Pastor Langballe om universitetet
22. april 2009Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….
