Ovenstående billede er fra Devendra Banharts nye udgivelse med Megapus. Banhart, musikkens svar på den evige hippie, har måske – måske ikke – fundet inspiration hos en anden herre, der også havde det med at gå sine egne veje…
via Gaffa
People will know when they see this show
The kind of a guy I am
They’ll recognize just what I stand for and what I just can’t stand
They’ll perceive what I believe in
And what I know is true
And they’ll recognize I’m a one man guy
Always was through and through
People meditate
Hey that’s just great
Trying to find the inner you
People depend on family and friends
And other folks to pull them through
I don’t know why I’m a one man guy
Or why I’m a one man show
But these three cubic feet of bone and blood and meat are all I love and know
‘Cause I’m a one man guy in the morning
Same in the afternoon
One man guy when the sun goes down
I whistle me a one man tune
One man guy a one man guy
Only kind of guy to be
I’m a one man guy
I’m a one man guy
I’m a one man guy is me
I’m gonna bathe and shave
And dress myself and eat solo every night
Unplug the phone, sleep alone
Stay way out of sight
Sure it’s kind of lonely
Yeah it’s sort of sick
Being your own one and only
Is a dirty selfish trick
‘Cause I’m a one man guy in the morning
Same in the afternoon
One man guy when the sun goes down
I whistle me a one man tune
One man guy a one man guy
Only kind of guy to be
I’m a one man guy
I’m a one man guy
I’m a one man guy is me
Loudon Wainwright – One Man Guy
Det er en gave at have en teenager i huset. Nej, det er ikke let, men det er en gave. Dagligt bliver man mindet om, hvilken kamp det var (og er) at komme videre i det forbaskede liv i retning af noget, der kunne ligne et voksent menneskes liv. Hvor svært det er at skulle vælge i det store og det små, når man er usikker på sig selv, på verden og – alt. Når krav, forventninger og muligheder tårner sig op (såvel i ens indre som i det ydre…). Når man hverken er barn eller voksen, men har alle de modsatrettede følelser og tanker. Og så kaster sig ud i kampen med alle ens talenter og skrupler. Den daglige kamp. I dag har Frøkenen vundet endnu en lille sejr i sin kamp. Jeg tror, jeg vil belønne hende på en eller anden vis…
Capac lytter til Dylans nye (gamle) plade Tell Tale Signs. Det kan du også gøre, hvis du følger dette link, hvor hele pladen kan gennemlyttes… Mesteren på arbejde.
Efter at have lyttet til første side, så må jeg nok sætte den på listen over kommende indkøb.
De overarbejdende danskere skal arbejde mere i følge statsministeren. De ledige skal være uledige. De syge usyge. Den rigtige indvandrerhænder og -hoveder skal vandre ind. Og de overarbejdende skal have udbetalt overarbejde i kontanter, som de så ikke har tid til at bruge alligevel, fordi de jo skal arbejde… Danmark som bikube. Arbejdsbier.
Apropos vækst så se denne video og blive klogere… (via Modspil.dk)
TV2 fylder 20 år. Er der grund til at ønske til lykke? Jo da, selvfølgelig. En konkurrent til monopolet var vel i orden. Men havde man forventet en kulturel indsprøjtning, fornyelse af programformer og -indhold, alternativ tænkning i forhold til mastodonten DR, så har det været småt med det. Berlingske Tidendes rubrik taler sit tydelige sprog: “20 år med underholdning som ledestjerne“. Den lede stjerne: Underholdningen. Den har sit stærke greb i TV2. Ingen tvivl om det. Selv om det ikke har gjort koncernen til en guldgrube. Måske skulle man overveje at stoppe statsstøtten helt, så TV2 for alvor kan kaste sig ud i underholdningsprojektet. Så kunne vi få at se, om det kunne leve af det. Som et rigtigt alternativ til den licensfinancierede public-service monolit…DR.
Selv om sandalerne stadigvæk klæber til fødderne, så er efteråret ikke til at holde stangen. I går kunne vinduet stå åbent hele dagen. I dag måtte jeg lukke det efter en halv time, fordi min ryg var blevet kold som en brøndgravers you-know. Og jeg måtte se, om der var kommet varmt vand i radiatoren. Og det var der. Efteråret er ikke velkomment i år. Men det kommer jo alligevel, så man kan lige så godt lære at elske det. Love is all you need. Eller sådan.
På min morgenvandring med Gravhunden passerer jeg forbi en stor bygning, hvor der skiftes tag. Håndværkerne er udstyret med en af disse gule all-weather-outdoor-radioer, der fra morgen til aften er stillet ind på en af de mange kommercielle radioer. Og musikken er derefter. Var der nogen, der sagde støjforurening?
Nå, men på vejen tilbage fangede mine ører nogle velkendte, elskede toner. Det kom fra et buskads, hvor en af de lokale gartnere havde skruet op for radioen i sin arbejdsvogn. Måske som modspil til de andres dåsemusik. Døren stod åben og han rokkede stille med kroppen til musikken. The Doors – Roadhouse Blues. Det er da til at forstå.
You gotta roll, roll, roll
You gotta thrill my soul, all right
Roll, roll, roll, roll
To thrill my soul
You gotta beepa concha too chomp
Ko ko ko kah don-ta
Ate japoona may-jah
Bop a lula he-cho
Bop a mee-cho
He some funk, hey ride
Christian fra Blogbot har smidt en mail i min kasse med besked om, at botten kører igen. Og sørme, det gør den. :)
