at homo sapiens’ historie starter i Østafrika, hvorfra menneskene bevægede sig op gennem Nildeltaet til Israel og derfra ud til resten af verden. Fx kunne man forleden læse, at genetiske undersøgelser af finnerne tydede på, at deres forfædre kom fra Asien (og disse kom endnu tidligere fra Afrika…).
Teorien står stadigvæk ved magt, men der kommer flere detaljer på. Senest har man fundet bevis på, at nogle af de vandrende afrikanere ikke tog vejen gennem Nildeltaet, men slog sig ned i området omkring Tibesti-bjergene i det nuværende Libyen. Dengang var Saharaørkenen kun halv så stor som i dag, og der løb flere floder ud i Middelhavet, end tilfældet er i dag.
De nye opdagelser ændrer ikke noget ved den generelle teori om, at mennesket som artsvæsen har sin vugge i Afrika, men giver et mere kompliceret og nuanceret billedet af, hvordan udbredelsen gennem årtusinder er foregået. Og understreger det banale forhold, at begreber som nation, fædreland osv. må tages med et gran salt. For længe før disse begreber opstod i hovedet på menneskene, bevægede mennesker sig rundt på kloden af alskens klimatiske, ernæringsmæssige og andre grunde. Og det gør de såmæn stadig…

Berlin Alexanderplatz

29. oktober 2008

Jeg har lige læst, at den ansete tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki har givet tv-mediet tørt på. Ved en gallaforestilling, hvor tv-mediet fejrede sig selv, skar han lige igennem og erklærede, at de fejrede tv-programmer var idiotiske og pinlige. TV var for det meste spild af tid. Der var for langt mellem snapsene. Ikke mindst hos de private og kommercielle kanaler. Og man kan jo kun give den gamle gnavpot ret. I betragtning af hvor mange timer, der sendes, så er kvaliteten påfaldende ringe.
Men der er – og har været – undtagelser. En af de helt store tv-oplevelser, jeg har haft, var Reiner Werner Fassbinders femten timer lange tv-version af Aflred Döblins trediverroman Berlin Alexanderplatz. Som det var tilfældet med Edgar Reitz’ Hjemstavns-serie, der startede nogenlunde samtidig (begge i første halvdel af firserne) viste Fassbinders serie, at hvis blot kunstneren fik tid nok til at udfolde person-, miljø- og tidsbeskrivelse var det muligt at levere højkvalitetsunderholdning, der også kunne give stof til eftertanke. Nu kan alle femten timer fås på dvd for en lille tusse. Julegaveønske.