CAPAC

Om en halv times tid skriver vi den 1. maj. En masse mennesker hældes ud på gaden til arbejdsløshed, fordi andre har fået lov til at udfolde deres økonomiske grådighed helt ud. Liberalismens – eller kapitalismens – overdrev – eller normalitet. Men dagen i morgen, der handler om, hvordan det ellers kunne være, hvis ellers vi kunne tage os sammen til at være solidariske (uha…), fortjener vel en sang eller to. Rigtig god 1. maj!

Up to mighty London came an Irishman one day,
As the streets are paved with gold, sure ev’ryone was gay;
Singing songs of Piccadilly, Strand and Leicester Square,
Till Paddy got excited, then he shouted to them there:

I går var jeg sammen med en person, der ikke kunne gætte, hvor Tipperary lå. Og straks dukkede melodien op i mit hoved. It’s a long Way to Tipperary/To the sweetest Girl I know… Vi sang den igen og igen i skolen, og tænkte næppe meget over, at den også kunne bruges til at marchere i krig med. Det irske regiment brugte den under første Verdenskrig og siden tog englænderne (og mange andre) den til sig.

Sangen er udnævnt til at være en af den hundrede bedste gennem tiderne af Rolling Stone. Så må det jo være sandt… I hvert fald var den gennembrudssinglen for power-pop-pigebandet The Go-Go’s tilbage i 1981, hvor den også var en skæring på debutalbummet Beauty and the Beat.
Jeg faldt over denne gamle optagelse, hvor Jane Wiedlin fortæller om, hvordan sangen blev til – efterfulgt af en sprælsk optagelse med tøserne…

Bloggens læsere vil vide, at jeg har en svaghed for den britiske sangfugl Lily Allen, der ikke alene er en fryd for øjet, der ser, men også synger fortræffeligt og hæver intelligensniveauet i poptekstland betragteligt. Og selvfølgelig har Jools for længst opdaget Lily og taget hende med i sit aftenshow. Her seneste med sangen “Not Fair” om pigen, der finder den Eneste Ene og så viser det sig, at han ikke dur til noget i sengen. Den poptekst var ikke gået i vor moders tid….

Oh it’s not fair
And it’s really not ok
It’s really not ok
It’s really not ok
Oh you’re supposed to care
But all you do is take
Yeah all you do is take

Og den kan høres i sin fulde længde her på www.spinner.com.

I gårsdagens aviser læste jeg, at et århusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. Så langt er vi altså nået, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der også var dreng i byen, så var det de tynde, der gjorde mest ondt, når de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene på katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for så vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forår, så er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sådan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgående uden for skolegården, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.

Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede også mobningen på min krop, da jeg gik i skole. Og jeg så mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange år var jeg “klassens tykke dreng” og måtte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var også klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slåskamp.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, så fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gå mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, så var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet på sig, når nogen råbte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nåede frem til 1968.

Når man nu på samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, så tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… Også selv om det koster på sundhedbudgettet.

Men ikke alle får noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev låst inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette på kaminhylden og en splinterny forside på magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle år siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…

Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det både forfængeligt og håbløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstået eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – på godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” på skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegården: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….

Som bekendt har bloggen her været genstand for malware-infektion. Og jeg vil gerne dele de erfaringer, jeg har erhvervet mig med disse kineserier. I forbindelse med det seneste angreb, gjorde jeg det, at jeg downloadede hele wordpress-folderen fra serveren til en særlig folder på mit skrivebord. Derefter virusskannede jeg folderen. Det afslørede af malwaren – i form af iframe-html-kode – havde inficeret alle index.php-filer – ikke bare i WordPress, men også i samtlige temaer på serveren. Se nedenstående figur, der viser en oversigt. For at det ikke skulle være løgn, så downloadede jeg alle andre filer fra serveren til en særlig folder og skannede dem også. Man ved jo aldrig… Men jeg fandt ingen infektion uden for WordPress. Problemet kan altså fjernes ved at rense de pågældende filer for infektionen (hvis man ellers kan identificere scriptet..). Det sikreste vil måske være at lave en ren installation af WordPress – og de temaer, man ønsker.
Når man så har renset skidtet, bør man forny alle sine passwords (WP, database osv.), for i følge WordPress.org har kineserne hacket sig ind… Det betyder selvfølgelig også, at det kan ske igen.
Et andet godt råd er, at lave en backup af hele WordPress-folderen og tilhørende filer i roden af biblioteket, så man hurtigt kan overskrive inficerede filer eller hele folderen… Når der er brug for det.

Vi fortsætter kampen og giver selvfølgelig ikke op…
N

Balladen om Pirate Bay og den ulovlige nedladning af musik og andet skal ikke skygge for den positive udvikling, der omkring legalt køb af digital musik på nettet. I stort set alle lande meldes om stigende legalt køb af digital musik. Personligt tror jeg, at en af barriererne for den legale distribution af musik har været priserne. Musikbranchen har fra starten konservativt prissat musikfiler – mp3-filer – til en pris, der stort set svarer til prisen for en skæring på en cd. Og det hænger ikke sammen med nettets indretning. På internettet har musikkøbmændene i princippet mulighed for at komme ud til alle musikforbrugere på kloden med det samme. Omkostningerne – når først siderne er kommet op at køre – må alt andet lige være  lavere end ved gammeldags distribution som cd. Det burde betyde lavere priser pr. musikfil. Dertil skal lægges, at mp3-filerne ikke har samme kvalitet som lyden på en cd…
Men omstillingen til internetvilkårene sker som bekendt langsomt, og noget tyder på, at også priserne netmusik vil ændre sig markant. De store førende musiksælgere på nettet, ITunes og Amazon, har for nylig ændret prissystem. Det nye system betyder, at nogle sange sælges til en pris og andre til en anden. Typisk vil det være sådan, at hitsange vil være dyrere end andre sange. En hitsang vil fx koste 1.29$ (ca. 7.30 kr.) og en ikke-hitsang 69 cents (ca.3.90 kr.). Foreløbigt er de høje priser forbehold de store musikforretninger.
Det interessante ved den nye prispolitik er, at den skubber til konkurrencen på internetmarkedet. Allerede nu er det sådan, at priserne på nye album i mp3-format kan variere meget, afhængig af hvilken butik, man opsøger. Fx er det nye Depeche Mode-album set med priser fra omkring 10 $ og ned til omkring 4 $. Den differentierede prissætning kan også komme til at betyde, at uafhængige kunstnere vil få et større salg, fordi deres ikke-hitlistemusik vil være billigere at anskaffe
Der kan ikke være tvivl om, at musikken vil blive billigere. Og det vil blive sværere for musikbranchen at sælge nye cd’er for 150 kroner pr. stk.

John King, der blandt ukulele-tilhængere betragtes som en af de store virtuoser, er pludselig død af et hjertetilfælde, kun 55 år gammel. Det var hans store fortjeneste at have overført teknikken fra barok-guitarspillet til ukulelen og have udsat J.S. Bach for det unseelige instrument med overbevisende talent. I New York Times citeres han for at have sagt følgende: “The sound of the ukulele is exquisitely well suited for Bach’s music, and I delight in this discovery.” Døm selv. Og hvil i fred, John King.

Som tiden dog flyver. Jeg synes, det var kort tid siden, jeg første gang hørte Sheena Easton synge “Morning Train” og “Modern Girl”. Men vi skal tilbage til 1980. Nu fortæller medierne, at den skotske sangerinde fylder 50 år.
Easton var en af de tidlige eksempler på det, der nærmest er en selvfølge i dag: reality-shows og stjerne-for-en-aften-udsendelser, der katapulterer ukendte navne op i berømmelsens lys for en kortere eller længere bemærkning. I reality-showet Big Time kunne man følge den tidligere kontordames kamp for at få en pladekontrakt. Udsendelsen blev også vist i Danmark.
Sheena Easton havde talent nok til at holde karrieren i gang frem til i dag, hvor hun er amerikansk statsborger og fortsat udsender plader. Jeg har ikke fulgt hende siden hendes allerførste hits, der stadigvæk står som vellykkede, forfriskende, uforpligtende popsange fra de vistnok kedelige firsere. Til lykke med dagen.

Det må man lade dem, englænderne. De forstår at lave velsmagende øl med en relativ lav alkolholprocent (5.2%).

Det er tilsyneladende lykkedes capac -for denne gang i hvert fald – at få fjernet den kinesiske malware. Og – hvad bedre er – så har jeg åbenbart også fundet det sikkerhedshul, de har brugt. Efter at have gennemgået et hav af filer (inkl. de ekstra filer, der var lagt ind…), ændrede jeg mit password til et langt og besværligt sådan. Og det hjalp. Så nu vil jeg fremover med jævne mellemrum ( en gang om måneden) ændre password. Hermed er ideen givet videre til andre, der måtte døje med skidtet.

Citat:
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fra sin tid som beskæftigelsesminister fået en alvorlig anklage om vildledning af Folketinget hæftet på sig. Sagen drejer sig om et forsøg med modtagere af sygedagpenge, som er iværksat i en række kommuner. Formålet er at undersøge effekten af at sende syge i aktivering og alternativt fratage dem deres forsørgelse.

Forsøget – viser det sig nu – er gennemført uden, at der har været hjemmel til det i loven, hvilket er alvorligt nok. Hvad, der er værre, er, at ministeren over for Folketinget har fastslået det modsatte – nemlig, at der er “klokkeklar hjemmel til forsøget” – en orientering af Folketinget, som det er svært at forestille sig kan være sket uforvarent, idet en stribe af ministeriets jurister har været involveret i sagen, som ikke er synderligt kompliceret. For knap en måned siden forsøgte Hjort Frederiksen at tørre aben af på statens advokat, Kammeradvokaten, som i et notat har behandlet forsøgsordningen. Det skete på et åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor Hjort Frederiksen slog fast, at Kammeradvokaten havde sagt god for lovligheden. Men den abe ønskede Kammeradvokaten ikke at have siddende på sig, for Kammeradvokaten har – hvilket tydeligt fremgår – slet ikke forholdt sig til lovligheden af forsøget, og det har han nu meddelt Folketinget.
[Læs resten af Bent Winthers leder her]
Hvis man – som capac – har hørt DR 1 Orientering gennem de seneste måneder, vil man vide, at den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i sin iver for at aktivere mennesker på sygedagpenge, sandsynligvis har forbrudt sig mod loven om ministeransvar, der bl.a. drejer som om vildledning af Folketinget.

Hjort Frederiksen har i flere omgange forsøgt at sno sig ud af den klemme, han er landet i, senest ved at sende aben over til Kammeradvokaten, der dog har fralagt sig ethvert ansvar. DR-journalists Jesper Tynells konsekvente og seriøse gennemgang af sagens enkelte faser har med skræmmende tydelighed tegnet billedet af en politiker, der for at få sin politiske vilje igennem gerne går på akkord med demokratiets spilleregler.

Den logiske konsekvens af Hjort Frederiksens handlinger vil være en rigsretssag. Men det kræver et folketingsflertal. Sagt på en anden utvetydig måde: Det kræver, at Dansk Folkeparti ikke holder hånden over regeringens finansminister. DF har nu chancen for at vise, at partiet står ved de demokratiske idealer, som de i andre sammehænge lovpriser uhæmmet. Fx i kritikken af islam…

Den sidste uges tid har jeg haft anmelderens privilegium at lytte til københavnerbandet Venices’ debutalbum Sober, der udkommer officielt i morgen.
Allerede ved første gennemlytning faldt jeg for nummeret “The Kill”, der er blevet min uges uundgåelige. “The Kill” sammenfatter i mine ører alt det bedste, som Venice har at byde på musikalsk og tekstligt. Der er en ren og klar fængende melodi, der går i blodet med det samme. En mangelvare i vores tid, hvis I spørger mig. Dertil kommer en udpræget sans for det lidenskabeligt storladne, som der jo er traditioner for i rockmusikken. Jeg tror ikke, at de unge mennesker i bandet ligefrem er opfostret med fx The Walker Brothers, men den uforfærdede, passionerede tilgang til sangene minder en hel del om dem – uden sammenligning i øvrigt. Og sanger og sangskriver Morten Kistrups stemme passer som fod i hose til stilen. På bunden ligger så en solid rockramme – bas, trommer og el-guitar – og sikrer, at storladenheden ikke kipper over i det pompøse.
Venice, der ud over Morten består af Tobias Overgaard (guitarist og medkomponist til de fleste af sangene), trommeslager Søren Wikke og basist Mark Rosenby, dyrker en stor lyd og går fx ikke af vejen for at bruge strygere og synthesizers for at skabe den.
Som i titelnummeret Sober males der et stort, flot og ikke mindst stemningssættende lydbillede op omkring en enkel fængende rocksang med en enkel tekst om en dreng, en pige og livets tømmermænd.
Pressematerialet mere end antyder, Venice henter inspiration i den såkaldte brit-pop (Suede, Oasis, Blur…). Enhver generation har jo sine forbilleder og står i gæld til de umiddelbare forgængere. Men Venice er langt fra epigoner. De fire, unge musikere har mere at byde på og er ved at finde deres egen formel med en række små filmiske, short-story-rock-sange, der både burde kunne appellere til det ungdommelige segment omkring Boogie-listen og et voksent publikum, der sætter pris på en god rock-sang, uanset hvilken årgang den måtte tilhøre.
Med deres melodiske sans og smag for enkel, hårdtslående rock skal Venice nok gøre sig i kampen om lytternes opmærksomhed. Selv inde i pigekammeret, hvor emo-rockerne ellers dyrkes, blev nysgerrigheden vakt, da jeg lod tonerne slippe ud af herreværelset…
Hermed anbefalet bloggens læsere.
Venice.

Med den store rorgænger Villy i spidsen fejrer Socialistisk Folkeparti sig selv i denne weekend og lægger op til en fælles front med Socialdemokratiet (og de vaklende radikale?) mod den nedslidte borgerlige regering. SF har fået succes med en hårdere tone i indvandrerdebatten og en midtersøgende, kompromissøgende politik. Som sympatisør kan man godt være bekymret for, at den pludselige succes stiger partifolket til hovedet, så de glemmer folkeligheden og det socialistiske grundlag. Og man må spørge, om SF’erne er ved at blive grebet af den autoritære, bornerte tidsånd, som blæser i den højreorienterede regerings tid?
I dagens avis kan man således læse, at Villy har tøvet over for et forslag fra Emilie Turunen, SF-kanditat til EU-parlamentet, om, at offentligt ansatte skal fyres, hvis de formaster sig til at købe sex i arbejdstiden. Fx hvis offentligt ansatte er på rejse i udlandet. Sammen med bl.a. Pernille Vigsø Bagge vil Emilie Turunen “lummerkulturen”, som hun kalder den, til livs. Nu kan man jo for det første undre sig over, at et sådant forbud kun skal gælde offentligt ansatte. Hvorfor ikke privatansatte? Jeg tror, at det hænger sammen med, at Turunen og ligesindede forbudsdyrkere – måske ubevidst – identificerer sig med det store beskyttende velfærdsstat. Det er den store moder stat, der skal holde sine ansatte i ørerne.
Udtrykket “lummerkultur” taler også sit tydelige sprog om det moralistiske syn på seksuallivet, som Turunen og Co. repræsenterer. Vi må håbe, at Søvndal bliver ved med at tøve med sin opbakning – så længe, at debatten om prostitution og sex-køb får tilstrækkeligt med dokumentation og viden til at man kan formulere en politik, der ikke bygger på sen-feministisk puritanisme og forkrampet moralisme