3. oktober 2008 arkiv

1968: Eivets Rednow

3. oktober 2008

1968 var også året, hvor instrumental-albummet Eivets Rednow udkom. Bag det spøjse navn gemte en vis Stevie Wonder sig. Prøv at stave navnet bagfra… Grunden til at Stevie måtte “gemme sig” var, at han dengang var ved at blive et stort solonavn og derfor måttet der ikke komme forstyrrende projekter i vejen. I følge pladeselskabet Motown. Det forhindrede dog ikke, at albummet blev en succes, ikke mindst hos andre musikere. På pladen finder man Wonders fine udgaver af Bacharach-sangene “Alfie” og “A House is not a Home” plus sange af andre sangskrivere.

Stevie Wonder – How Can You Believe

Nick Reynolds, Kingston Trioen, er død 75 år gammel

3. oktober 2008


Når man beskæftiger sig nostalgisk med populærmusik kan man næsten ikke undgå at støde ind i navnet The Kingston Trio. I hvert fald har jeg set og hørt dem omtalt utallige gange som inspirationskilder for alsken pop- og folk-musik. Kingston Trioen var en væsentlig forløber for den folk-bølge, der rejste sig i tresserne og gav os Dylan og en lang række andre fortrinlige kunstnere. Trioen blev dannet i 1957 og bestod af Dave Guard, Bob Shane og så altså Nick Reynolds. Tre unge collegestuderende, der gerne ville træde i fodsporene på The Weavers og Harry Belafonte og hans calypso-pop.
I 1958 bragede de igennem med sangen om “Tom Dooley”, der også blev fordansket af Four Jacks. En sang, jeg hørte igen og igen i min barndom. Blandt andet på Giro 413. Herefter gik det slag i slag, og gruppen havde stor succes hele vejen op i tresserne, hvor deres enkle, tilgængelige stærke vokalarbejder fængede mange lyttere.
Nu er den lyse tenor, Nick Reynolds forstummet, og vi må nøjes med de plader, han nåede at indspille sammen med de andre. Hvil i fred.

Tom Dooley – Kingston Trio

Nosser à la carte

3. oktober 2008

Jeg kommer i tanke om en pikant historie, min far yndede at more sig selv og andre med at fortælle. Den handler om spaniere, tyrefægtning og kogekunst.
En udlænding – lad os bare sige, at det var en dansker – kommer ind på en spansk restaurant efter at den lokale tyrefægtning har fundet sted. Han skal have noget at spise. Ved bordet ved siden af sidder en indfødt. På tallerknen har han to tilberedte tyrenosser med tilbehør. Danskere forespørger tjeneren, om han kan få serveret samme ret. Men desværre, eftersom den tabende tyr kun har to af slagsen, så…
Næste aften vender danskeren tilbage og skynder sig at bestille omtalte ret. Da tjeneren kommer ligger der to små nosser med tilbehør på tallerknen. Danskeren klør sig i håret og henvender sig til tjeneren, der blot trækker på skulderne og siger: Det var tyren, der vandt i dag.

Denne lille historie dukkede op, da jeg læste om en ny bog “The Testicle Cookbook. Cooking with Balls”, der er blevet lanceret. Og hvorfor ikke – kød er vel kød…

Kulturpolitik à la Venstre

3. oktober 2008

“Vi skal som politikere ikke blande os i public service-stationernes dispositioner”, udtaler Troels Christensen, der er kultur-ordfører for partiet Venstre. Så sandt som det er sagt. Politikerne bør holde snitterne fra programvirksomheden. Men desværre er udtalelsen revet ud af sammenhængen og hr. Christensen fortsætter: “men i situationer som denne er vi forpligtede til at gøre opmærksom på problematikken”. Og den situation, der henvises til, at den, at DR har valgt fortrinsvis at sende Dansktop-musik på en af DAB-kanalerne. Man har altså helliget en hel digital kanal til denne form for musik. Christensen fortsætter: »Mange af Dansktoppens lyttere har ikke mod på at sætte sig ind i DAB-radioens tekniske funktioner, og det skal de ikke straffes for. I dag har kun 20 procent af befolkningen en DAB-radio, og vi ved, at mange nyder at lytte til musik, mens de kører bil, hvor DAB-kanalerne slet ikke er tilgængelige. Public service skal i sin natur være offentligt tilgængelig, og derfor er det også vigtigt, at DR ikke tvinger sine lyttere til at bruge bestemte teknologier.« Vi kan altså fastslå, at hr. Christensen modsiger sig selv i forhold til spørgsmålet om DRs programansvar. Dernæst må man undre sig over, at manden bruger det teknologiske argument. Siden hvornår har den teknologiske udvikling på radio- og tv-området bestemt, hvad der skulle sendes og hvor? Måske handler det i virkeligheden om, at Christensen alligevel vil bestemme, hvilken kultur, der skal udbredes i FM-kanalerne!? Måske bliver det næste, at han også vil bestemme, hvad der ikke skal sendes på FM-kanalerne? Fx jazz, rock og anden ‘negermusik’…