Spread the Word!
26. oktober 2008
På Lisa Risagers billedblog – bedler.dk – faldt jeg over ovenstående fotografi og associationerne i mit hoved fik tvunget mit smil helt op til ørerne…
26. oktober 2008 arkiv
The Only One og andre fra dengang…
26. oktober 2008
Jeg har tidligere omtalt fænomenet The Only One i denne blog. Jeg husker tydeligt, hvordan Mylius spillede singler fra The Only One – alias Erik Møller Hansen – i radioen. Og de gjorde et ret stort indtryk på den unge capac, fordi de virkede ret avancerede i forhold til meget af den musik, der ellers strømmede ud af højtalerne. Indtrykket er da heller ikke helt tilfældigt, for The Only One arbejdede med sound-on-sound-teknologien, der var ret ny dengang. Den unge mand, der var startet som basist i sin storebroder Hilmers band Hilmer & His Comets hjemme i Galten ved århus, var den heldige ejer af en B&O 2000, der kunne det med sound-on-sound. Og hjemme i familiens hus kunne han så sidde og flikke sine sange sammen og lave lydlagkage. Da det begyndte at ligne noget kontaktede han en af pionererne inden for beat-pladeudgivelser i Jylland: Jack Fridthiof, der drev plademærket Jacks Beat Records.
På biblioteket har jeg lånt tre af de antologier, der er udgivet med musik fra Jacks Beat Records, og på vol. 3 finder man en række af The Lonely Ones musikstykker sammen med en lang række (i alt over halvtreds fordelt på to cds) andre bands som fx ovennævnte Comets, The Heartbreakers, The Vanguards, Pede Brothers og The Thunderbirds. At genlytte til The Lonely One er sjovt. Trickindspilninger virker stadigvæk temmelig avancerede efter datidens målestok. Ingen tvivl om det: The Lonely One var en pioner på lydeksperimentområdet på et tidspunkt, hvor det progressive og psykedeliske først var i sin vorden udenlands…
PS. De ovennævnte plader er selvfølgelig udgivet af Frost Records (som jeg ikke har aktier i…).
Smæk i den bare – noget om sex, vold og politik
26. oktober 2008
Er en endefuld vold? Hvis en familiefar bruger endefulde som led i optugtelsen af afkommet risikerer han vel at få en sag på halsen for børnemishandling!? Tugtelsesretten er for længst afskaffet. Noget helt andet er, hvis samme familiefar som led i hans og konens seksuelle “julelege” lægger fruen over knæene og spanker hendes popo rød og blå. Så er det tale om en konsensus mellem de to involverede. Måske stimulerer de oven i købet akten ved hjælp af film og fotografier, der dyrker samme SM-lyster. Og måske henter de oven i købet noget af materialet på det store internet.
I England er besiddelse af den slags materiale blevet potentielt kriminelt. En ny anti-pornografi-lovgivning, der retter sig mod såkaldt illegale hard-core-pornowebsites. Med den nye lov kriminaliseres konsumenten, der benytter “pornografisk materiale, der afbilder nekrofili, bestialitet eller vold, der ser livstruende ud eller sandsynligvis vil føre til alvorlig beskadigelse af bryster eller genitalier”. Tidligere rettede lovgivningen sig primært mod producenterne af slige materialer.
Problemet med den nye lov er, at den kan gøres gældende over for fx kunstneriske billeder med temaer, der kan henføres til lovens beskrivelser. Og den vil kriminalisere store dele af SM-miljøet, hvor brugerne handler konsensuelt og anvender billeder, der kan synes voldelige for andre end dem selv. Der kan fx være tale om iscenesatte billeder, der illuderer voldtægt og andet.
I The Guardian kan man læse om fotografen Ben Westwoods kamp mod den nye lovgivning. Westwood har gjort en karriere af at tage billeder, der har SM-indhold. Hans hovedargument er, at de handler om sex ikke om vold.
Men kan man nu adskille de to ting sådan? Det var det min indledende bemærkninger taler om. Når man slår hinanden i konsensuelle sex-lege, så er det ikke vold? Ikke “rigtig” vold? Erotikken har altid været forbundet med det grænseoverskridende. Det forbudte har altid været fascinerende, tiltrækkende og frastødende på samme tid, og der har været nydelse forbundet med overskridelsen af grænser. Derfor vil der også altid være behov for samfundsmæssige grænser for, hvad der er legalt, og hvad der ikke er. Fx er incest, pædofili og nekrofili (usømmelig omgang med lig) forbudt her. Særligt svært er det at lovgive på fiktionens område. Skal det fx være lovligt at fremstille sado-masokistiske, incestuøse, pædofile eller nekrofile fantasier i kunstnerisk form, når lov forbyder disse handlinger i “virkeligheden”? Og hvad skal man stille op, når SM og andre perversiteter er blevet en del af den almindelige accepterede seksuelle adfærd i samfundet? Det er ikke let.
Gil-Scott Heron: musiker, poet, aktivist m.m.
26. oktober 2008
Sneakmove har fundet denne fine video med Gil-Scott Heron frem. Heron, som jeg for alvor fik ørerne op for, da han medvirkede i No Nukes-koncerterne i halvfjerdserne, var med sin spoken word soul en slags forløber for den rap, der siden har udartet sig til en karikatur af sig selv. Heron var også et social og politisk bevidst menneske, der sympatiserede med tresserne sorte militant bevægelser. Og det har nok ikke altid været fremmende for den kommercielle karriere… Men en kunstner, der er værd at lægge øre til, er han.
1968: The Rascals – Once Upon A Dream
26. oktober 2008
I 1968 blev The Young Rascals til The Rascals og udsendte deres første album i det nye navn: Once Upon A Dream. En titel, der fortæller noget om, hvilken tid, pladen blev til i. Albummet markerede også et stilskifte i forhold til forgængerens R&B-inspirerede popmusik. På det nye album blev der brugt langt flere instrumenter, og såvel Eddie Brigati, Felix Cavaliere og David Brigati tog sig af vokalarbejdet. Selv om der var konservative kritiske røster blandt tilhængere og kritikere, så blev pladen dog en succes med en 9. plads på albumlisten og et solidt singlehit med sangen Its Wonderful.
The (Young) Rascals var et af de bands, som Jørgen de Mylius altid omtalte i sine tresserprogrammer. Jeg kan ikke huske, om de nogensinde var på den danske hitliste. Jeg tror det ikke. Og det var lidt en skam, for det var et band med en hel egen sound.
Lørdagens øl: Black Chocolate Stout – fra The Brooklyn Brewery
26. oktober 2008
Da jeg første gang mødte en chokoladeøl (Semper Ardens) var jeg lidt skeptisk og tænkte, at det var da en nørdet idé at blande chokolade og øl. Men efter at have prøvet nogle vellykkede eksempler, må jeg nok sige, at ideen er ganske fortræffelig. Når der – som i dette tilfælde fra The Brooklyn Brewery – findes en fin balance mellem den fine, dybe chokoladesmag og den gode, sorte, fyldige stout – mellem sødme og bitterhed – uden at blive tung, så er det en rigtig fin smagsoplevelse. Det er en stærk sag på lidt over 10%, men den opleves ikke som en stærkøl og egner sig vældig godt til at blive nydt langsomt i lænestolen med noget passende musik på cd-afspilleren…
