Direktør for den såkaldte liberale tænketank Cepos, Martin ågerup, gør alt, hvad han kan, for at promovere den liberalistiske ideologi. Senest har han i et foredrag taget The Beatles som gidsel for sin ideologiske kampagne. Men allerede i sit grundlæggende argument går ågerup helt og aldeles forkert i byen.
I et interview med gratisavisen Urban siger han: “Det er en fejl, at man automatisk kobler langt hår og hippier med venstrefløjen. Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist, og så viste Beatles samtidig, at stor kunst godt kan være forretning“. I denne passus forsøger ågerup at tage liberalistisk patent på ideen om “den personlige frihed” og “individualisme”. Det er en eklakant misforståelse, at personlig frihed og individualisme skulle være i modsætning til det, som ågerup sammenfatter under betegnelsen “venstrefløjen”. Hvis ågerup fx havde gjort sig den ulejlighed fx at sætte sig ind i de spredte tanker, som Karl Marx gjorde sig om kommunismen, ville han kunne se, at den personlige frihed og individualismen er et mål, der netop kun kan realiseres, når den gensidige udbytning, den ulige fordeling af ejendom og produktionsmidler og den dermed forbundne ufrihed, var ophævet (se fx den berømte tekst “Den tyske ideologi” fra 1845, hvor Marx beskriver den enkeltes frihed til at gøre ‘en ting i dag og en anden i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, passe kvæget og aftenen, kritisere efter aftensmaden, lige som man har lyst til’, citeret efter hukommelsen).
Tilsvarende tanker om individualisme og personlig frihed vil man kun finde hos andre venstrefløjsideologier, fx anarkisterne.
Forskellen mellem ågerups patenterede individualisme og personlige frihed og de andres er, at ågerups sætter en parantes om fællesskabet og dets aktuelle indretning. Netop i disse dage, hvor “økonomiske lykkeridere” i kraft af deres ‘frihed’ og ‘individualisme’ har bragt den fælles økonomi ud i en dyb krise, burde det stå klart for alle andre end måske hr. ågerup og hans meningsfæller, at individualisme og samfundsmæssig solidaritet bør tænkes sammen…
Noget andet er så, at ågerup også reducerer The Beatles til noget andet og langt mindre, end gruppen var. At The Beatles – med årene – blev en god forretning er ikke et argument, man kan bruge til ret meget. Paul Mccartney har aldrig lagt skjul på, at The Beatles første mål var at tjene en masse penge. Som mange andre engelske musikere fra den periode, så kom Mccartney og co. fra nogle kår, hvor pengene ikke ligefrem hang på træerne og en vej til økonomisk velstand og tryghed var musikken. Og da pengene var i hus, handlede det om kunsten, musikken. Penge er jo det, der giver en (lidt) frihed i det kapitalistiske samfund. Det ved ethvert barn. Det er også derfor Danske Spil trives så godt. Drømmen om den store gevinst er drømme om økonomisk uafhængighed, den form for frihed, vi kan få i dette samfund.
Men der er jo ikke nogen modsætning mellem ønsket om at få et anstændigt liv i det samfund, man nu engang er født ind i, og så gøre sig forestillinger om en anden samfundsindretning med andre værdier. Det er faktisk muligt at få et anstændigt liv i kapitalismen. Problemet er blot, at det ikke er alle beskåret at få det. Firkantet sagt: Du kan sagtens være kapitalist og så drømme om et kommunistisk samfund, ja endda arbejde for det…
Når Lennon besynger arbejderklassehelten sådan :
As soon as your born they make you feel small,
By giving you no time instead of it all,
Till the pain is so big you feel nothing at all,
A working class hero is something to be,
A working class hero is something to be.
They hurt you at home and they hit you at school,
They hate you if you’re clever and they despise a fool,
Till you’re so fucking crazy you can’t follow their rules,
A working class hero is something to be,
A working class hero is something to be.
When they’ve tortured and scared you for twenty odd years,
Then they expect you to pick a career,
When you can’t really function you’re so full of fear,
A working class hero is something to be,
A working class hero is something to be.
Keep you doped with religion and sex and TV,
And you think you’re so clever and classless and free,
But you’re still fucking peasents as far as I can see,
A working class hero is something to be,
A working class hero is something to be.
There’s room at the top they are telling you still,
But first you must learn how to smile as you kill,
If you want to be like the folks on the hill,
A working class hero is something to be.
A working class hero is something to be.
If you want to be a hero well just follow me,
If you want to be a hero well just follow me.
– så er det vel ikke udtryk for liberale værdier?! Ganske vist skete det på en soloplade på et tidspunkt, hvor The Beatles var faldet fra hinanden. Men alligevel. Når jeg citerer denne tekst er det ikke for at tage Lennon til indtægt for at være socialist. Som mange andre unge i tresserne og de tidlige halvfjerdsere var de fire Liverpool-gutter først og fremmest søgende, og hvis man endelig vil fremhæve én enkelt ting, som gruppen bekendte sig til, så var det: kærligheden. All you need is Love. Love is all you need. Can’t buy me Love…
Noget andet er så, at The Beatles med deres musik og fremtræden kom til at stå som eksponenter for den modkulturelle (counter culture) strømning, der i tresserne kom til udtryk i “ungdomsoprør”, “studenteroprør”, hippiebevægelsen, kvindefrigørelse osv. Bevægelser, der i deres heterogenitet indebar en flerstemmig kritik af – som man sagde dengang – det borgerlige, materialistiske samfund, man var vokset op i. (Læs fx Malcolm McDonalds bog The Beatles: Revolutionen i hovedet. )
Det er fejlagtigt og udtryk for en bastant og klart tendentiøs reduktion at gøre The Beatles til repræsentanter for en bestemt ideologi, sådan som ågerup gør. ågerup får da også meget let spil, fordi Urban-journalisten Kristian Bach Petersen i sit interview udviser en alarmerende mangel på kendskab til The Beatles og deres sange. Journalisten har simpelt hen ikke gjort sit forarbejde, sin research godt nok. Ja, han har åbenlyst slet ikke gjort det! Fx tager han With A Little Help from my Friends til indtægt for kommunisme, selv om det “bare” er en sang om venskabets betydning. Eight Days A Week gøres til et bud på en lukkelov (!), selv om sangen handler om kærligheden til en pige: I ain’t got nothin’ but love girl, Eight days a week…
Men ågerup kan også selv ud i misfortolkningernes kunst. Den smukke, nostalgiske sang Penny Lane, der først og fremmest er en beskrivelse af en bestemt gade og dens stemningsfulde liv ses som udtryk for “tydelige liberale værdier og verdensanskuelse”. Det samme gælder Lady Madonna, kvinden med børn omkring sig, som får sangens jeg til at undre sig over, hvordan hun får tingene til at hænge sammen, økonomisk og i det hele taget. Jøsses milde. Med den tekstlæsningskompetence burde ågerup forlange sine skolepenge tilbage. Og det ville nok også helt være i overensstemmelse med hans ideologiske standpunkt…
The Beatles – Revolution
