25. oktober 2008 arkiv

Absolut Hit-House

25. oktober 2008

Turen til biblioteket blev ikke helt forgæves, for siden sidst var cd’en “Absolut hit-House 1964-1968” hjemkommet. Hit-House var Københavns svar på Liverpools The Cavern Club og er blevet et begreb, når talen falder på pigtråds- og beatmusikken fra tresserne. Og det til trods for, at etablissementet kun eksisterede i små tre og et halvt år. Det siger vist noget om, hvilket behov dette navnkundige musiktempel dækkede dengang. Den initiativrige bagmand var Povl Parris, der ønskede at etablere et sted, hvor de unge kunne lytte til deres musik uden at skulle indtage alkohol. Og bestyrer af stedet blev Parris’ daværende svigersøn, en vis hr. Poul Borum!
Af noterne fremgår det, at Hit House havde musik hver eneste dag, og oven i købet indførte man søndagsforestillinger, så de yngste publikummer også kunne komme og lytte til deres danske og udenlandske idoler. Man får en fornemmelse af, hvor meget gang i den, der var, når man læser, at The Lions – Peter Belli & Les Rivals’ skarpeste konkurrenter – optrådte 167 gange! Et sådant udbud af musik er utænkeligt i dag, og det fortæller selvfølgelig noget om, at kunstnerhonorarerne ikke var skyhøje dengang…
Til gengæld er spilleglæden og publikums højtråbende og (for pigernes vedkommende ) skrigende begejstring ikke til at tage fejl af.
Ud over de danske stjerner – med Peter Belli, Defenders, Lions, Sir Henry & his Butlers, Someones, Hitmakers, Bodies, Excheckers, Witness Set og Four Beats i spidsen – aflagde en række udenlandske stjerner som The Who, The Nice, The Hollies, The Searchers og Swinging Blue Jeans også stedet et besøg. Og lokale engelske helte som Red Squares og Wishful Thinking spillede der mange gange…
I noterne kan man også læse, hvor mange gange de enkelte bands spillede på stedet. Og det er virkelig imponerende. Man begynder at forstå, hvorfor Hit House blev så populært.
Nedturen for Hit House kom, da den progressive, syrede, psykedeliske musik kom frem. Billetsalget begyndte at falde og til sidst måtte bagmændene dreje nøglen om. Hit House var og forblev den ukomplicerede, uforpligtende beatmusiks sted. Og pladen Absolut Hit House (fra Frost Records) er en meget stemningsfuld dokumentation om et musiksted, som man kun kan drømme om i dag…

Hitmakers in HitHouse Copenhagen

Pyha, endnu en hasarderet WordPress-opgradering…

25. oktober 2008

Selv om jeg har store forbehold over for WordPress-udviklingen, så tog jeg alligevel en dyb indånding og sadlede om til WP 2.6.3, der skulle være den seneste stabile version. Det var ordet stabil, der gjorde udslaget, for forgængeren var ikke specielt stabil, som tidligere omtalt.
Opgraderingen gik slavisk og tilsyneladende uden problemer. Bortset fra, at æ ø og å blev forvandlet til ulæselige tegn. Men det problem har vi mødt før, og det er beskrevet på nettet. Foreløbigt synes ser det i hvert fald ud, som om nogle af de gamle problemer er løst. I hvert fald kan jeg nu komme ind og redigere mine widgets. Så langt så godt…
Og dog. Træerne vokser ikke ind i himlen. Allerede ved andet forsøg på at komme ind i widgets var siden igen forsvundet. Men nu ved jeg også, at problemet hænger sammen med det tema, jeg bruger, så lidt er der da kommet ud af alle bestræbelserne….
Opdatering: Af samme årsag har capac – i hvert fald i en prøveperiode – skiftet tema. Men bortset fra, at sidebaren sidder i den anden side, så er der ikke den store forskel…

Skyldige glæder: Four Jacks

25. oktober 2008

For ikke så forfærdelig længe siden skrev jeg om John Mogensen, fordi jeg var faldet over en opsamling af hans allerbedste sange. Og i dag nærmest hoppede 3-cd-boksen med Four Jacks Allerbedste op i indkøbskurven. En skaldet halvtredser skulle jeg give, og det kunne jeg selvsagt ikke nægte mig selv.


John Mogensen var jo ankermand i Four Jacks (som han tidligere var det i Blue Boys) som arrangør og iscenesætter af de vokale harmonier. Når man gennemlytter disse plader, så bliver det forståeligt, hvorfor de blev så voldsomt populære, dengang de kom frem i capacs allertidligste barndom, og hvorfor de siden blev fast inventar i Giro 413 gennem hele den lange periode frem til midten af halvfjerdserne, hvor Giroen var fast del at mit soundtrack…


De fire stemmer passer utroligt godt sammen og har hver især sin hel egen karakter. Ud over Mogensen bestod gruppen af den høje blonde Poul “Rudi” Rydiander, James Rasmussen, den lille Bent Werther og – i den første tid – af selveste baggårdspumaen Otto Brandenburg. Som Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen skriver i deres noter, så sprang Four Jacks ikke på rock-bølgen, som blandt andet greb Otto Brandenburg, da han forlod kvartetten. Og så alligevel – for flere steder dukker rocken alligevel op. I hvert fald hvis man medregner sådan nogle som Everly Brothers til rocken. Jovist, rockens rytmer er der, selv om det er i schlagerforklædning…


Men først og fremmest er det vokalarbejder af høj kvalitet, optagelserne byder på. Og man kan undre sig lidt over, hvorfor vokalgrupperne siden har været en mangelvare i dansk populærmusik…

Mandalay

1968: Ogdens’ Nut Gone Flake

25. oktober 2008

Som mange andre af tressernes populære grupper lavede The Small Faces også et såkaldt concept-album; et album med en gennemgående bærende idé. Albummet hed Ogden’s Nut Gone Flake og Mike Swans cover havde form som låget på den tobaksdåse, som titlen henviste til. Hvor meget concept, der var over albummet, kan man altid diskutere, for den ene side bestod af psykedelisk inspirerede rocksange med hittet Lazy Sunday som rosin i pølseende; og B-siden bestod af en munter musikalsk historie om Happiness Stan. Ikke desto mindre blev albummet en stor succes for det i forvejen meget populære band og lå for en tid nr. 1 på den engelske LP-hitliste.

Small Faces – Lazy Sunday 1967 – i en optagelse fra tyske Beat-Club