24. oktober 2008 arkiv

Social pornografi? Eller en social øjenåbner?

24. oktober 2008

Den pågående prostitutionsdebat lider gevaldigt af, at udøverne i utilstrækkelig grad er repræsenteret i debatten. Med enkelte undtagelser, som bloglands egen Luder. Det samme gælder alle de mænd (og kvinder!), der benytter sig af de prostitueredes ydelser. Ulempen er, at alt for mange taler på de prostitueredes (og i mindre grad brugernes) vegne. Og det betyder, at debatten let vrides skæv, især fordi alskens seksualmoralister har frit spil.


De sidste par dage har debatten kogt igen, fordi et københavnsk teater har fået den interessante idé at invitere en rigtig, vaskeægte luder til at deltage i et teaterstykke, Pretty Woman A/S. Stykket opføres på Halmtorvet…


Moralister på begge sider af den politiske midte har allerede fordømt idéen. Pernille Frahm (SF) kalder ideen ‘ussel, respektløs og langt ude’ og en ‘styg form for social pornografi’. Dansk Folkeparti taler fra højrefløjen om en ‘ubehagelig udnyttelse af kvinder’. For en gangs skyld træder de gamle borgerlige partier Venstre og Konservative i karakter. Henriette Kjær udtaler:


“For det første er det ikke politikernes moral, der skal afgøre, hvad der er kunst i Danmark. Og for det andet skal politikere ikke blande sig i, hvad kunstnere bruger deres støttepenge til. Medmindre de altså går til noget ulovligt, og det er jo bestemt ikke tilfældet her”.

Kjær peger også på, at det er vigtigt at kunsten, i dette tilfælde teateret, tager kontroversielle emner op, fordi det kan åbne folks øjne for problemer i samfundet.


Det er helt surrealistisk at høre en konservativ politiker på den måde korrekse det store venstrefløjsparti for utidig moralisme og manglende forståelse for kunstens samfundsmæssige rolle! Hvor er frisindet blevet af på venstrefløjen? Hvor er solidariteten med de prostituerede blevet af?


Det skal lige tilføjes, at de prostituerede selvfølgelig deltager frivilligt og mod betaling i stykket. Akkurat som mange prostituerede i øvrigt gør, når de udfører deres såkaldte “sexarbejde”…

DM i Beatmusik 1966

24. oktober 2008

Endnu en plade med stumper fra tresserbeaten har ramt min cd-afspiller. Frost Records står igen bag udgivelsen af DM i Popmusik 1966. Som det fremgår af covernoterne burde den egentlig hedde DM i Pigtråd eller Beat, for det var, hvad det drejede sig om. Bag arrangementet stod de to konkurrerende musikblade Hit og Beat med deres respektive bagmænd, Erik Haaest og Peter Abrahamsen. Live-optagelserne må betragtes som sjældenheder. Live-optagelser af beat-musik var først for alvor ved at være noget i det store udland, og i Danmark var der så godt som igen erfaring eller kendskab til, hvordan man gjorde. I dette tilfælde havde arrangørerne allieret sig med en lydmand fra Radio Mercur, Jerry Katz, der havde lidt erfaring med lyd på teateret. Og han stillede så to mikrofoner op på scenen, en i hver side, hvorefter optagelserne gik i gang. Bagefter klippede man så musikken sammen med konferenciersnak og publikumsbegejstring og udsendte resultatet på en 25 cm LP…
Lydkvaliteten ligger langt fra The Whos Live At Leeds eller Stones Get Yer Ya-Yas Out, for nu at nævnte par tidlige live-klassikere. Men de medvirkendes spilleglæde og publikums begejstring tager man ikke fejl af. The Teenmakers (vinderne!), Mac Martin & The Scotsmen, The Rockets, Les Mann, The Powers, Stoke Sect, The Firestones, The Woodpeckers m. fl., bands, der klarede sig godt ved de lokale beat-konkurrencer, har publikum med sig og spiller, som galt det selve livet. Primitivt er det, engelskkundskaberne er ikke altid de bedste, men energien fejler ikke noget. Et fint lille dokument fra dengang, det hele for alvor begyndte…

1968: Nazz

24. oktober 2008

1968 var også det år, hvor Nazz debuterede. Måske ringer der ikke en klokke, men Nazz blev dannet af Todd Rundgren, der nærmest er en legende i rockmusikken. Sammen med Carson Van Osten (bas), Thom Mooney (trommer) og Robert Antoni (tangenter) fik Rundgren (leadguitar) bandet op at stå i Philidelphia, Pennsylvania i 1967 og fik snart efter æren af at være opvarmning til selveste The Doors.
Som tilfældet var med bandets to efterfølgende albums, så solgte debutpladen ikke rigtig. Nazz’ psychedeliske garagerock faldt heller ikke i de blaserte pladekritikeres smag generelt set, men blandt musikere og musikfeinschmeckere fik pladen status af at være kult. Kan man ikke sælge eller komme på hitlisterne, så kan man da altid blive kult. Det er da også noget. Pladen er da også en lille usleben diamant, og man kan godt høre, at folk som David Bowie og andre glamrockere i halvfjerdserne (og deres producere) må have lyttet til Rundgren og Nazz…

The Nazz – Not Wrong Long

Gem

Er der gået MS i WP?

24. oktober 2008

Som glad bruger af WordPress er smilet lidt efter lidt stivnet lidt. I takt med at WordPress er blevet mere avanceret (à la Microsofts Windows…) er brugervenligheden faldet tilsvarende. Jeg bruger den seneste version. Heldigvis gik installationen (eller rettere: opgraderingen) tilsyneladende smertefrit. Men der var medfødte problemer. Jeg kunne – og kan stadigvæk ikke – gå ind i kontrolpanelet via administrationslinket. Og efter kort tid forsvandt muligheden for at redigere i widgets også.
Andre bloggere – som Anja og Néné – kan slet ikke få installationen til at makke ret. Og søger man lidt rundt på nettet, kan man konstatere en voksende utilfredshed med tendensen. Måske er der gået Microsoft i WordPress. Big Money, Big Ideas og brugerne glemmes helt i det game. Play it simple!