2. oktober 2008 arkiv

Chuck Berry is on Top – Chess anno 1959

2. oktober 2008

Det var den københavnske digter-alley-cat Dan Turéll, der i en af sine sludrende kulturskrifter lovpriste Chuck Berry til skyerne som en af de musikere, der forstod at skrive og synge om den hverdag, vi alle kun kan elske (fordi vi ikke har andet valg). Sange om kæresteri, skolegang og verdens mod- og medgang. En gang imellem – som nu i dag – trækker jeg Berry frem fra hylden for at blive erindret om, hvor enkelt og medrivende effektivt det kan være. I musikken. Den rene vare finder man på mandens tidlige indspilninger som fx albummet Chuck…Berry is on top. Med det tidstypiske, herlige omslag af en flødeskumsbelagt dessert med masser af bær på toppen. Her kan man høre de oprindelig udgaver af klassikere som Maybellene, Sweet Little Rock & Roller, Johnny B. Good, Little Quenie, Roll over Beethoven og en række mindre kendte, men ikke desto mindre herlige rock’n roll-sange. Sweet Little Rock’ Roller You Never Get Older… På pladen får Berry hjælp af stærke navne som: Willie Dixon, Bo Diddley og vokalgruppen The Moonglows,

Chuck Berry – Johnny B. Goode

’68: Dream a little Dream of me

2. oktober 2008

68 var også året, hvor Cass Elliott – kendt som Mama Cass fra Mamas and Papas – solodebuterede med pladen “Dream a Little Dream”. Vokalkvartetten var opløst og Mama Cass fik et singlehit med sangen Dream A Little Dream of Me, der kom til at navngive albummet. Pladen kom på Dunhill og indeholdt numre af John Hartford, John Simon, Richard Manuel (fra The Band), Leonard Cohen, Graham Nash m.fl. Og en lang række af tiden store navne medvirkede: John Sebastian, Stephen Stills, James Burton, Jim Gordon, Larry Knechtel etc. Frem til sin alt for tidlige død i 1974 indspillede Cass en håndfuld albums, der alle viste hendes store stemme og dens format.

Mama Cass Elliott – Dream A Little Dream Live

The Stars – Set yourself on Fire

2. oktober 2008

The first time, in your backyard
Underneath the plastic sheeting
Outside, it was pouring
And we were drunk as shit

Next time, at a party
When all our friends were there
There’s nothing like their mattresses
Underneath the stair

The third time, in the doorway
Lights all on around us
And the audience beside us
And the old man watching from a tree

Fourth time, I said that’s it
You’ve agreed to give me everything
Now I’ve got to ask you one thing
Keep doing that forever

Fifth time in your bedroom
And finally, we rested
And you leaned upon your elbow
And began to speak to me

But you stopped yourself and kissed me
And I grabbed your WRIST and told you
I know, I know, I know
I feel the same as you

And everyday, it’s changed since then
In every way, I’ve changed since then
And everyday, it’s changed since then
In every way, I’ve changed since then

Driven outside
I’ve driven you
Driven outside
I’ve driven you

For snart længe siden købte jeg det canadiske band The Stars tredje album Set yourself on Fire og de sidste dage har den ligget på min mp3-afspiller og har krøbet ind under huden på mig. Bandets line-up har været Torquil Cambell, Amy Millan, Evan Cranley, Chris Seligman og Pat McGee, og de spiller en meget melodiøs indie-rock med vægt på velklingende vokalarbejde, fortællende tekster og et kraftig snert af electronicaens lydverden. Set Your Self On Fire blev deres store gennembrud i hjemlandet og andre steder, hvor singleudspillet “Ageless Beauty” blev et hit. Forståeligt nok. For det har sin egen støjende, iørefaldende skønhed. Ialt har gruppen udgivet fire albums og en EP. Seneste album er In Our Bedroom After The War.

Min favoritsang er ovenstående lille sang – The First Five Times – om forelskelsens kaninhoppe-og-bollerier-og hvad deraf følger…

http://www.youtube.com/watch?v=K697IgIBGsc

Noget om tidens gang og teknologiens udvikling

2. oktober 2008

I går kiggede jeg på billeder fra mine forældres annaler. Og det slog mig, at tiden er gået, siden jeg var dreng. Når jeg ser de sort-hvide fotos, så føles det, som om de var fra forrige århundrede. Hvad de jo også er.
Noget af det, der giver en fornemmelse af, hvor hurtig udviklingen er gået de sidste hundrede år, er den teknologiske udvikling. Har I prøvet at køre bil?, spørger Donald. Og jeg tænker på min morfar, der var grovsmed i Hvilsted syd for århus. Dengang – i starten af 1900-tallet – var han den centrale person i det lille landsbysamfund. Det var ham, der fik den første bil. En HGF. Og det var ham, der fik den første telefon. Den kan jeg huske. Den hang ude i entreen og havde en flot lakeret trækasse. Man skulle dreje rundt på et håndsving, før man fik kontakt med den lokale central i Solbjerg, hvor man så kunne bede om et nummer. Fx 14 eller 23. I øvrigt sad min tante Agathe nede på centralen i mange år. Jeg var med hende et par gange, og hun vidste alt om alle i nabolaget. Og jeg fik lov til at hive de kraftige ledninger ud af hullerne og sætte dem i igen…