Øldatabasen noterer: “Flot lysebrunt skum, der har en ok god holdbarhed. Dejlig duft af ristet malt, mørk chokolade og nødder. Smagen er let sødlig og smager af hårdt ristet malt og lakrids. Eftersmagen er lidt humlet, men den er ikke helt kraftig nok til at balancere den ristede smag, det dominerende er dog en tydelig smag af engelsk lakrids.” Tåler en gentagelse eller to…
Selv om jeg egentlig har besluttet med mig selv at holde igen med bogindkøb (pladsmangel! tidmangel!), så lykkedes det mig alligevel at slæbe en indbunden en af slagsen hjem. Jeg har nemlig fået mig en ny – endnu en! – boginteresse: bøger om mad. Og det er Camilla Plums skyld. Jeg købte for snart længe siden hendes Umoderne Mad, og siden er det blevet til et par stykker mere af samme forfatterinde (som jeg måske vil vende tilbage til) og et par andre, blandt andet Frk. Jensens den berømte kogebog. Og så nu en bog af Per Kølster (der for at det ikke skal være løgn er Camillas ægtemand…) om min yndlingsfrugt: æblet. En smukt illustreret sag, der kommer hele vejen rundt om disse vidunderlige frembringelser på træerne. Og så er der selvfølgelig også opskrifter af… Camilla Plum. PS. Jeg fandt den billigt i Kvickly…
Big Sur, det naturskønne område i de centrale Californien, er ikke kun et yndet rejsemål for amerikanere og turister, men også et område, der har været til stadig inspiration for kunstnere og forfattere som fx Henry Miller (Big Sur and the Oranges of Hieronymus Bosch), Richard Brautingan, Hunter S. Thompson og Jack Kerouac. The Beach Boys besang stedet på deres mesterværk “Holland” fra 1973. Og i går faldt jeg over en herlig optagelse med Crosby, Stills, Nash & Young fra 1969, hvor de giver nummeret “Down by the River” i Big Sur. Nyd optagelsen, der er ren nostalgi og CSN&Y, da de måske var allerbedst…
CSN&Y-Down By The River
Selv om David Bowie blev betragtet som en kamæleon, der lod sin sceniske identitet og sit køn skifte farve og changere efter omgivelserne, så blev det taget ham ilde op, at han efter Diamond Dogs foretog et markant stilskifte og lavede albummet “Young Americans” (1975). Et hamskifte, hvor Bowie smed Ziggy Stardust-figuren på porten og sprang ud som hvid fortolker af soulmusik, Philidelphia Soul. Selv om en del puristiske fans stod af, så blev albummet et solidt hit, og singleudspillet “Fame”, der blev skrevet sammen med en anden elsker af amerikansk soul – John Lennon, blev Bowies første nr. 1 hit i USA. Større anerkendelse kan man vel ikke tænke sig for en plade, som Bowie selv beskedent kaldte for “plastik soul”…
I modsætning til fx Roxy Musics overgang fra art-rock til pop med “Avalon”, kan man dårligt tale om kunstnerisk “udsalg” i Bowies eksempel. Bowie har altid stået for forvandlingen og den bevidste iscenesættelse. Det understregede han, da han kort tid efter begyndte på sin berømte Berlin-trilogi. “Young Americans” er endnu en iscenesættelse, hvor “Bowie” påtager sin en rolle som den elegante, hvide fortolker af soul. Helt ud i det smagfuldt iscenesatte cover, hvor Bowie citerer den lækre, sofistikerede Philly-souls æstetik…
Efter min mening behøver Bowie ikke at være beskeden i forhold til den rigtige soul. Det er et medrivende, dansant, swingende og ekstremt velloplagt album, der giver baghjul til megen af den dovne soul-musik, der kom på samme tid og er kommet siden hen… Bør findes i enhver Bowie-fans samling.
David Bowie – young americans – the dick cavett show newyork
I dag skete det så. Capac sagde farvel til sommeren og goddag til efteråret. De korte bukser blev lagt til vask, og de lange fundet frem af gemmerne. Morgenkulden var ikke til at tage fejl af. Ikke sommerkølighed, men kulde med lidt bid. Er ikke meget for det, men sådan er det. Irreversibelt som livets gang i øvrigt…
