David Lindley, tidligere medlem af amr. Kaleidoscope, Jackson Brownes band og stifter af El Rayo-X, giver koncert på Mountain Stage. Så hvis man er til sofistikeret strengeleg, skal man følge dette link.
Internettet er et overflødighedshorn af legal gratis musik. Et væld af pladeselskabet og kunstnere har fundet ud af, at der er en idé i at give musik væk som smagsprøver. Det er bare at gå på jagt…
Lige for øjeblikket kan man fx downloade Eels Manchester-EP med numrene ‘Fresh Feeling’, ‘Packing Blankets’, ‘Jeannie’s Diary’ og ‘Climbing to the Moon” fra en koncert i 2005.
Er man til dansk noise-musik kan man fra den 27. oktober downloade 45 minutters musik (tre numre) med Wäldchengarten. Her.
I gamle dage havde man den Store Bastian til at klippe fingrene af de små uregerlige børn. I dag overtager Staten i høj grad rollen som Bussemand og Sort Skole-“pædagog”. Forleden kunne man læse, at den tidligere anti-autoritære venstresocialist og feminist Karen Jespersen, der nu har skiftet rollen ud med en Sorte-Smølf-look-alike-rolle som såkaldt velfærdsminister i regeringen, foreslå, at børnene i Gellerup-planen skulle have stuearrest om aftenen, så de ikke kunne gå ud og lave skarnstreger, fx brænde børnehaver af. Og i dagens avis kan man læse, at Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, vil have pålagt skolelederne at straffe små børn hårdere i Folkeskolen, hvis de ikke retter ind og opfører sig ordentligt. De skal ikke bare kunne straffe, de skal faktisk gøre det. Det næste bliver vel en genindførelse af spanskrøret og den gode gamle korporlige afstraffelse!?
Den borgerlige regering lider af den vildfarelse, at man løser problemer med mere håndfast disciplin og afstrafning. Jo mere straf, jo bedre, synes devisen at være. Det er selvfølgelig også nemmere og sikkert også populistisk populært end at lave en sammenhængende og fornuftig uddannelsespolitik og en forbedret socialpolitik.
Uffe gjorde alvor af en idé, jeg nærede et stykke tid, men ikke fik mig taget samme til at realisere: en lille læseklub i blogland. Læsehippologisk Søndagsklub. Tak Uffe, du er en guttermand! Som det tegner sig nu en uprætentiøs, afslappet meningsudveksling m.m. om udvalgte værker – from the past. Det kan vi kun deltage i.
Det første valg gælder bloggens tænkemester Oscar Wildes roman The Picture Of Dorian Gray, der oven i købet er blevet fordansket for ganske nylig og udsendt på Det Lille Forlag (tag det som et tip til velgørende læsning!). Og jeg måtte grave mit eget eksemplar frem fra reolen. Det drejer sig om en version fra New American Library, anno 1962. En lille hardback-udgave, der også rummer nogle noveller, tekstnoter og en udvalgt bibliografi. Jeg kan tydeligt huske, at jeg købte den i Stakladen – et udsalg i et stort kælderlokale – det år, hvor jeg startede som grøn student på århus Universitet. året var 1973 (jeg har med sirlig rød tusch-skrift allerbagest i bogen noteret, at “denne bog tilhører stud.mag…”. Og det gør de nså stadigvæk. Jeg må være gået i gang med den umiddelbart efter. I bogen er der sirlige lineal-understregninger med blåt blæk af visse Wildeske sentenser. I gymnasiet havde vi læst The Importance of Being Earnest, et stykke, der gav capac smag for det uforlignelige Wildeske vid. Nu er vi så tilbage igen. Nostalgien råder. Parallelt læser jeg også andet. Tilfældigvis Bo Green Jensens erindringsstykker Dag for Dag fra 1998, hvor nostalgien også råder, og hvor Jensen også kommer ind på det med at huske, hvor og hvordan bøger blev læst… Sådan griber tingene på forunderlig vis ind i hinanden.
Selv om EF-domstolen i dag har fastslået, at TV2 ikke – som påstået af konkurrenterne bag Viasat og SBS – har modtaget ulovlig statsstøtte fra 1995, så er koncernen problemer langt fra løst. Med dommen annullerer EF-domstolen en EU-kommisionsafgørelse fra 2004, som påstod det modsatte og hævdede, at TV2 skulle tilbagebetale et beløb på 628 millioner plus renter og renters rente. Ialt i omkredsen af 1,1 milliard. TV2, der som tidligere omtalt i forvejen står i økonomiske problemer, slap altså med skrækken. Denne gang. For siden dengang har staten igen pumpet skattekroner i foretagendet for at holde det oven vande. I 2004 foretog man en såkaldt rekapitalisering – og Viasat og Co. startede en ny og uafsluttet sag i EU. Dertil skal så lægges, at staten for ganske nylig har tilført flere midler i form af et 500 millioner stort lån for at forhindre skuden i at synke brat…
Problemet med TV2 er vel grundlæggende, at staten både vil have en public service-station (og konkurrent til DR) og drive TV2 som en semi-privat-reklamefinansieret virksomhed. Man vil både blæse og have mel i munden. Set fra konkurrenternes synspunkt må det være særdeles irriterende med en sådan hybrid. Og måske ville det også være mere rimeligt, at TV2 blev helt privatiseret – med public service-forpligtelser. Så kunne vi jo få en demonstation af, hvor umuligt det er… Men indtil videre må vi nok afvente, hvor længe plimsolleren kan holde sig flydende. Ved årsskiftet skal TV2 nemlig tilbagebetale statslånet.
Utroligt, men sandt. I dag fylder den franske skuespillerinde Catherine Deneuve 65 år. En overgang var hun et fransk nationalsymbol. I mange år var hun en af min generations drengede våde drømme… Desuden var og er hun en god skuespillerinde. Til lykke, Catherine.
Synge kan hun også…
Fotografen Barry Feinstein har udgivet en bog, Real Moments, med fotos af Bob Dylan fra tresserne. Se nogle af de mytologiske fotos her.
The Zappa Family Trust er ikke sene til at markere 40-året for Frank Zappas indtræden på musikscenen. Med Lumpy Money, en boks med tre cd’er, dokumenteres processen omkring hovedværkerne “Lumpy Gravy” og “We’re only in it for the Money”. Cd’erne indeholder således to forskellige mixninger af de to albums. Begge mixninger foretaget af mesteren selv.
Boksen er den første i en serie, der også vil omfatte en ny udgave af “Crusing with Ruben and the Jets”, der altid har været en favorit hos undertegnede. .
Sylvie Vartan– Garde moi dans ta poche 1965
Capac har altid haft en svaghed for fransk populærmusik. I tresserne var det begrænset, hvad der kom hertil med enkelte undtagelser som Serge Gainsbourg og Jane Birkin stedsegrønne liderlighedssang Je t’aime eller France Galls melodigrandprixvinder Poupe desir. Jørgen Mylius spillede nogle få, blandt andet Johnny Halliday, Frankrigs svar på Elvis. Men ellers var det så som så. Sproget stod i vejen. Kulturen måske også.
Her til morgen faldt jeg over en video med Sylvie Vartan, der var enaf de første franske sangerinder, der kastede sig over rockmusikken og blev repræsentant for den uskyldige, friske, sprøde franske Yé-yé-stil. Sylvie var i øvrigt gift med den franske Elvis og hun er stadigvæk aktiv, selv om det nu mest er jazzen, hun udfolder sig i.
Hvis du lytter godt efter, vil du kunne høre, at der bag den franske titel gemmer sig et gammelt amerikansk hit… En charmerede version synes jeg.
Det nærmeste man vel kommer en neo-hippie i dagens musik er vel den amerikanske sanger og sangskriver Devendra Banhart. Banhart, der voksede op i Argentina og begyndte sin karriere i San Francisco (hvor ellers?) spiller en slags folk. Nogle kalder det psych-folk, andre freak-folk. For en gammel dreng som undertegnede giver musikken mindelser om Marc Bolans akustiske Tyrannosaurus Rex, noget Pearls Before Swine, Incredible String Band og andet akustisk folk fra dengang i tresserne. Rejoicing in the Hands er Banharts fjerde album fra 2004.
Devendra Banhart – Sight to Behold (Jools Holland)
