Hos bibliopaten faldt jeg over et citat, der stammer fra en “yngre muslims kvinde”: “Jeg kommer ikke på de danske strande om sommeren, jeg føler mig fremmed over for al den nøgenhed”. Nøgenforskrækkelse kalder bibliopaten fænomenet. Og det slog mig, at netop dette spørgsmål om nøgenhed og forholdet til nøgenheden, som er grundlagt gennem opvæksten og socialisationen, fortæller noget om, hvor problematisk kultursammenblanding er. Hvordan mon det føles at komme fra en kultur, hvor nøgenhed er noget, der kan og bør skjules (lange klædedragter, slør, burkaer…), til en kultur, hvor nøgenheden ikke bare er iøjnefaldende, men ligefrem anmassende – på stranden, på gaden, i reklamer osv.?! Jeg forestiller mig at følelserne – sådan som de jo som oftest er – er ambivalente. Man frastødes og tiltrækkes på samme tid. Jeg tænker på tyrkiske mænd, jeg ofte har set på stranden om sommeren, hvor de sidder på afstand i deres habitter og beskuer den danske nøgenhed. Og de indvandrerdrenge og -mænd, der ikke vil afklæde sig deres badebukser i svømmehallens baderum, men heller ikke kan undlade at kigge på de nøgne danske drenge og mænd…
Jeg er af den overbevisning, at den slags indarbejdede holdninger er meget svære at ændre på. De er en del af ens identitet. Og det vil sandsynligvis tage en generation eller mere at ændre på det. Det har jo også taget lang til for dansker at ændre deres forhold til nøgenheden..
