Citat;
“Capac er en af de største og mest produktive musikblogs i Danmark. Bloggen der har eksisteret siden 2006 skriver vidt og bredt om musik – fra Dylan til Spandau Ballet. Capac – “Jeg skriver blog, fordi jeg lider af alvorlig skrivekløe og spekulative tilbøjeligheder.”
– jeg takker for omtalen og henvisningen…
I min off-line-dag i går havde jeg også lejlighed til at genhøre en virkelig sjældenhed. Gert Thrues “Sound-Painted Pictures of Cosmic Love”. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte om denne obskure sag eller hørte den. Måske lånte jeg den af en bekendt eller på biblioteket.
Pladen kom i 1977 på Stuk Records og involverede ud over Thrue selv på Hammond-orgel, Moog-syntheziser,el-piano, fender piano, Roland-synthezisers og Logan-stringers – Jan Preus og Per Hoyer på trommer. Pladen er – som man sikkert allerede har gættet – en syntheziser-plade, der henter inspiration hos de tyske mestre på området, fx Tangerine Dream og Klaus Schulze. Der er også noget new-age-agtigt over musikken. Det sidste undertreges af cover-bagside-tekstens lille “bøn” til universets kraft.
Jeg har ledt med lys og lygte efter flere oplysninger om Thrue og pladen men indtil videre uden synderligt resultat.
Hvis man sætter pris på obskur syntheziser-musik vil pladen være noget at gå efter. Men den er svær at få fat i – og koster kassen.
April come she will
When streams are ripe and swelled with rain;
May, she will stay,
Resting in my arms again.
June, shell change her tune,
In restless walks shell prowl the night;
July, she will fly
And give no warning to her flight.
August, die she must,
The autumn winds blow chilly and cold;
September Ill remember
A love once new has now grown old.
I går aftes – ja, nat var det faktisk – kunne jeg ikke lige falde til ro og satte mig derfor til at se noget af Paul Mccartneys live-dvd “In Red Square” fra 2004. Ud over at være en fremragende koncertfilm med Mccartney og bandet i topform, så er den et bevægende dokument over det russiske publikums oplevelser med The Beatles i tiden før “murens fald”. Som den franske filosof Michel Serres engang pointerede var The Beatles og deres musik symbol på kærligheden og på den personlige frihed. Og selv om gruppen på ingen måde var firkantet politiske, så dokumenterer de enkelte publikummers udsagn med al ønskelig tydelighed, at musikken – sådan som de progressive bands i tresserne og halvfjerdserne påstod – faktisk kan påvirke, inspirere og bevæge andre mennesker til at fastholde drømmen om et andet liv og et andet samfund – og give dem styrke til at arbejde for det…
På arbejde i går kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp på radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. Så der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke på dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne på Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mål scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mål i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens målestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskà s. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
Når jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskà s omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmål er selvfølgelig absurde. Og dog…
Min internetforbindelse har været ned siden i går morges, bortset fra en kort periode i går formiddags, hvor jeg lige nåede at hente mine e-mails. Og så må man jo bruge tiden på noget andet.
Jeg har bl.a. fået orden i mine stakke omkring computeren. Stakke, der vokser med usvigelig sikkerhed som mos i skovbunden og med jævne mellemrum må decimeres af noget, der minder om orden. Og samtidig har jeg fået lyttet til nogle gamle grammofonplader.
Som læsere af bloggen vil have forstået, så er jeg vendt tilbage til den obskure, progressive del af dansk rock – eller beat, som man dengang sagde – fra tresserne og halvfjerdserne. Flere ting har jeg ikke hørt i mange år og lidt af det – det skal jeg vende tilbage til – har jeg kun hørt delvist eller slet ikke dengang… Forsømmelser det vil være rart at få gjort op med.
“Da solen kom” er duoen Stig & Steens debutalbum fra 1972. Jeg kan huske, at den – og den foreløbende single fra året før (Ude i den grønne skov/Den hvide sky) – vakte en vis opmærksomhed i radioen og fik en del air-play. Men den store kommercielle succes blev det vist ikke til. Bag fornavnene Stig & Steen gemte sig to kendte musikere fra dansk musikliv. Steen Toft Andersen, der slog sit navn fast som medlem af det navnkundige orkester Ache. Og Stig Kreutzfelt, der blev hvermandseje som del af megasuccessen Rugsted & Kreutzfelt og i øvrigt har et imponerede cv som musiker, producer og meget mere.
Stig & Steen-projektet repræsenterer noget så usædvanligt som poppet halvfjerdser-hippie-beat. Efter datidens målestok en meget lækker produktion, der pegede frem mod det, Kreutzfelt senere ville stå bag som selvstændig producer. På coveret ser man en diffus sol på den ene side og på den anden de to duo-medlemmer siddende afslappet i relief. Sammen med Nis P. (Jørgensen) på fløjte og sang – og Frank Olsson på slagtøj og trommer leverer Kreutzfelt og Andersen en række lækre popsange med tekster af lyrisk-flippet karakter.
Tag bare en titel som “Legetøjstulipanbakken”: “Jeg står på marken midt i regnen/ og ser på blomsten bag ved dig/melankolien breder sig/ legetøjstulipanbaken/for enden af den våde vej”. Osv. Ikke ligefrem lyrik, der vil finde vej til Højskolesangbogen eller en litterær kanon, men tidstypisk i sin lidt naive og melankolske karakter.
Når pladen er meget efterspurgt i samlerkredse siden hen, så hænger det uden tvivl sammen med musikkens kvaliteter. Lyriske, stemningsfulde sange med genklang af progressive toner fra det store udland (fx King Crimson og folk-rock). I følge de oplysninger jeg har kunnet finde om pladen skulle den afdøde trommeslager Ken Gudman også have spillet med, men det bekræftes ikke af pladens egne noter.”
Opdatering 9.4.2019: I dag får jeg så en mail fra et antikvariat, der har specialiseret sig i bl.a. gamle rockplader og her kan man få Stig & Stens plade i “excellent” stand for den nette pris af 500 Euro, svarende til 3750 kr. Man skulle have købt den dengang, den blev udsendt.
