21. april 2009 arkiv

Malware på bloggen – og en lille smart google-ting

21. april 2009

Kommentator Michael (mb) har været så venlig at fortælle mig at capac endnu engang har været hjemsøgt af malware i form af en af disse hersens iframe-tingester, der lægges ind på bloggens index-side.
Jeg arbejder fortsat på at finde veje til at forebygge den slags dårligdomme. Og det er en hjælp, når i læsere gør mig opmærksom på, at noget er galt.
I dag faldt jeg over en smart lige Google-forespørgsel, som kan hjælpe en med at finde ud af, om der er noget galt:

http://google.com/safebrowsing/diagnostic?site=the-site-you-want-to-check.com

Når man indtaster forespørgslen med fx sin egen url i enden, får man en udførlig rapport. Den løser selvfølgelig ikke det generende problem, men er en handy og hurtig test af ens side.

Paul Mccartney og Pirate Bay

21. april 2009

I det engelske musiktidsskrift New Musical Express læser man overskriften “Paul Mccartney says Pirate Bay Verdict was fair“. Paul Mccartney siger, at Pirate Bay dommen er fair. Da jeg læste overskriften tænkte jeg, at det ville ligne Macca dårligt at udtale sig så direkte om en så kontroversiel dom. Han er jo efterhånden garvet i omgangen med medierne. Og læser man ned i artiklen, så er det da heller ikke det, Sir Mccartney siger. Hvad han siger er: “”If you get on a bus you’ve got to pay. And I think it’s fair, you should pay your ticket.“. “Hvis du stiger på en bus, skal du betale. Og jeg mener, at det er fair, du skal betale for din billet.” Macca udtaler sig – oven i købet billedligt – om det at forbruge musik. Det er kun fair, at man betaler for den musik, man bruger. Han udtaler sig altså ikke konkret om Pirate Bay dommen…
Apropos den famøse Pirate Bay, så kan man i svenske aviser læse, at det svenske Piratparti stormer frem medlemsmæssigt. I følge forlydender skulle medlemstallet nu være oppe på 30.000, og dermed skulle partiet være Sveriges fjerdestørste. Selv om oplysningerne skal tages med et gran salt, og man ikke kan konkludere noget om effekten ved et evt. valg, så viser det dog, at konflikten bag Pirate Bay-sagen – konflikten mellem traditionel copyright-tænkning og internettets frihedsfilosofi – blot er blevet forstærket af sagen.
Den mest realistiske vurdering af Pirate Bay-sagen, jeg endnu har læst kommer – måske lidt overraskende – fra formanden for det danske KODA, musikeren Ivan Petersen, der stiller sig – meget passende – lidt ambivalent til dommen. På den ene side er han – og det skal han vel være som formand for KODA – tilfreds med dommen. På den anden side er han godt klar over, at sagen ikke ændre noget grundliggende ved fænomenet (illegal) fildeling. Han siger bl.a.: “… i næste måned finder de på noget andet. Men nu er der i hvert fald sendt et signal fra Sverige om, at vi vil ikke have det, venner. Det eneste, vi som producenter og udøvere kan gøre, er at blive bedre og bedre til at finde på smarte og nemme løsninger på, hvordan vi kan sælge musik på nettet. Og det synes jeg faktisk, vi på det seneste er blevet bedre til. Så jeg er også forsigtig optimist”. Fornuftige og nøgterne ord i en tubulent tid, trods alt. For selv om vi, som bekendt, ikke kan spå om fremtiden, så synes meget dog at pege på, at vi må lære at leve med internettets ustyrlighed og blandt andet må indrette vores oprettighedslovgivning efter det – samtidig med, at vi sørger for at finde veje, der sikrer kunstnere og andre producenter et “fair” afkast af deres intellektuelle arbejder…”

Woody Allen og kapitalismen

21. april 2009

Filminstruktøren Woody Allen er blevet inddraget i en kulørt retssag. Et tøjfirma ved navn American Apparel har formastet sig til at bruge et billede af Woody, hvor han spiller en ortodoks jøde (taget fra filmen Annie Hall). Uden Woodys samtykke. Derfor har han nu anlagt erstatningssag, hvor han kræver 10 millioner dollars i kompensation. Et beløb, der svarer det til beløb, han ville tage, hvis ellers han ville medvirke i en reklame.
Sagens kernen er ikke ny. Kendte mennesker, der misbruges i markedsføringsøjemed – uden deres samtykke. Eksemplerne er legio.
Det pudsige ved denne sag er, at den er kommet til (også) at dreje sig om værdien af Woody Allens image.
Tøjfimaet American Apparel er efter sigende et kultfirma, der har specialiseret sig reklamer med “sparsomt påklædte modeller” eller – med Woodys ordvalg – “vulgære” (sleazy) reklamer. Og firmaets bagmand, canadieren Don Charney, har et lige så sleazy image, der involverer flere sager om sex-chikane.
Men selv om American Apparel altså har et “frækt” image, der åbenbart ikke skader firmaet salg, så bruger samme firma det seksuelle og moralen som angreb på Allen. Don Charney mener ikke, at Allen kan kræve 10 millioner i erstatning, fordi hans image er forringet som følge af “skandalerne” i instruktørens privatliv. Det drejer sig ikke mindst om hans skilsmisse fra skuespillerinden Mia Farrow og hans efterfølgende ægteskab med adoptivdatteren Soon-Yi Previn.
Det tankevækkende er, at American Apparel slet ikke benægter, at det har misbrugt Allen, men alene baserer sit forsvar på en moraliserende påstand om, at markedsværdien af Allens image er ringe eller nærmest lig nul som følge af hans turbulente kærlighedsliv. Besynderligt, for så vidt som firmaets eget image åbenbart har en høj markedsværdi, fordi det er lidt moralsk tvivlsomt.
Sagen er altså en illustration af, at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg, udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..