maj 2009 arkiv

Piratpartiet har vind i sejlene

31. maj 2009

Kristelig Dagblad fortæller, at det svenske parti, Piratpartiet, står til at opnå helt op til 7.9 % af stemmerne ved det kommende EU-parlamentsvalg. Efter den famøse dom over Pirate Bay-stifterne har partiet oplevet en voldsom medlemstilgang, så det nu er Sveriges tredjestørste parti, medlemsmæssigt. Partiet kæmper for fri fildeling på nettet og mod en voksende overvågning på nettet. Det interessante er, at partiet repræsenterer de unge under 30 år, og man forventer at op mod 13% af de unge under 30 vil stemme på partiet. Og ungdommen er som bekendt vores fremtid…

Ana Egge – “Folk-Nina Simone” eller noget

31. maj 2009

Ana Egge er ikke, som navnet kunne tyde på, skandinav, men tværtimod en af de mange talentfulde canadiere, der befolker musikkens hus. Hun er født i 1976, bor i Dakota og har allerede seks albums på samvittigheden. Album, der har fået medvind i musikpressen derovre. Hun synger (dejligt) og spiller guitar, slide-guitar, mandolin og klaver, som det passer hende. Og det gør det ofte. I forbindelse med hendes seneste album Road to my Love skrev Rolling Stone: “Lucinda Williams once called her “a folk Nina Simone.” But Ana Egge is more country than that. Raised by hippies who grew wheat in North Dakota, the Brooklyn singer–songwriter crafts homespun hymns on her sixth disc to sing with your bare feet on the dashboard. “Bully of New York” recounts a sad late–night conversation between Egge and a park ranger whose hours broke up his marriage (best part: She met him while hitchhiking). Egge’s rootsy pedal–steel pop recalls singers like Shawn Colvin, but her sharply observed tales of the overlooked and underpaid feel utterly of the moment.”. Fire ud af seks stjerner gav det. Folk Nina Simone, det er da et kompliment, der vil noget. Og så af Lucinda Williams!

Myspace-side
Hjemmeside – hvor man kan høre
mere

Journalistikkens krise og demokratiets udvikling

31. maj 2009

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i årevis med enkeltstående lysende undtagelser. Og indtoget på internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier også af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – måske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset på økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fået de samme medier til at satse på mere underholdning – på bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger også at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og så videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom på denne effekt er den såkaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i såvel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sådan ideologisk minoritetsorganisation så ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmål. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt på netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger på selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne så – på grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger råt… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formår at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan får vi medierne tilbage på rette spor? Det er et demokratisk problem, når medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen på en kvalificeret vis og er sårbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

Psykedejligt genhør: The National Gallery fortolker Paul Klee

30. maj 2009

Min gode veninde Gertrud forledte mig i den forgangne uge til at købe en plade fra 1968. Hun havde nemlig fundet samme plade til den formidable pris af 5 – ja, fem – kroner og ville lige høre om navnet sagde mig noget. Titlen på albummet er The National Gallery Performing musical Interpretations of the Paintings of Paul Klee. Og ganske vist ringede der en lille klokke et sted dybt inde i hjernen. Hvor og hvornår jeg er stødt på den husker jeg ikke lige nu, men ved genhøret var jeg klar over, at jeg havde lagt øre til musikken – mere end en gang. Især nummeret “Diana in the Autumn Wind” fjernede enhver tvivl.
The National Gallery, der kun lavede dette ene album, var mere et studioprojekt end en egentlig gruppe. På coveret er de fire vokalister – en ung blond kvinde og tre alvorlige mænd (ses her)- afbildet, men ellers er de anonyme; sikkert studiosangere. Og idémanden og koordinatoren var den kendte jazz-musiker, Chuck Mangione, der sammen med arrangøren og produceren Roger Karschner sørgede for at realisere denne samling “elektroniske malerier”. Det skal også nævnes, at Mangione indspillede noget af musikken – blandt andet Diana-sangen – på sin egen Gap Mangione-LP samme år.
Pladen er, som titlen angiver, noget så usædvanligt som et forsøg på at “oversætte” den kendte maler Paul Klees malerier til tekst og musik.
Teksterne er derefter. En slags beat-poetry tilsat en sjat syre-psykedelisk fantasi. Med den originale LP fulgte et ark med afbildning af de anvendte malerier og med teksterne; dette ark er desværre ikke overført til cd-udgaven. På de få internetsider, hvor pladen omtales (næsten med samme ordvalg…), kan man se, at især teksten til sangen “Boy with Toys” har vakt opmærksomhed med linjer som “Boy with toys, alone in the Attic/ Choking his hobby horse, thinking of his mother”.
Musikken er også særpræget. Det vokale bærer præg af tresserne sanggruppestil, fx The Association og Harper’s Bazar, men er alligevel mere sofistikeret; der er elementer af guitarbaseret, psykedelisk rock, men også af jazz, folk og regulær pop. En hybrid af mange genrer, der smagfuldt og professionelt er føjet sammen et lille audiofonisk kunstværk. På omslaget betegner Roy Karschner, der i øvrigt har skrevet det meste af musikken (sammen med Mangione) musikken som “Rock Art”, rock-kunst. På cd-udgaven er også medtaget to skæringer fra et singlepladeudspil, der udkom før albummet. Singlen indholdt 2 singlepladeudgaver af nummeret Long Hair Soulful, B-siden er instrumental.
Pladen er en af de mange album fra den psykedeliske periode, der udkom uden den store kommercielle succes og derfor gled i baggrunden, indtil ihærdige samlere genopdagede den – og dens oplagte kvaliteter. Pladen kan købes for en mindre formue på udenlandske auktioner og grammofon-plade-shops. Ikke alle er så heldige som Gertrud var…

Beatlesmuseum på Reeperbahn

30. maj 2009

Det manglede bare. Et museum for the Beatles i Hamborg, på Reeperbahn. Dér hvor det hele startede for alvor for liverpooldrengene, da de i årene 1960-62 havde engagement på de lokale klubber. Tanken om et museum går mere end tyve år tilbage, hvor en Beatles-kender, Ulf Krüger fremlagde den for offentligheden, men der skete ikke noget. Først for nylig er planerne blevet til noget takket være Folker Kopmanns, der er en af Tysklands kendteste koncertarrangører. Han puttede penge i ideen. Så nu ligger museet i et lille femværelses hus i samme kvarter, som de klubber, hvor drengene spillede. Det manglede da bare…

Hvor er Rosa Luxemburg?

30. maj 2009

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

 

Dansk flaggela(n)tisme

29. maj 2009

Man skal forstå at sætte pris på sit lands kritikere. Der er brug for nogen, der der stikker hovedet op over den pluttende, selvcentrerede havregrød, som den danske politiske og kulturelle offentlighed som oftest er. En af dem er den astmatiske, tidligere venstresnoede forfatter og kritiker Carsten Jensen, der er blevet interviewet af DR. Han hvæser bl.a. følgende: “Det er en fælles skandinavisk arv, at vi betragter os som moralske supermagter. At vi ikke sætter spørgsmålstegn ved vores egen godhed. Derfor er de krige, vi nu pludselig bliver involveret i også det godes krig mod det onde. Og den forestilling om det demokrati vi kan opbygge, eller er ved at opbygge, i Afghanistan, er så naiv, at den befinder sig i tusmørkezonen mellem forbrydelse og dumhed.” Spis den. Og læs mere her.

Capacs selektive playlist

29. maj 2009

Nogle af de unge musikelskere har inviteret capac til at deltage i en playlist-battle (det skal være så engelsk nu til dags…), altså en kappestrid mellem udvalgte lister over sange. Præmissen er, at der er et bestemt udvalg at vælge imellem. Fortrinsvis af nyere dato. Der er dog enkelte ældre sager isprængt, som nostalgikeren her i bloggen selvfølgelig – bare for spøgens skyld – har kastet sig over. Så min liste – som du kan give karakterer her – har som nyeste navn medtaget The Cardigans… Take a sad Song and make it better....

Tronfølgerloven og monarkiets fortsatte beståen

29. maj 2009

I dag har jeg modtaget to kort, der giver adgang til stemmelokalerne den 7. juni. Et til EU-parlamentsvalget og så et til folkeafstemningen om den nye tronfølgerlov. Ang. sidstnævnte så har det slået mig, at der har været megen diskussion om rimeligheden af en ligestilling mellem kønnene. Men der er noget andet, der bekymrer mig mere. Uanset, hvad jeg kunne finde på at stemme, vil det så ikke være en bekræftelse af monarkiets fortsatte eksistens? Hvis jeg stemmer nej bekræfter jeg den gamle lov, hvis jeg stemmer ja, bekræfter jeg den nye, ikke? Og som republikaner kan jeg da ikke bekræfte monarkiet…

C, S & N – Demos…

29. maj 2009

Lyt til Crosby, Stills & Nash gamle demo-optagelser i hele deres længde her. Det er ikke nyt, men det er fabelagtigt.

Up the Junction…

28. maj 2009

Squeeze med Up the Junction. Jeg ved godt, at jeg har spillet den før, men nu dukkede den lige op igen her efter regnbygen. Og jeg kan ikke rigtig blive færdig med den sang…

Booker T live @ KCRW

28. maj 2009

Pladeaktuelle Booker T giver koncert på KCRW. Hammond B3 styrer for vildt, som de unge siger. Lyt med her.

Hvad ved din EU-parlamentskandidat om nettet?

28. maj 2009

På vej mod arbejde så jeg, at der med et vrimlede med el-maste-plakater af håbefulde EU-parlamentarikere-in-spe. Mange af dem har jeg hverken hørt om eller til. Alligevel har jeg – som jeg plejer – tænkt mig at sætte mit kryds. Og inden da vil jeg gerne vide, hvad kandidaten tænker om HADOPI og borgerrettigheder på internettet. Den problemstilling hører man nemlig ikke meget til i dansk politik. Men det er vigtigt med hensyn til det slunkne demokrati. Hvad tænker din kandidat om rettigheder på nettet?

Morten Korch anno 2009

27. maj 2009

Et venligt menneske har foræret familien nogle Morten Korch-filmatiseringer. Det er, mellem os sagt, mange år siden, jeg så en af de film. Siden er det kun blevet til glimt, når tv har vist dem. Det er ikke, fordi jeg egentlig har noget mod den genre, selv om den selvfølgelig giver et forløjet og romantiseret billede af, hvordan det engang var på landet. Men et eller andet sted i folkesjælen ligger Morten Korch-idyllen med al dens forlorne, biedermeierske hygge og “folkelighed” og vugger som en forestilling om, hvordan det burde være derude på landet. Som en kulørt brik i det Danmarks-billede, som Dansk Folkeparti dagdrømmer om. Et driftigt liv i pagt med dyr og anden natur – og med kærlighed mellem en mand og en kvinde (som kender sin plads) og happy-end, ja, i enden af filmen. Så er det, jeg tænker, hvordan mon en Morten Korch-film ville tage sig ud, hvis den skulle udspille sig i vor tids moderne, industrialiserede, teknologiske landbrug? Med store økonomiske problemer, gylletanke så store som søer, svinestalde med titusindvis af svin, der bliver maltrakteret – pisket med plastikkæppe – i profittens tjeneste? Er du dus med himlens fugle og skovens grønne trææer?

Piggies

Et paradoks – eller?

27. maj 2009

I radioavisen hørte jeg en behagelig mandestemme fortælle mig, at Lars Løkke Rasmussen nu var en mere populær statsministerkandidat end Helle Thorning fra Socialdemokratiet. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at regeringen er ved at miste sit flertal, hvis man ser bort fra de tilbagevendende skvulp i meningsmålingerne. Og det på trods af, at det på mange politiske fronter ikke går særlig godt for regeringen. Flytninge-/indvandrer-spørgsmålet, EU, “velfærdssamfundet”, arbejdsmarkedspolitiken osv.

Hvordan kan det nu være, at Lars Uløkke stadigvæk sidder i sadlen, selv om den ene dårlige historie efter den anden tikker ind fra nyhedsbureauerne? Har regeringen monstro ret i, at pressens negative vægtning af nyheder, er en del af forklaringen – og at danskerne dybest set er godt tilfreds med status qvo? Hvorfor dog bekymre sig om taberne, når man selv sidder på flæsket?