14. maj 2009 arkiv

Mere om fildelingens (u)mulighed… Wilco som eksempel

14. maj 2009

Næsten som en konkret illustration af fildelingens problematik på internettet kan man i dag læse, at bandet Wilco har lagt deres længe ventede nye album ud som stream på deres webside. Det sker efter, at pladen slap ud som illegal download for en dags tid siden. Bandets egen kommentar i forbindelse med streamingen taler for sig selv om ambivalenserne omkring fildelingen: “Well, we made it nearly a month with copies of Wilco (the album) floating around out there before it leaked. Pretty impressive restraint in this day and age. But the inevitable happened last night. Since we know you’re curious and probably have better things to do than scour the internet for a download (though we do understand the attraction of the illicit), we’ve posted a stream of the full album…Feel free to refer to it as ‘wilco (the stream)’ if you must.” Det vil vi så gøre: Henvise til Wilco (the stream). Nyd den – og køb cd’en, hvis det er noget for dig.

Booker T – og hans B3 orgel

14. maj 2009

Booker T har besøgt Jools og fortæller lidt om sit elskede B3 orgel og spiller sin version af Outkasts “Hey Ya”.

Musik-fildelingens endeligt? HADOPI-perspektivet

14. maj 2009

Tænk dig, hvis nu du kunne høre den musik, du kan lide, blot ved at gå ind på en on-line-tjeneste. Gratis. Ville du så have brug for at have musikken liggende på din pc, bærbare, mobiltelefon? Nogle af de eksisterende tjenester – fx TDCs Play og den franske www.Deezer.com – peger i retning af den mulighed. Og flere vil sikkert komme til. Piratkopiering af musik handler om, at “forbrugerne” vil have adgang til den musik, de har lyst til at lytte til. Hele tiden, og dér, hvor de har brug for musikken. Udviklingen – fildelingen – har gjort, at rigtig mange betragter det som en selvfølge, at de kan finde den musik, de har lyst til at lytte til på nettet. Udfordringen for den betrængte musikindustri er at sørge for, at kunderne kan få adgang til den musik, de lyster, samtidig med, at der tjenes penge på distributionen. Og det kan godt være, at streaming i forbindelse med indtægtsgivende supplement (fx reklamer, andre tjenester osv.) kan være en farbar vej.
I Berl. TIdende kan man læse om dette perspektiv i en artikel, der også er en kommentar til den netop vedtagne franske HADOPI-lovgivning. To it-eksperter, bl.a. Søren Tvilsted, manden bag Play, peger på en åbenlys svaghed ved denne lovgivning. Den vil især rette sig mod den enkelte private internetopkobling. Men virkeligheden er, at mange unge bruger deres uddannelsesinstitutioners internet til fx at downloade ulovligt fra. Dertil kommer et stort antal trådløse netværk på arbejdspladser og andre steder (fx DSB-tog…). Kan man forestille sig, at HADOPI-loven vil afbryde et universitets internetforbindelse? Næppe. HADOPI-loven er udtryk for bagstræb og for et lavt politisk erkendelsesnivau med hensyn til internettets udvikling. Derfor må vi håbe, at EU sætter en pind i hjulet – og at musikbranchen ser lyset i at gøre musikken tilgængelig, gratis og legal for forbrugerne…

Kommunerne fattes penge

14. maj 2009

Uanset hvor mange retoriske krumspring regerinspolitikerne bruger for at få os til at tro, at der aldrig har været brugt så mange penge på det offentlige, og at “velfærden” aldrig har været så beriget som nu, så må det står klart for enhver med berøring med den kommunale offentlighed, at kommunerne for længst er kommet derud, hvor de ikke længere kan sikre en acceptabel standard. I går kunne man høre om en ældreinstitution, hvor de ældre fik lov til i timevis at sidde indsmurt i deres egen mad, fordi der ikke var ressourcer til at rengøre dem. Og en politiker fra de pågældende kommune lagde ikke fingre imellem, da han skulle placere det økonomiske ansvar hos regeringen. Forleden kunne man høre den ellers meget diskrete og diplomatiske Erik Fabrin – Venstremand, borgmester og formand for Kommunernes Landsorganisation – udtale, at kommunerne mangler mindst 21 millliarder for at kunne sikre den mest elementære standard for borgerne.
Og i dag kan man læse en anden tankevækkende historie, der indirekte fortæller noget om pengenes betydning i spillet mellem kommuner og stat. Det drejer sig om en ung flugtfange, der i gårsdagens nyhedsudsendelser blev omtalt som meget farlig. Når man læser denne artikel fra Jyllands-Posten, så får man et helt andet billede – og en historie om en mentalt lidende ung mand, der sendes rundt i systemet, fordi der ikke er ressourcer nok til at varetage hans tarv. Det er skandaløst…

Erindringsglimt: Kostpyramiden

14. maj 2009

I går overhørte jeg en lille nyhed. Det handlede om, hvor mange gram frugt, man skulle indtage om dagen, for at “forebygge” kræft i tyktarmen. Inden jeg havde hørt nyheden til ende dukkede “kostpyramiden” op for mit indre blik. Den var vist mit første møde med sundhedsoplysningen. I mit barndomshjem var der ikke nogen sundhedspolitik. Det handlede mest om at blive mæt, få pengene til at slå til og ellers udvikle en jordnær appetit på spiseligt og drikkeligt. Kostpyramiden hang bl.a. for enden af det venteværelse, der var hos skolelægen. Stor og farverig var den. Og jeg kan huske, at jeg sad der i hvide bomuldsunderbukser og forsøgte at forstå, hvorfor den våde fisk lige netop skulle være på det trin af skalaen. Men efterhånden gled den ind i min bevidsthed som et visuelt sundhedsmantra, der har fulgt mig lige siden, hvor den har gået hånd i hånd med et andet: Spis alsidigt og varieret. Med kostpyramiden blev jeg – heldigvis – vaccineret godt og grundigt mod den fragmenterede sundhedsinformationsjournalistik, der i dag overdøver ethvert tilløb til central styret sundhedsoplysning eller rettere: sundhedsdogmatik. Jeg lukker bare øjnene og ørerne og er tilbage foran plakaten…

Erindringsglimt: Suzi Quattro

14. maj 2009

Det er sådan, jeg husker Suzi. I læderoutfit. Dybt dekolleteret af hensyn til segmentetet af unge mænd (drenge). Selv om jeg aldrig rigtig hoppede på vognen og købte hendes plader, da hun huserede på hitlisterne i halvfjerdserne og de tidlige firsere, var hun en del af det poplydspor, der også er mit soundtrack. Og jeg kunne godt forstå de drenge, der holdt af Suzi og fik våde drømme ved at tænke på hendes vakre udseende. Hun var smuk, fræk og talentfuld. Hvad mere kan man forlange, når man er ung og i løbetid? Og den amerikanske sangerinde og musiker fortjente en plakatplads på væggen i drengeværelserne (og pigeværelserne som forbillede) blandt de andre topnavne.
I går aftes havde jeg lejlighed til at genhøre et af de numre, jeg bedst kan lide med Suzi. I You Can’t Give Me Love fra 1978. En af de utallige “silly lovesongs” fra poppens historie, men fængende, medrivende. Og så demonstrerer den ganske godt, hvad Suzi kunne – ud over at synge og spille på strenge: Give den hele armen! Kom så Suzi… Syng bare med.

If you can’t give me Love