CAPAC

Den kontroversielle internet-fildelingstjeneste The Pirate Bay er blevet solgt til softwarefirmaet Global Gaming Factory X AB for 60 millioner svenske kroner. I følge bugtens talsmand, den dømte Peter Sunde, så er de tidligere stiftere tilfredse med overtagelsen, for det betyder, at The Pirate Bay vil fortsætte. For Peter Sunde er det bl.a. vigtigt, at The Pirate Bay tilføres flere økonomiske ressourcer for at tjenesten kan udvikle sig. Den begyndte som en hobbyside og er – som bekendt – vokset kraftigt siden hen. Siden 2006, hvor The Pirate Bay blev genstand for en razzia i Sverige, har tjenesten været på udenlandske hænder og de svenske ophavsmænd har angiveligt kun haft indirekte indflydelse på sitet.

En del af den nye handelsaftale går ud på, at de 60 millioner kroner indgår i en fond, der skal bruges til nye internetprojekter, der vil fremme ytrings- og informationsfrihed på internettet. Det kunne fx være sider som werebuild.eu. En anden del af aftalen går ud på, at The Pirate Bay fortsat skal være en ikke-kommerciel tjeneste. Køberne har samtidig købt datateknikvirksomheden Peerialism for 100 millioner. Peerialism har udviklet de nyeste generationer af de peer-to-peer-teknikker, som fildeling har benyttet sig af. Interessant er det også, at de nye ejere vil tilstræbe at fungere legalt og hensigtsmæssigt – og vil kompensere såvel indholdsleverandørere (fildelere) og -skabere (fx kunstnerne og andre copyrighthavere) økonomisk. Endvidere lover firmaet hurtigere og bedre kvalitet i for up- og downloadere. Vi følger udviklingen…
Apropos Pirate Bay og den illegale fildeling, så kan man i dagens aviser også læse, at nye legale tjenester som TDCs Play åbenbart dæmmer op for lysten til ulovlig fildeling. Læs her.

Apropos den aktuelle festivaltid og i anledning af 40-året for den rigtige Woodstock-festival i 1969 har pladeselskabet Sony fået en god idé. Nemlig, at udsende en række dobbelt-cd’er med kunstnere, der optrådte på Woodstock. Pladerne består dels af kunstnerens bidrag til festivalen og så et album med kunstneren fra samme år. Janis Joplin The Woodstock Experience kobler Joplins I Got Dem’ Ol’ Kozmic Blues Again, Mama! sammen med hendes optræden på alle festivalers moder. De andre navne i serien er: Jefferson Airplane, Janis Joplin, Johnny Winter, Sly And The Family Stone og Santana. Som man vil huske, så var Joplin faktisk ikke et hovednavn Woodstock-filmen, uvist af hvilken årsag. Og derfor er det glædeligt, at hendes præstation nu kan nydes i sin fulde længde på albummet. Jeg har altid været af den opfattelse, at Janis Joplin var bedst, når hun mulighed for at udfolde sig helt – fx på en scene eller i et studie. Uden at producere eller andre lagde for stramme rammer om hendes performance. Det er også glædeligt, at det noget oversete album Kosmic Blues får en renæssance, for det fortjener det. Det er ikke sprængfuld af hits, men viser Janis for fuld udblæsning. Noteret på ønskelisten. I øvrigt er de nævnte dobbelt-cd’er med sjældent materiale også samlet i et bokssæt med 10 plader ialt.

Piece of my Heart – Woodstock

Selv om jeg nærmest betragter mig selv om agnostiker, så er min interesse for religiøse emner nærmest vokset støt, siden jeg forlod folkekirken for snart 30 år siden. Det skal ikke forstås derhen, at jeg er blevet (mere) religiøs med alderen, men snarere som en almen interesse for, hvordan andre tænker over de store spørgsmål i livet og en forundring over religionernes fortsatte tiltrækningskraft hos menneskene. Livets mening, meningen i livet, døden og dens betydning og sådan. Det er derfor, jeg har kastet mig over en omfattende læsning af Søren Kierkegaard. En læsning, der nok kan komme til at strække sig over flere år.

Og så har jeg lige fået læst Johannes Møllehaves seneste bog om døden, Det ender godt. Jeg fandt den i Brugsen og tænkte, at den passede godt som sengelektyre sammen med de andre i bunken. Og den er vældig underholdende. Møllehave er en litterært bevandret mand, der kan garnere sine tanker om dette og hint med fine eksempler fra såvel den religiøse og den verdslige litteratur. Dertil kommer en række anekdoter og erindringer fra Møllehaves eget liv. Møllehave er en god formidler, der kan tale om svære emner i et let og bevægeligt sprog.

Til gengæld blev jeg ikke en tøddel klogere på, hvad eller hvem den kristne Gud er, hvad der venter den troende efter døden, hvad det evige liv mon er, hvad kødets opstandelse mon betyder osv. I det hele taget fik jeg ikke megen klarhed over de spørgsmål, der er centrale for den troende i kristendommen. Men det er måske også i virkeligheden det, tro drejer sig om. At tro, ikke at forstå. Ikke at vide. Men underholdende var bogen at læse. Og så videre.

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen på tysk tv. Så vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, så den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det også har være tilfældet med senere tv-serier, så betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrådte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner på vej op. Senere dukkede også etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

Paul Mccartney kunne ikke nære sig, da Neil Young i går gav koncert i Hyde Park, og faldt ind i det gamle Beatles-nummer A Day In The Life, som Young gav i en meget løssluppen og Youngsk udgave…

Iz the Wiz, en af de berømteste grafitti-malere i New York, er død i en alder af kun 50. Hjertet ville ikke mere. For unge i subkulturen var Iz et idol, en legende. Men for the establishment var han en outlaw. En af dem, der kradsede lidt i kulturens pæne overflade og mindede os om, at kultur altid undertrykker noget, der som noget fortrængt dukker op og sætter sine tegn og spor.

Som tidligere refereret i denne blog, så blev der rejst tvivl om Pirate Bay-dommens gyldighed, fordi der blev sat spørgsmål ved dommerens habilitet, idet han havde været medlem af flere foreninger, der arbejder med copyright-problematikken. I den forgangne uge afviste landsrettet i Sverige, at dommeren skulle være habil, fordi han været engageret til fordel for den gældende copyright-lov. Måske er overraskelsen ikke så overraskende. Domstolene er jo til for at forsvare den eksisterende lovgivning. Ikke? Alligevel er tingene måske ikke så enkle. For noget tyder på, at Pirate Bay-dommen aktualiserer diskussionen om de etiske regler for dommeres virksomhed. Diskussionen har været oppe at vende i Sverige, og i følge Dommerforbundets ordfører Thed Adelswärd aktualiserer Pirate-Bay-dommen kravet om etiske særregler for dommerstanden. Blandt andet kan de handle om, hvilke foreninger, dommere kan deltage i uden at det går ud over deres habilitet.

Indrømmet. Jeg havde et godt øje til den lille mørkhårede Susanna Hoff, da hun sammen med søsterparret Vicki og Debbie Peterson gjorde sig på hitlisterne i firserne med bandet The Bangles. Ikke alene så hun godt ud og forstod at sælge “varen” på fotos og covers, men hun havde såmæn også en god popstemme og kunne traktere rytme-guitaren fermt.

Med deres særlige blanding af folkagtig pop og elementer af new wave og punk kreerede Bangles en særlig blød form for power-pop, der faldt i det store pladekøbende publikums smag. Sange som Manic Monday (skrevet af Prince – og en af mine favoritter) og Walk Like An Egyptian sørgede for, at denne pigegruppe fik en plads i den brogede populærmusiks historiebøger. Det sidste – og største – hit kom i 1988 med balladen Eternal Flame, der indtog førstepladsen her, der og allevegne. Men den voksende succes sled også gruppen itu, og samme år gik de hvert til sit. Og Susanna Hoff startede på en solokarriere.

Allerede i tiden med The Bangles fornemmede man, at Hoff og de andres havde et godt øre for den gode popsang. Deres valg af materiale tydede på det. Fx da de fik et mindre hit med Simon & Garfunkels Hazy Shade Of Winter i 1987. Og dette musikalske øre har Hoff på det seneste skærpet. Efter at have udsendt et par pænt anmeldte, men dårligt sælgende, soloalbum i halvfemserne har hun udsendt et par regulære cover-album i samarbejde med den amerikanske powerpop-musiker Matthew Sweet. Det første kom i 2006 med titlen Under the Covers vol. I og i år er det blevet fulgt op af vol. II. På vol I ser playlisten sådan ud:

# I See the Rain (The Marmalade)
# And Your Bird Can Sing (The Beatles)
# It’s All Over Now, Baby Blue (Bob Dylan)
# Who Knows Where the Time Goes? (Fairport Convention)
# Cinnamon Girl (Neil Young)
# Alone Again Or (Love)
# Warmth of the Sun (The Beach Boys)
# Different Drum (The Stone Poneys feat. Linda Ronstadt)
# The Kids Are Alright (The Who)
# Sunday Morning (The Velvet Underground)
# Everybody Knows This is Nowhere (Neil Young and Crazy Horse)
# Care of Cell #44 (The Zombies)
# Monday Monday (The Mamas and The Papas)
# She May Call You Up Tonight (The Left Banke)
# Run to Me (The Bee Gees)

og vol. 2 ser sådan ud:

1. Sugar Magnolia (The Grateful Dead)
2. Go All The Way (The Raspberries)
3. Second Hand News (Fleetwood Mac)
4. Bell Bottom Blues (Derek & The Dominoes)
5. All The Young Dudes (Mott The Hoople)
6. You’re So Vain (Carly Simon)
7. Here Comes My Girl (Tom Petty And The Heartbreakers)
8. I’ve Seen All Good People: Your Move/All Good People (Yes)
9. Hello It’s Me (Todd Rundgren)
10. Willin’ (Little Feat)
11. Back Of A Car (Big Star)
12. Couldn’t I Just Tell You (Todd Rundgren)
13. Gimme Some Truth (John Lennon)
14. Everything I Own (Bread)
15. Maggie May (Rod Stewart)
16. Beware Of Darkness (George Harrison)

En udsøgt samling fine sange må man sige. Og at dømme ud fra de sange, jeg har hørt rundt om på nettet, så er de to musikalske makkere sluppet ganske godt fra projektet – og det er dejligt at høre Susanna Hoffs stemme folde sig ud igen i selskab med gode sange fra popmusikkens skatkammer.

I’ve Seen All Good People/Your Move – All The Young Dudes

Selv Neil Youngs Cinnamon Girl slipper de godt fra med en loyal fortolkning:

Judy Collins (Judith Marjorie Collins, f. 1939) var en af de mange unge, der i tresserne blev tiltrukket af den folk-revival, som Pete Seeger, Woody Guthrie og senere Bob Dylan satte i gang. Med en klassisk musik-baggrund kastede hun sig over den akustiske guitar og buskede sig – i bl.a. Greenwich Village og New York – til en pladekontrakt med det store Elektra plademærke. Og 22 år gammel indspillede hun sit første album med den tænksomme titel A Maid Of Constant Sorrow.

Hendes varemærke gennem årene har været en meget smuk stemme, en personlig fortolkningskunst og et socialt og politisk engagement. Collins begyndte selv at komponere i halvfjerdserne, hvor hun allerede havde fået en renommé som fortolker af andres sange. Og at markedsføre sig selv som fortolker var lidt at et handicap i en tid, hvor sangskriveriet blev den højeste udmærkelse inden for populærmusikken. Måske er det stadigvæk sådan, at fortolkere står lidt i skyggen af singer-songwriters?

Og – hvis det forholder sig sådan – så er det en skam, for gode fortolkere har den evne, at de kan eksponere en sangs kvaliteter og redde gode sange fra at gå i glemmebogen. Det gælder fx for Linda Ronstadt og Rod Stewart. Og det gælder for Judy Collins, der siden starten har haft en stærk sans for gode sange og gode sangskrivere. Lennon & Mccartney, Leonard Cohen, Sandy Denny, Joni Mitchell og mange flere har fundet vej til Collins plader. Her er en tidlig udgave af Pete Seegers Turn, Turn, Turn (med sangskriveren som sideman). Collins sang afslører for alvor, hvor smuk en sang, det er. Synes jeg. Og Pete er vist enig, kan man høre…

Fra samme udsendelse: Bob Dylan’s Dream – Daddy You’ve Been On My Mind

Historien om den sydafrikanske keyboardspiller, Manfred Mann, er en succeshistorie. Med sin gruppe Manfred Mann var han fast gæst på hitlisterne i tresserne og fra 1971 fulgte han popsuccessen op med det mere avancerede projekt Manfred Mann’s Earth Band. I mellem de to succeshistorier lå der godt og vel et årstid, hvor Manfred Mann havde et jazz-rock-band ved navn Manfred Mann Chapter Three. I følge anekdoterne var Manfred Mann blevet godt træt af pop-hit-maskinen og søgte musikalske udfordringer sammen med sin gamle ven Mike Hugg, som han havde spillet sammen med i begyndelsen af karrieren i gruppen Mann-Hugg Blues Brothers. De øvrige medlemmer af det store band var: Clive Stevens (tenor sax), Bernie Living (alt sax), Steve York (bas), Gerald Drewett (trombone), Craig Collinge (trommer), Carl Griffiths (tenor sax), Dave Coxhill (bariton sax) og Sonny Corbett (trumpet). To album blev det til, inden Mann dannede sit Earth Band. Og på de to – vist ikke særligt godt sælgende – album kan man spore indflydelsen fra periodens psykedeliske trend. Begge plader er genudgivet på cd. Det er to spændende, eksperimenterende plader, der peger frem mod det mere mainstream-orienterede Earth Band, men måske mest af alt ligner de progressive bands i perioden omkring 1970: Soft Machine, Henry Cow, Hatfield & the North m.fl.

Manfred Mann’s Chapter Three – Lady Ace – Mister You’re A Better Man Than I

The Ventures var amerikanernes svar på The Shadows tilbage i starten af tresserne.  Det var dengang, det endnu kunne lade sig gøre for en kunstner eller en gruppe at slå igennem uden sang. Bob Bogle måtte dog starte sit eget pladeselskab, Blue Horizon, sammen med sin moder og vennen Don Wilson for at få udgivet en plade. Den første “Cookies and Coke” floppede, men allerede med nr. 2, “Walk, don’t run” var successen i hus. Bob havde sikkert lyttet til Duane Eddy, da han omplantede en twangy guitarlyd til en elementær rock-sammenhæng. Og de holdt fast i det koncept i de følgende år. Dog var det karakteristisk for gruppen, at de som en kamæleon tog farve af de musikalske trends. Fx udsendte albummet Super Psychedelics i 1967, Twist with the Ventures i 1962 og Surfing i 1963.

Selv om interessen for instrumentalgrupper svandt voldsomt ind i løbet af halvfjerdserne, fortsatte gruppen ufortrødent med at spille og udsende album, og Ventures har vist været aktiv helt ind i dette årtusind. Sidste år blev de indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame.

Endnu et dødsfald. Den 24. juni døde den britiske journalist Steven Wells. Hvis man regelmæssigt har læst New Musical Express siden slutningen af firserne vil man være stødt på Wells ligefremme og provokerende skriverier om musik. Hans vej ind i musikken var punken. Efter en ufordøjet skolegang blev han involveret i det politiske post-punkband The Mekons og fra midtfirserne gjorde han sig gældende som stand-up-poet ved diverse punk-musik-arrangementer. Det førte så til, at han begyndte at skrive i NME. Først under kunstnernavnet Susan Williams. Siden under sig eget navn. Wells var en uskolet skribent, der dyppede sin pen i sit hjerteblod og skiftevis lovpriste sine yndlingskunstnere til skyerne og tværede dem, han ikke brød sig om, ud som fluer på væggen. En skribent, drevet mere af lidenskabelig interesse for musik end af intellekt. Og det kan være ganske inspirerende og forfriskende i journalistik. Han døde af lymfekræft.

The Mekons Where Were You?

Døden høster blandt de kendte i disse dage. I går Michael Jackson, skuespillerinden og fotomodellen Farrah Fawcett og i forgårs ramte leen Sky Saxon, der var leder og sanger i den legendariske garagegruppe The Seeds. Saxons hjerte ville ikke mere. Han blev 71 år. Indtil sin død var Saxon, hvis borgerlige navn var Richard Elvern Marsh, aktiv som musiker, men hans plads i musikhistorien skyldes den korte tid med The Seeds, der med deres blanding af hippie-filosofi og rå, enkel britisk inspireret garage-rock blev kult og ikon for mange efterfølgende bands, ikke mindst i punken. Han trakterede bassen, skrev en del af gruppens sange og så gav han gruppen en særligt karakter med sin særprægede stemme. Nu er han ikke mere, men musikken spiller stadigvæk.

Dagens sang er “Carpetbaggers” med Jenny Lewis og Elvis Costello. Den bør ligge på mp3-afspilleren i denne uge…

I Berl. Tidende mistænker Socialdemokratiets Christine Antorini gymnasiernes nye status som selvejende institutioner med taxameter-finansiering for at være skyld i et øget elevfravær. En rapport fra Rambøll Management har nemlig afsløret at fraværet er steget efter gymnasiernes overgang til den ny status.

Jeg kan forestille mig, at mangen en underviser med kendskab til taxametersystemet og dets økonomiske konsekvenser vil trække lidt på skulderne – og måske også på smilebåndet – og tænke: Fortæl os noget vi ikke ved, Christine! For selvfølgelig vil der være et “økonomisk incitament” for uddannelsesinstitutionerne til at fastholde elever med et (for) højt fravær i uddannelsen, når institutionernes økonomi afhænger af det. Man skal være institutionsleder eller politiker for at benægte dette forhold offentligt.

En anden ting er, at eleverne og de studerende lynhurtigt finder ud af, at man ikke bliver smidt ud, fordi man har et fravær over 10%. Man kommer allerhøjest til en formanende samtale, hvor man modtager en løftet pegefinder. Problemet med fraværet er selvfølgelig, at uddannelserne forringes for dem, der har stort fravær. Og så gør fraværet de såkaldte “svage” elever endnu mere sårbare. Og det er dybt problematisk i et samfund, hvor vi er afhængige af, at de unge får en god uddannelse, og hvor regeringen har en vision om, at 90% af en ungdomsårgang skal have en (god) ungdomsuddannelse.

Løsningen er ikke at give institutionerne et skrappere regelsæt, der fx pålægger dem at relegere elever med et fravær over 10%, for det vil blot skærpe de økonomiske problemer. Uddannelsesinstitutioner er ikke pølsefabrikker. Og så længe man behandler dem som produktionsvirksomheder må man forvente, at de også handler som sådanne. Det vil sige: De vil forsøge at få alle elever (pølser) gennem maskinen for at sikre indtjeningen. Der vil ligge et uudtalt pres på hver enkelt lærer, der vil vide, at deres egen ansættelse hænger sammen med antallet af gennemførte uddannelser. Hvor en produktionsvirksomhed kan fyre medarbejdere, rationalisere og effektivisere uden at pølserne nødvendigvis bliver af ringere kvalitet, så forholder det sig anderledes med uddannelsesinstitutionerne. Hænger økonomien ikke sammen på grund af et for stor elevfrafald, så er der kun et sted besparelserne kan findes – på uddannelserne. Ved at fyre lærere og skære i undervisningsprogrammet. Og det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at færre undervisere og mindre undervisning fører til bedre uddannelser. Man behøver ikke at være professor i pædagogik for at forstå, at det betyder forringelser af uddannelserne. Hverken e-læring eller andre moderne undervisningsformer kan ændre på dette banale faktum. Hvis politikere som Antorini vil gøre noget for uddannelserne i dette land, så må hun – og Socialdemokratiet – gøre noget ved taxametersystemet. Fx afskaffe det.. .