3. april 2009 arkiv

Obskurt genhør: Barbarella (1975)

3. april 2009

Når jeg stadigvæk husker bandet Barbarella, har det muligvis noget at gøre med, at navnet også var titlen på en film med Jane Fonda. I hvert fald var mine erindringer om bandets musik gledet helt i baggrunden, da jeg fik mulighed for at genhøre deres debutalbum fra 1975. I følge Jens Jørgen Gjedsted blev gruppen dannet af nogle amagerkanere tilbage i 1973. Kurt Ziegler på orgel, Kennet Carter el-guitar, Gerner Bresson fløjte, Henning Pold el-bas og Terje Barnholdt på trommer og slagstøj. De sang alle. Og Ziegler og Carter havde en fortid i Alrune Rod, og Terje i “Terje, Jesper og Joachim”.
Stilen er symfonisk, progressiv rock med klare popelementer. Der er flere fine melodier på pladen, men den er bedst der, hvor musikken får lov til at udfolde sig. Det er bestemt ikke en ueffen plade, selv om den stilistisk virker lidt løs og tilfældig.
I følge Asbjørnsen blev pladen så populær i Danmark, at gruppen fik lov til at indspille en engelsk-sproget udgave (First Love), der udkom samme år. Asbjørnsen har ikke meget til overs for den engelske udgave, der efter hans mening mangler “aggressivitet”. Han foretrækker den danske udgave, også fordi gruppens engelskkundskaber ikke er noget at råbe hurra for.

Skibet, der rockede…

3. april 2009


Når man lader sin radio skanne hen over alle de kommercielle musikradioer, der findes, danske såvel som udenlandske, kan det være svært at forstå, at der engang slet ikke eksisterede kommercielle musikradioer. Men frem til omkring 1960 eksisterede de ikke i Danmark. Begrebet “musikradio” eksisterede faktisk ikke. Men så kom – i 1958 – Radio Mercur, Danmarks første pirat-radio, der frem til 1960 sendte musik, som de unge gad høre. Reklamefinansieret musik. Kommerciel radio.

Om denne ulovlige sender, der banede vejen for popkulturens gennembrud til statsradiofonien – og til de mange senere pop-radioer, kan man læse på denne lille fine hjemmeside.


Englændernehavde også deres pirat-skib, den navnkundige Radio Caroline, der gjorde livet surt for BBC, der kun sendte få timer med moderne musik. Og i denne weekend er der premiere på en film – The Boat That Rocked – der i fiktionens form er en hyldest til den tids pionerer, der slog et slag for ungdommens lyst til fest og pop. Dengang temmelig uskyldigt al sammen. Drevet af lige dele entusiasme for popmusik og ungdomskultur – og penge. I dag er de kommercielle radioer regulær business, og uskylden er for længst borte…
I den nye film, der er lavet af folkene bag succesfulde komedier som Notting Hill, Love Actually og Fire Bryllupper og en begravelse, forsøger man at indfange noget af de uskyldige års entusiasme, oprørskhed osv. Og i hovedrollerne ser man folk som Philip Seymore Hoffman, Bill Nighy og Kenneth Brannagh i de centrale roller. Det borger for en vis kvalitet. Jeg glæder mig til at se den en af de kommende dage…. Se den appetitvækkende trailer på filmens hjemmeside. Her.