Calexico på NRP
18. oktober 2008
Det fine band Calexico er aktuelle med albummet Carried To Dust. Hør dem fortælle om pladen og dens titel – og hør dem spille noget af musikken live på NRP. Her.
18. oktober 2008 arkiv
Lørdagens (første) øl: Thy Humle Økologisk
18. oktober 2008
Efter en tur fra det nordjyske (Thisted Brygshus og deres Eksklusive, der ikke var så eksklusiv endda…) via Vestfyns bryggeri (Willemoes Strong Ale…) over koldingensiske Troldheden (honningale) er jeg vendt tilbage til Nordjylland, nærmere bestemt til Thisted Bryghus igen, hvor jeg finder Thy Humle Økologisk. Jeg kender den i forvejen. Det er en af mine yndlingsøl. Mere er der sådan set ikke at sige til det.
1968: The Electric Prunes – Mass i F Minor
18. oktober 2008
Selv om beat-musikken i tresserne formelt set var i opposition til den etablerede klassiske musik forhindrede det ikke musikerne i at gøre samme musikform til en stor inspirationskilde og værktøjskasse. Det galt især for specielt de såkaldt progressive beat-grupper. På deres tredje album indspillede The Electric Prunes således komponisten David Axelrods latinske messe på psychedelisk vis…
Måske var der ikke hel enighed om projektet, i hvert fald gik bandet i opløsning under indspilningen, og Axelrod måtte tilkalde studiemusikere for at færdiggøre pladen. Det mest kendte nummer på optagelsen, Kyrie Eleison, indgik i kultfilmen Easy Rider (Mardi Gras-scenen), og pladen blev et undergrundshit…
Easy Rider – The Electric Prunes – Kyrie Eleison-Mardi Gras
Kastholm, arbejdet og dovenskaben
18. oktober 2008I dagens udgave af Berlingeren har Claes Kastholm skrevet et interessant indlæg om dovenskab. Udgangspunktet er et brev fra en bistandsklient, der har været på sociale ydelser i ti år og trives godt med det. Bistandsklienten har skrevet sit brev for at berolige alle dem, der frygter at ryge fra understøttelse til bistandsydelse, når regeringen reducerer dagpengeperioden fra fire til to år. Så slemt er det heller ikke, mener skribenten. Selv om der er smalhans…
Det, der undrer Kastholm er, at nogle danskere frivilligt vælger “et livslangt ferieliv på de arbejdende menneskers regning” i stedet for at “mase på for hurtigst muligt at skaffe sig et nyt arbejde”. Kastholm ærinde er ikke så troskyldigt, som det først ser ud. Det handler ikke bare om en undren over andre menneskers forhold til det at arbejde og dovenskab. Det handler ikke bare om, at nogle mennesker vægrer sig mod at arbejde og foretrækker at dovne.
Nej. Der er tale om et regulært ideologisk felttog mod “vores system”. Og det vil med andre ord sige: det, vi også kalder “velfærdsstaten”. Den ideologiske lanse sætter sin spids i med en henvisning til Vaclav Havels udsagn om, at det værste ved det kommunistiske system var, at det korrumperede menneskene moralsk.
Med dette retorisk greb får Kastholm diskret underforstået, at “vores system”, der sikrer, at ledige kan få dagpenge eller kontanthjælp, i sin kerne er den rene og skinbarlige kommunisme. Vælfærdsstaten er kommunisme. Og at “systemet” følgelig er moralsk korrumperende.
Den lokale politiske adresse i Kastholms indlæg er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de angiveligt vil tage “de svages parti”, som det formuleres.
Under Kastholms argumentation arbejder en ideologisk logik, som man igen og igen støder ind i, når borgerlige politikere og skribenter er på færde: At arbejde og dovenskab er simple modsætninger. Hvis du ikke arbejder (=lønarbejder), så er du doven. Det er denne logik, der bærer aktiveringscirkusset omkring de ledige, hvor det hele går ud på, at du beskæftiges med surrogatarbejde (ansøgninger, “kurser” osv.), indtil du finder et rigtigt skattegivende lønarbejde. Er du ledig, så er du under mistanke for dovenskab. Og skal kontrolleres og aktiveres i hoved og røv.
Men dovenskab og arbejde er ikke simple modsætninger. Jeg kender et hav af mennesker, der til enhver tid ville bytte deres arbejde ud med lønarbejdsfrihed. Som hellere end gerne ville være fri for det arbejde, de har nu. Mennesker, der drømmer om at gå på efterløn eller vinde den store pengegevinst, så de kan trække sig tilbage fra arbejdslivet. Faktisk er drømmen om et lønarbejdsfrit liv en af de store drivkræfter bag den organiserede spillegalskab – Danske Spil m.m. – i dette land.
Men ønsket om at slippe ud af lønarbejdsslaveriet betyder bare ikke nødvendigvis, at alle disse mennesker er dovne.
Det dybt problematiske ved Kastholms optik er, at han kun ser dovenskaben. For selvfølgelig er der mennesker, der ønsker at dovne den og lade det offentlige betale for deres forsørgelse. Lige som der er dovne mennesker alle steder på denne klode. Men langt de fleste på dagpenge og kontanthjælp er uforskyldt havnet der. Fordi vores arbejdsmarked – eller rettere det private og offentlige erhvervsliv – lever højt på, at folk kan fyres efter behov. Fordi voksne mennesker over 45 år ikke er attraktive på samme arbejdsmarked (selv om politikerne prøver at bilde os noget andet ind). Fordi mange mennesker bliver gjort uarbejdsdygtige -fysisk og eller psykisk – af opslidende og stressende arbejde på arbejdsmarkedet. Og så videre.
Med sit enøjede indlæg leverer Kastholm krudt til den borgerlige kanon, der vil skyde den danske arbejdsmarkedsmodel og “velfærdsstaten” (den rester, der endnu er…) i stumper og stykker.
Levi Stubbles – The Four Tops – er død, 72 år gammel
18. oktober 2008
Levi Stubbles – eller blot Stubbs – var den markante bariton i den berømte Motown-sangkvartet The Four Tops. Stubbs var med fra starten, da grupen skrev kontrakt med Motown Records i 1963, og satte sit umiskendelige præg på deres sange, herunder hits som “Baby I Need Your Loving”, “I Can’t Help Myself (Sugar Pie, Honey Bunch)”, “It’s the Same Old Song”, “Reach Out I’ll Be There”, “Standing in the Shadows of Love”, “Bernadette”, “Still Water (Love)”, og “Ain’t No Woman (Like the One I’ve Got)”. Da kollegaren Lawrence Payton døde i 1997 forlod Stubbs gruppen.
The Four Tops “Sugar Pie” in Belguim
Peter Belli i tresserne
18. oktober 2008
I min singlepladesamling har jeg et eksemplar af Peter Belli & Les Rivals første singleplade fra 1964 – Move On (Arthur Alexander) / Got Love If You Want It (Harper) – der udkom på den hedengangne plademærke Triola (Triola TD 248). Bellis version af country-soul-ikonet Alexanders You Better Move On (fra Alexanders debutalbum af samme navn) har altid været e af mine Belli-favoritter, ja, faktisk det nummer, jeg holder allermest af med Peter Belli.
Omtalen af Børge-flexipladerne fik sendt mig tilbage til Bellis første år, nemlig den korte tid, hvor han stod i spidsen for Seven Sounds. Og så ville tilfældet, at jeg kom forbi det lokale bibliotek og fandt ud af, at de havde fornyet indholdet af deres cd-udsalg-skuffe. Og hvad fanger mit blik? En cd fra Frost Records med titlen Peter Belli & Les Rivals The Beat Years 1964-1968. 29 numre fra den pågældende periode, men ikke kun med Rivalerne, men også Seven Sounds og Four Roses.
Pladen indeholder alle Bellis Beat-sange fra perioden og fire hidtil ikke udgivne numre. Der er muligvis tale om et eksemplar af pladens første oplag. I hvert fald er det omslag, der er på pladen ikke identisk med det, der er på den plade, man stadigvæk kan købe hos Frost (se ovenfor).
CD’en giver en meget fint billede af Bellis tidlige år og sætter et stort spørgsmålstegn ved myten om, at pigtrådsorkestrene i de tidlige tressere, generelt set, hverken kunne spille eller synge engelsk. Og så bliver man overvældet af den spilleglæde og energi, der lægges for dagen… Anbefales alle nostalgikere.
