28. oktober 2008 arkiv

Noget om bruderov og Al Stewart…

28. oktober 2008

Min gode veninden Gertrud har lyttet til den modne Al Stewart, og det slog mig, at det var meget længe siden, jeg selv har lyttet til denne sangskriver og musiker. Og jeg kom i tanke om dengang, jeg for rigtig mange år siden hjalp en studiekammerat med at bortføre sin kommende viv fra Sardinien til Danmark. Bortføre er måske så meget sagt, for den unge dame var ganske villig til at tage flugten, der foregik med Fiat 500, færge og tog. Hvorom alting er, så endte bruderovet i fryd og gammen, og med sig fra Rom fik hun blandt andet et eksemplar af Al Stewarts nok mest kendte album Year of the Cat (der var produceret af Alan Parsons). Stewart er ikke en voldsom produktiv herre, målt i pladeudgivelser. Der går typisk tre til fem år mellem dem. Men han har været konstant på musikscenerne gennem alle årene med sin helt egen stil med lyriske sange og lækre melodier. Han seneste album er fra i år og hedder Sparks of Ancient Light.

Al Stewart – Year of the cat

The Velvelettes

28. oktober 2008


Nogle gange kan jeg godt savne de der sorte sanggrupper, som dukkede op i tresserne og især udkom på Motown Records. Det var medrivende, humørfyldt vokalpop, der ikke prætenderede ret meget andet end at ville få lytterne i godt humør og ud at danse. The Velvelettes, der oprindeligt bestod af søstrene Carolyn og Millie Gill og kusinerne Bertha og Norma Barbee, blev ikke topti-liste-piger, men lavede dog en række mindeværdige småhits som fx He Was Really Sayin’ Somethin’, The Things will Keep Me Loving You og den meget charmerende Needle in a Haystack…her i en nyere optagelse:

The Velvelettes – Needle In A Haystack

Farvel A-kasser?

28. oktober 2008

Ledige under The Great Depression

I skrivende stund er regeringen i fuld gang med at smadre a-kasse-systemet. Som tidligere omtalt vil regeringen halvere dagpengeperioden fra 4 til 2 år. Men det er faktisk ikke det værste. Claus Hjort “Arbeit Macht Frei” Frederiksen og hans følge vil også ændre radikalt på optjeningsretten. Som det er nu skal en arbejdssøgende have 52 ugers fuldtidsarbejde indenfor en periode på tre år for at optjene ret til dagpenge. Efter en periode på dagpenge er kravet 26 uger for at genoptjene retten til pengene. Men regeringen vil reducere kravet, således at man inden for en periode af to år skal have, hvad der svarer til et års fuldtidsarbejde (52 uger) – og bliver man ledig i en kortere periode, skal man starte forfra og optjene 52 uger, før man får ret til dagpenge igen… Regeringens patetiske argument er, at arbejdsmarkedet “skriger på arbejdskraft”, og at dens egne beregninger viser, at skaldede 2000 vil komme i arbejde efter opstramningen. Det sidste er i øvrigt diskutabelt.
Claus Hjort har tydeligvis fordybet sig så meget i sin dagdrøm om det ledighedsfrie, overarbejdende vækstsamfund, at han helt har glemt at kigge ud ad vinduerne på Christiansborg, hvor en anden virkelighed ville kunne fortælle ham, at recessionen er sat ind i Europa og arbejdsløsheden er stigende. Han er også fløjtende uinteresseret i, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem manglen på arbejdskraft og den arbejdskraft, der er ledig. For arbejde er – for Hjorth Frederiksen – ét fedt. Noget helt tredje er, at de påtænkte stramninger vil få mange til at droppe ud af a-kasserne. For hvorfor betale i dyre domme til et system, det i perioder med stor ledighed vil være mere end svært at komme ind i? I deres blinde tiltro til markedets velsignelser og egne evner ud i økonomisk styring ofrer regeringen det såkaldte flexicurity-system, der er en væsentlig del af forklaringen på det danske erhvervslivs økonomiske succes. Oven i hatten så har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti lagt an til en forhandlingsløsning med regeringen. Jeg mener, at de blankt burde afvise forringelserne.

Merl Saunders 14.2.1934 – 24.10.2008

28. oktober 2008

Merl Saunders navn kom ind i min bevidsthed, da han i halvfjerdserne blev en del af miljøet omkring The Grateful Dead og Jerry Garcias mange musikalske sammenhænge, hvor Merl bidrog med sit tangentarbejde og gerne den foretrukne Hammond B-3. Han fik også sit eget band med titlen Merl Saunders and Friends og spillede sammen med mange andre store navne som Mike Bloomfield, David Grisman og Vassar Clements. Han blev 74 år og døde af komplikationer efter et hjertetilfælde.

Jerry Garcia and Merl Saunders – The harder they come

Wilma! Wilma! – The Flintstones – tv-erindring

28. oktober 2008



For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Abbott and Costello – fjernsynserindring

28. oktober 2008

William Abbott og Lou Costello var en amerikansk komikerduo, der havde stor succes i 1940’erne. Karakteristisk for deres humor var en fræsende leg med ord og lynhurtig replikudveksling ledsaget en slapstickagtig kaotisk handlingsforløb. I halvtredserne indtog de tv-mediet. Først som værter i noget, der hed The Colgate Comedy Hour; dernæst fik de deres eget The Abbott and Costelleo Show. I tresserne viste tysk tv nu og da nogle af Abbott og Costellos tv-serieindslag, og – så vidt jeg husker – også nogle af deres Marx Brothers-lignende spillefilm. Jeg kan huske, at jeg morede mig kosteligt over de to komikeres løjer. Det var ikke ret tit, de blev vist, men til gengæld brændte de sig fast. Og nu ser jeg så, at der er udsendt en boks med femten (!) dvd’er med alle deres film – ialt 28 stykker – plus noget af deres tidlige tv-arbejde m.m. Julegaveønske.


LU in 08 – Lucinda Williams synger digitale protestsange

28. oktober 2008

Lucinda Williams, der for kort tid siden udsendte Little Honey, har nu også udsendt en digitial EP med lutter protestsange. På udspillet finder man koier af Thievery Corporations og Flaming Lips’ “March of the Hate Machine”, Bob Dylans “Masters of War”, Buffalo Springfields “For What It’s Worth” og Williams egen “Bone of Contention”. Udspillet er uden tvivl Williams’ bidrag til den løbende præsidentkampagne, for hun er, som hun selv udtrykker det, “skrækslagen ved muligheden af en McCain/Palin-sejr”. EP kan købes via amazon.