CAPAC

Elvis Presley, Everly Brothers, Roy Orbison, Patsy Cline, Johnny Cash og mange flere kan takke Buddy Harman for, at trommerytmerne sad som de skulle på flere af deres store hits. I halvtredserne blev han en del af det berømte Nashville “A-Team”, en flok, håndplukkede drevne musikere, der kunne sikre Nashville-country-musikkens høje kvalitet. Og han var med til at udvikle trommespillet i country-musikken til det, det er i dag. Hvil i fred.

Patsy Cline – Crazy

Den vel nok mest berømte (/berygtede) pin-up-pige fra 1950’er, Bettie Page, er død af lungebetændelse, 85 år gammel. Hun blev et sex-ikon, da hun optrådte som Miss Januar i Playboy i 1955. Siden har hun været at finde afbilledet utallige steder i letpåklædt og – uha! – endda nøgen tilstand. Hun har været flere mandlige generationers drenges og mænds våde drøm. Allerede et par år efter sit gennembrud fik hun nok af modelkarrieren og kastede sig over religionen i stedet og forlod offentlighedens søgelys. Men lige siden har hendes billeder været genstand for nærmest kult-agtig dyrkelse og samlermani. For at forstå hendes succes skal man nok have en fornemmelse af halvtredsernes indeklemte forhold  til det seksuelle og den spirende frigørelse på området. Bettie var en flot ung dame med funklende grå øne, knaldsort, blankt hår og timeglasfigur. Og hun kunne på ejendommelig vis forene halvtredsernes “pæne” pige og femme-fatalen i en figur. Og det er der jo mange mænd, der ikke kunne stå for. Og stadigvæk ikke kan stå for… Bettie blev et symbol på den seksuelle frigørelse, der var på vej. Hvil i fred, Bettie.

Tre album var alt, hvad power-pop-rock-bandet Fotomaker nåede at få lavet, inden det var slut. På papiret var der dømt succes, da bandet blev til i 1978. Ophavsmændenen var basisten Gene Cornish og trommeslageren Dino Danelli, der begge havde en fortid i en af tressernes stilskabende bands, The (Young) Rascals. Sammen med guitaristen Wally Bryson fra tidligere omtalte Raspberries og to knap så kendte folk – Lex Marchesi (g. og vok.) og Frankie Vincie (key., vok.) – lavede de i løbet af godt et årstid de tre album, hvoraf de to første hører med til det ypperligste inden for genren. Det sidste album var et ikke helt vellykket forsøg på at flirte med discobølgen, uden at den er en nitte.

Det første eponyme album fra 78 er nærmest en lærebog i, hvordan man skruer power-pop sammen og arrangerer dem. Her er smægtende kor, fængende ballader, rappe guitarer, lidt strygere i baggrunden og på toppen lækre vokaler. Af en eller anden grund gad pladeselskabet A&M stort set ikke at løfte en finger for at promovere gruppen. Heldigvis havde pladen fået et meget iøjnefaldende rødt cover med et barneansigt, der var dullet op med læbestift og andet make-up. Lolita-blikfang. ((Ville den mon være gået i dag?!)) Det fik mig til at lytte til pladen og købe den – i en hedengangen pladeforretning i Ryesgade i århus.

Og også opfølgeren Vis-à-Vis, der kom kort tid efter med et lige så iøjnespringende cover – en farverig, men trist nar på en rød baggrund – og lige så iørefaldende power-pop-sange.

Måske var det bandets uheld, at de ikke blev markedsført som new-wave, som andre med mere held inden for genren. I hvert fald overtalte pladeselskabet Fotomaker til – i et desperat forsøg på at få penge i kassen – at sigte mod disco-folket med det sidste album, Transfer Station. Ikke noget dårligt udspil, men alligevel under niveau. Herefter var det slut. Wally vendte tilbage og genforenede sig med Raspberries, og de gamle Rascals-drenge har vist mere eller mindre hvilet på laurbærene fra tresserne siden hen…

Fotomaker

The Shoes startede deres karriere helt tilbage i 1974, hvor brødrene John og Jeff Murphy sammen med vennerne Gary Klebe og Skip Meyer tog tråden op fra de tidlige Beatles og deres power-pop-rock-efterfølgere. Den første hjemmelavede (og sjældne) plade  – Un Dans Versalles – udkom i 300 eksemplarer og blev fulgt op af et album, der aldrig udkom (Bazooka, 1976), inden de for alvor debuterede med Black Vinyl Shoes på deres egen pladeselskab Black Vinyl Records. Tal om kreativitet og om at være fremme i skoene! Pladen vakte tilstrækkelig stor opmærksomhed til at en pladeselskabsmand fra Bomp! Records fik fat i den og indspillede en single – Tomorrow Night/Okay – med dem. Den affødte en pladekontrakt med det store Elektra Records, og så var de for alvor i gang. Herefter kom tre power-pop-rock-klassikere på stribe: Present Tense (79), Tongue Twister (81) og Boomerang (82).
Selv om The Shoes gjorde sig positivt bemærket med deres charmerende, iørefaldende, ukomplicerede og uskyldige power-rock-sange, så havde de svært ved at nå mainstream-segmentet i de år. Hitlistelytternes ører var rettet ind mod andre musikformer. Og i konsekvens af utilstrækkeligt salg, fyrede Elektra The Shoes, der så vendte tilbage til hjemmestudiet igen. For det var ikke et band, der gav op. I 1984 kom så Silouette, der kun blev udgivet i Europa, hvor publikum var dem venligere stemt. Fem år senere kom Propeller og året efter live-albummet Fret Buzz.
Der er også kommet et meget anbefalelsesværdigt Best of-album, Shoe’s Best, der giver et fint billede af gruppens udfoldelser som power-pop-rockere.

Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fået udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i årene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget på bånd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer også en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…

Videnskaben giver anledning til mange smil og grin her i familien. Det gælder fx genetikken, der jo er en af de “store” videnskaber i vort århundrede med det store Genom-projekt – kortlægningen af de menneskelige gener – som hovedværket. Og det er utroligt, hvad man har fundet svar på. Man har fx fundet bøsse-genet. Meget omtalt. Og nu har man fundet en genetisk forskel mellem alkoholikere og andre, og det må selvfølgelig være alkoholiker-genet. Igen er det musene, der har vist vejen. Man har fundet ud af, at nogle mus foretrækker alkohol frem for vand – og at alkoholikermusenes unger også gør det. Ergo… Forskerne indrømmer dog, at der ikke er tale om ét enkelt gen, men en gruppe af gener, der spiller sammen på “en kompliceret vis” og i øvrigt kan påvirkes voldsomt og endda overdøves af ydre mijøfaktoere, fx bevidst kontrol og viljestyrke. Så måske er det ikke så enkelt endda…

Alcohol / Skin and Bones – The Kinks Rainbow Theatre London 1977

Capac har nu sænket paraderne. Julen står for døren, og det holder ikke længere at gøre modstand eller lade, som om man kan undslippe det grønne træ med stjernen i toppen… Men heldigvis er der også en masse god julemusik, man kan bruge noget af den søde juletid på. Her er det japanske pigeband Shonen  Knife med deres charmerende power-pop-nummer “Space Christmas”.

Efter sigende skulle både Nirvana og Sonic Youth have været store fans af dette band. Og det kan man godt forstå. Shonen Knife henter tydeligvis inspiration hos The Ramones, tressergarage- og halvfjerdeserpunk-rock. Bandets seneste plade – Fun! Fun!, Fun! – udkom i 2007 og markerede deres 25 års jubilæum.

Som omtalt ville Jim Morrison fra The Doors være blevet pensionist for nogle dage siden, hvis han ellers havde levet længe nok. Derfor er det lidt underligt at læse, at hans far døde for en lille månedstid siden i den fremskredne alder af 89 år. Jims rolle i ungdomskulturen og -oprøret i tresserne var uden tvivl også et faderoprør. George var højt dekoreret soldat fra den amerikanske krigsflåde og gjorde tjeneste i Vietnam. Efter sigende var familie Morrison præget af meget traditionelle og dybt konservative værdier. Noget Jim altså forsøgte at lægge afstand til…

The Doors – Unknown Soldier

Dennis Jost var forsanger i bandet Classics IV, der blev dannet i 1965. I starten var de “bare” et cover-band, men senere – i 1967 – da de fik kontrakt med Imperial Records blev deres musik mere original. I 1968 fik det et større hit med “Spooky”, et instrumentalnummer, som de havde omsat til et sangnummer. “Spooky” strøg til tops i USA og er det nummer, de fleste vil huske bandet for. Hittet blev fulgt op af endnu to topscorere, “Stormy” (1968) og “Traces” (1969). og et mindre hit, “Everday With You Girl”, der “kun” kom på top 20. Selv om bandet ikke siden fik hits af betydning, fortsatte det med at være aktivt helt frem til vort årti. Og hele tiden med Dennis Yost som forsanger. I 2006 kom Yost alvorligt til skade ved et fald, og dermed var det praktisk talt slut med Classics IV, der var centreret om Yosts stemme. Nu er manden død. Hvil i fred.

Classics IV – Traces

Da jeg var dreng, syntes vi, at det var sjovt at sige sådan noget som: “Et hul er ingenting, med noget rundt om”. Det er det ingenting, der i en vis forstand gør det øvrige meningsfuldt. Kan man sige. Lige som nullet i talrækken gør de øvrige efterfølgende tal meningsfulde, hvis jeg ellers har forstået Bourbarki ret…
Disse tanker løb ind, da jeg læste om den seneste store astronomiske nyhed: At man efter 16 års intense studier har lokaliseret (hvis man ellers kan sige sådan) et kæmpemæssigt “sort hul” i midten af vores galakse, Mælkevejen. Forskerne har fulgt 28 stjernes bevægelse gennem årene, og derud fra har man konkluderet, at der må være tale om et stort sort hul. 27000 lysår fra vores planet. Man har længe haft en teori om, at galaksens centrale masse udgjordes af et sådant hul, men det har knebet med de empiriske beviser. Det er nemlig svært at se noget, herfra hvor vi står. Stjernestøv og andet spærrer for udsigten. Men noget kan vi dog registrere. Fx infrarødt lys. Nu mener man så, efter 16 års observation gennem de to største teleskoper, der findes, med sikkerhed at kunne sige: Der er et sort hul. Et stort sort hul i midten af vores univers. Til lykke.

Ud af coveret til Dr. Buzzard’s LP faldt en fleksidisc, som jeg havde glemt alt om, jeg havde. Titlen er Louis “Hjerterne banker”. Der er ikke angivet noget år, men på skiven står der “Tak til: The Redhouse=.Ivan Horn”. Og nedenunder: Dansk lyd og lys n(c)B Booking 0913806. Og der står også “leveret af DANSKSKÆRESTUDIE”. Ivan Horn kender man som en fortræffeligt guitarist, der blandt andet har spillet sammen med C. V. Jørgensen. Men søgninger på nettet har ikke givet nogen forklaring på, hvor pladen udkom, hvornår eller hvem, der i øvrigt medvirker. Hvem er sangerinden? (Mona Larsen?). Og hvem spiller så fornøjeligt klaver på skiven? Måske finder jeg svaret en dag…

Opdatering 30.9.2019: Hvis man venter længe nok, skal man nok få et svar. Henrik fortæller i en kommentar: “Flexi-disc’en udkom sammen med MM – Månedsblad for ROCK & JAZZ nr. 4 April/maj 1988.” Men hvem er/var Louis? Og var det Mona Larsen, der lagde stemme til? Der er altid arbejde at gøre for en rockarkæolog.

Og nu til noget helt andet, som man engang sagde i radioen. Ved siden af The Records, som jeg omtalte i går, stod Dr. Buzzard’s Savannah Band “Calling All The Beatnicks!” fra 1984. Jeg havde åbenbart ikke fået den stillet på plads i den (vist nok) alfabetiske orden. Men det farvestrålende cover fangede straks mit øje, og da jeg så genså titlen på deres julesang “Christmas in N.Y.”, ja, så måtte jeg jo genhøre skiven.
Dr. Buzzard’s band blev dannet i Bronx tilbage i 1974, hed oprindeligt Dr. Buzzard’s Original Savannah Band og var en del af den store disco-bølge, der rullede over den vestlige verden dengang. Men bandet skilte sig ud fra den store mainsteam-disco ved at blande dansante  disco-rytmer med stærk inspiration fra 30’ernes og 40’ernes dance-big-bands (fx Cab Calloway) og forsyne sangene med opfindsomme og sjove tekster.
Dr. Buzzard’s blev dannet af Stony Browder, Jr., broderen August Darnell , sangeren Cory Daye, Andy Hernandez og  Mickey Sevilla. Og de slog igennem allerede med deres eponyme debutalbum fra 1976, hvor især single “Cherchez la Femme” blev et stor hit på dansegulvene rundt omkring. Og bandet blev et af de orkestre, der ofte optrådte på in-stedet Studio 54 i N.Y.
Desværre kunne gruppen ikke følge op på den første succes, da de udgav de næste plader, Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Meets King Penett (1978) og Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Goes to Washington (1979). Bandet blev reorganiseret og droppede ordet “original” i navnet. I 1984 kom så “Calling All The Beatnicks!”. Og derefter var det slut.
Det kan være svært at forklare den manglende succes, men jeg tror, at de har været lidt for avancerede til at kunne gøre sig i disco-verdenen. Det gik bedre, da August Darnell og Andy Hernandez (kaldet Coati Mundi) senere dannede det vældigt populære foretagende Kid Creole and the Coconuts.
Dr. Buzzard’s Savannah Band fik dog en et solidt følge af kult-tilhængere, der gerne vil lytte til deres opfindsomme og meget originale albums, der efter min beskedne mening langt er at foretrække frem for Kid Creoles plader…
I 1996 udsendte  RCA opsamlingsalbummet The Very Best of Dr. Buzzard’s Original Savannah Band, som stadigvæk er i handlen.

Dr. Buzzard’s Original Savannah Band – Cherchez La Femme

The Nerves, The Spongetones… og The Records.

På min støvede grammonpladehylde står The Records’ amerikanske debutalbum, der bare hedder The Records. Bandet blev dannet i 1977 af de tidligere Kursaal Flyers-medlemmer trommeslageren Will Birch og rytmeguitaristen John Wicks, der sammen kom til at udgøre sangskriveresset i Records. New-Wave-og Punk-Rock-vindene blæste hen over engelsk musikliv, og de to garvede gutter ville følge trop med power-pop-rock.

I 1978 fik de hjælp af Huw Gower på lead-guitar og Phil Brown på bas. Alle var de på det tidspunkt garvede musikere med baggrund i pubrock m.m., men ville det nye. Som andre nybølge-bands trak de på tresser-beaten, men også på amerikanske grupper som Raspberries og Big Star. Bandet var så heldigt, at det fik en pladekontrakt med det fremadstormende pladeselskab Virgin samme år. Og med deres debutsingle “Starry Eyes” sikrede de sig ikke blot et lille hit, men fik også lavet en power-pop-rock-klassiker, som Allmusic.com kalder for ‘den nærmest perfekte sang til at definere britisk power-pop i halvfjerdserne’. Store ord. Men ikke helt skudt ved siden af. I hvert fald en klassisk skæring, der holder helt i dag. Singlen blev fulgt op af debutalbummet “Shades in Bed”, der rummer endnu en klassisk skæring, “Teenrama”.

I USA, hvor bandet faktisk var et større navn end i England, udkom debutalbummet blot under bandets navn. Der er også forskel på de to pladers indhold, idet den engelske udgave har en særlig albumudgave af hittet “Starry Eyes”, medens den amerikanske har singleudgaven med. Pladen blev i øvrigt produceret af gruppen med hjælp fra Tim Friese-Greene, der har gjort sig bemærket som sangskriver og producer for Talk Talk, og producer-esset Robert John “Mutt” Lange, der har siddet bag knapperne hos store navne som Def Leppard, AC/DC, Foreigner, The Cars, Bryan Adams, Savoy Brown og The Corrs.

Efter den lovende start kom der allerede musikalske uoverensstemmelse i bandet og Gower gik sin vej. Han blev erstattet af Jude Cole, inden bandet indspillede toeren “Crashes” (1980). Af en eller anden grund havde bandet ikke held til at få hverken fans eller kritikere med sig på dette udspil. Og det samme gjorde sig gældende, da de udsende nr.3, “Music on Both Sides”. Derfor opløstes bandet kort tid efter, men er blevet gendannet i 1991.

The Records  har ikke fået genudsendt alle deres albums på cd, men de to debutalbum er udsendt på en samlet cd. De fortjener at blive hevet ud af glemmebogen (hvis de da har været der), for de spiller forfriskende, medrivende, melodiøs power-pop-rock, der hører med i genrens Premiere League. Flotte vokalarbejder med mindelser om tressernes vokalgrupper, syngende, metalliske guitarer og en solid rytmebund. Anbefales elskere af genren.

starry eyes by the records

I mandags På mandag ville Jim Morrison være fyldt 65 år, hvis ikke osv. Men, fordi han døde ung, vil han altid være ung i vores erindring og på vores nethinde. Som den musik, han lavede sammen med The Doors. Myter dør ikke.

Den såkaldte “tuneserlov” blev til, fordi Dansk Folkeparti mente, at det var uacceptabelt, at den ikke-dømte, terrordrabs-mistænkte tunesiske mand boede i samme by som tegneren Kurt Westergaard, der måske-måske-ikke skulle ihjelslås…
For at tækkes sit parlamentariske grundlag (og sikkert også nogle andre højresnoede partimedlemmer i Venstre) hastede man så en lovstramning igennem for udlændinge på såkaldt “tålt ophold”. Lovændringen medførte, at folk på “tålt ophold” var tvunget til at overnatte i Sandholm-lejren og til at melde sig dagligt til myndighederne. En ting er, at de tålte måske alligevel mellem overnatningerne kunne nå at dreje halsen om på tegneren. Noget andet er, at denne stramning er umenneskelig. Det fastslår regeringens eget justitsministerium, der oplyser, at man ikke kan forhindre de tålte – fx den tunesiske mand – i at tage på weekendophold hos deres familie uden at komme i konflikt med menneskerettighederne. Den tunesiske mand vil herefter have lov til at opholde sig i nærheden af tegneren hver weekend.
Det siger sig selv, at justitsministeriets udmelding gør lovstramningen absurd. Meningsløs. Noget andet er, at denne situation er et symptom på, hvor umulig terrorlovgivningen er i både retsikkerhedsmæssig som praktisk forstand. Hvis tuneseren var blevet dømt ved en almindelig domstol, kunne man bure ham inde. Han ville få sin straf, og den potte villle være ude. Som det er nu, hvor tuneseren hverken kan udvises eller fængsles, er man nødt til at overvåge manden 24 timer i døgnet – hvilket nok er både praktisk og ressourcemæssigt umuligt – eller lovgivningsmæssigt at regulere mandens færden, som det er sket med tuneserloven. Men det kan man så ikke, uden at komme i konflikt med menneskerettighederne.
Politikerne må komme til besindelse og begynde at handle i overensstemmelse med almindeligt gældende retsikkerhedsprincipper. Lad domstolene afgøre, om de anklagede er skyldige eller ej i juridisk forstand. Lade være med at udvise folk til lande, der ikke kan garantere deres sikkerhed. I det hele taget behandle disse mennesker som alle andre borgere i dette land.