12. oktober 2008 arkiv

Dagpengeelendighed

12. oktober 2008

LO har undersøgt dagpengenes værdi i relation til den såkaldte reallønsudvikling gennem de sidste 25 år. Resultatet er beskæmmende. Dagpengenes værdi er faldet med 30%. En gennemsnitlig LO-lønmodtager får kun dækket lidt mere end halvdelen af sin lønindkomst ved ledighed. LO kræver – forståeligt nok – at dagpengesatsen hæves. Og gør samtidig opmærksom på, hvad konsekvensen vil blive, hvis ikke man gør noget ved forringelserne af de lediges vilkår: Arbejdsgiverne vil ved kommende overenskomstforhandlinger blive mødt med krav om længere opsigelsesvarsler. Politikerne har fået noget at tænke over inden de forestående forhandlinger om en såkaldt dagpengereform. Vil regeringen ofre arbejdsmarkedsfleksibiliteten i sin iver efter at få flere hænder i arbejde (en i øvrigt usikker hensigt)? Og vil Socialdemokraterne vise, hvor de kommer fra historisk set?

1968: James Taylor

12. oktober 2008

Coveret på James Taylors debutalbum fra 1968 fortæller måske noget om hovedpersonens afslappede forhold til samtidens konflikt mellem langhåret oprørsånd og veltilpasset skødesløshed? Folder man dobbeltopslaget op ligger James henslængt foran en mur, iført langt hår og en lidt krøllet habit… På indersiden af LP-coveret ser man en let smilende James med hænderne bag nakken liggende på en seng og nogle små fotos, hvor han bag to brændende stearinlys kigger ud på verden. Det venlige, tilbagelænede brand er allerede ved at etablere sig.
Med sange som “Something in the Way She Moves”, “Carolina in My Mind” og”Rainy Day Man” præsenterede Taylor den stil, der blev hans varemærke gennem de næste fire årtier. Selv om der er tidstypiske lyde i arrangementerne tager man ikke fejl af James Taylors stil.
Pladen kom på The Beatles’ Apple-pladeselskab som den første ikke-Beatle-udgivelse. Og den var produceret af Peter Asher (Peter & Gordon), der efterfølgende blev privilegeret producer for Taylor og andre i LA-slænget, fx Linda Ronstadt. På grund af ballade om licensrettigheder var albummet igennem en længere periode efter udgivelse svær at få fingre i. Jeg fik først fat i et eksemplar, da den tyske afdeling af EMI genudsendte den i 1991.
Taylors egentlige gennembrud kom først med album nr. 2 Sweet Baby James, der bl.a. indeholder hittet “Fire and Rain” og indkasserede hele tre platinplader. Det er dog lidt uretfærdigt, at debutpladen ikke gjorde sig lige så godt. En del af forklaringen var en elendig markedsføringsindsats fra Apple. Taylor selv gjorde heller ikke noget for sagen, for han var løbet ind i stofproblemer og måtte for en tid gå i behandling i USA. Da “Fire and Rain” banede vejen for opmærksomheden fik pladen dog en lille renæssance hos lytterne.
For det er er en umanerlig velproduceret og heltstøbt plade, hvor Taylor for god hjælp af Asher (percussion), George Harrison (vokal), Paul Mccartney (bas, guitar og sang) og en lang række mindre kendte, men dygtige musikere. Hertil skal lægges strygere (Aeolian String Quartet og Amici String Quartet), arrangeret og dirigeret af Richard Hewson.

James Taylor – Carolina in My Mind

TV2 og reklamerne

12. oktober 2008

TV2 har bevæget sig ud i et økonomisk uføre af egen drift, blandt ved at satse på det forudsigelige flop: TV2 Radio. Med en gæld på 820 millioner kroner (!) fattes koncernen penge. Og det har fået direktøren, Merete Eldrup, til at tænke nyt med Rasmus Strøyers formulering. Nytænkning består i, at TV2 skal sende flere reklamer. Jeg synes godt, at man kan diskutere, hvor megen nytænkning, der er i den idé! Eldrup forestiller sig, at TV2 skal sende langt flere reklamer, end man gør nu. Reklamerne skal også brede sig til spillefilmene, hvor Eldrup ønsker, at filmene skal brækkes op i reklameblokke. Og så vil hun gerne have, at de politiske partier og fagforeningerne køber reklametid på stationen.
Nøden lærer nøgen kvinde at spinde, siger man. Og Eldrup vil spinde guld på reklamer – lige som de mange kommercielle kanaler. Måske skulle politikerne bruge anledningen til at gøre TV2 helt kommercielt og slippe de økonomiske bånd til foretagendet?

Balladen om Nobels Litteraturpris

12. oktober 2008

Næppe har den franske forfatter Le Clezio modtaget den prestigefyldte litteraturpris for 2008, før de kritiske røster runger i medierne. Hvorfor blev det ikke en anden? Og har Le Clezio ikke haft sin bedste tid for mange år siden? Og…
Slap dog af! Det er bare en lille svensk komité, der en gang om året afgiver sin ideosynkratiske udmærkelse til et forfatterskab. Ganske vist er der mange penge forbundet med tildelingen (og måske forklarer det en ikke uvæsentlig del af al den ståhej, der er om prisuddelingen!), men i grunden er det blot en lille flok mere eller mindre selvbestaltede smagsdommere, der står bag. Deres vurdering kan være lige så god som andre litteraters, men hverken mere eller mindre. Så tag det ikke for mere end det er. En anerkendelse fra nogle litteraturlæsere.
For mig har denne prisuddeling – som andre prisuddelinger inden for samme felt -kun haft den ikke ubetydelige funktion, at den kastede lyskeglen på et forfatterskab, som man enten kendt i forvejen – eller som var gledet ud i skyggen. Det sidste er tilfældet med Le Clezio, der fik nogle fine anmeldelser herhjemme i firserne, men siden både mistede sin danske forlægger og derfor også anmeldernes omtaler…