Lige som Giro 413, “Efter skoletid”, “Top 20” m.m, så er tysk TV-Unterhaltung en del af min mediale dannelsesbaggrund. Lige fra dengang, mine forældre fik deres første sort-hvide modtager (var det en Arena?), var jeg den uskyldige modtager af det ene tyske tv-underholdningsprogram efter det andet. Konceptet var enkelt. Et stort tv-orkester, dansepiger, en konferencier eller to – og så en række solister af forskellig observans. Det var her jeg lærte den særlige tyske schlagertradition at kende og tyskernes forkærlighed for store, professionelle bigbands, der kunne lægge en solid grund under enhver munter tv-aften og ethvert party.
I tresserne dukkede så fænomenet James Last op. Han havde længe været undervejs (faktisk fra fyrrerne), men blev i løbet af det årti indbegrebet af tysk bigband-Unterhaltung. På det ene album efter det andet omsatte James Last og hans sangere og musikere tidens populære musik til James-Last-sound. Min mor var vild med ham og indkøbte adskillige af hans album, som så fik lov til at spille på min grammofon, når fjernsynet ikke lige forsynede familien med tyske underholdningsprogrammer.
Selv om jeg godt kunne høre, at musikerne var dybt professionelle, så blev det aldrig noget, der faldt i min smag. Det forblev et produkt, en vare, der i al sin forudsigelighed modsagde det, jeg søgte – og stadigvæk – søger i musikken…
James Last fylder i dag 80 år og fejrer sin fødselsdag med en række koncerter i Tyskland og Benelux-landene, hvor han stadigvæk har en stor og trofast fanskare. Til lykke med dagen. Vi vil fejre den med at sætte The Animals’ Collection på grammofonen…
